Mystisk krukke kaster lys over Dødehavsrullernes ophav

Hvem var det mon, der skrev Dødehavsrullerne i form af knap tusinde bibelske skrifter, som blev fundet i klippehuler i ørkenen ved Det Døde Hav for 60 år siden? Mysteriet har plaget forskere i årtier, for sporene efter forfatterne er yderst sparsomme.

Den mest udbredte opfattelse er, at de 2000 år gamle pergamenter blev skrevet af indbyggere i et lille jødisk udbrydergruppe, Essærerne, som man mener holdt til i en bebyggelse ved navn Qumran, der ligger på et plateau ved hulerne.

Teorien er, at den lille gruppe af stærkt troende mennesker brugte al deres vågentid på at tilbede gud, forfatte og kopiere bibeltekster og nedfælde alle samfundets religiøse leveregler til deres efterkommere.

Mystisk krukke indeholdt ren gips

Den teori bliver nu udfordret efter, at lektor i kemi Kaare Lund Rasmussen fra Syddansk Universitet og hans kolleger har lavet kemiske analyser af indholdet af en forseglet krukke, som blev fundet af et hold amerikanske og israelske arkæologer tilbage i 2004. Krukken stammer netop fra den tid, hvor Dødehavsrullerne blev forfattet og hvor der var aktivitet i Qumranbebyggelsen. Fundet af en intakt og forseglet krukke er en ekstremt sjælden begivenhed. Den giver forskerne en enestående chance for at finde ud af, hvad krukken oprindeligt indeholdt.

Analysene viser, at krukken var blottet for enhver form for organisk materiale – til gengæld indeholdt den gips i en bemærkelsesværdig ren form. Gipskoncentrationen var over 98 procent.

»Fundet giver os hovedbrud, for det er svært at forestille sig, hvad Qumrans beboere har brugt så ren en gips til, hvis den gængse teori om Qumran som et helligt, religiøst sted holder,« siger han og fortsætter:

»Noget kunne tyde på, at Qumran ikke alene var et religiøst sted, men også fungerede som en slags industrielt område – et datidens Silicon Valley, hvor indbyggerne fremstillede en masse praktiske ting, som har haft betydning for produktionen af en række ting såsom pergament, blæk, bygninger.«

Fire teorier i spil

Kaare Lund Rasmussen og hans team er ved at få offentliggjort deres resultater og analyser i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Archaeometry, hvor deres artikel er et 'hot topic' allerede inden den er kommet på gaden. I artiklen gennemgår de alle de situationer, hvor man i sin tid kunne have brugt gips:

1. Den gips, som krukken indeholdt, kunne være blevet brugt til at etablere bebyggelsens renselsesbade, vandbeholdere og afløb. Men den kalkmørtel, der i sin tid blev brugt, indeholdt dog kun 10-30 procent gips, resten var kalkmørtel. Gipsen var altså af en betydelig dårligere kvalitet, en den, der blev fundet i krukken.
   
2. Gipsen kunne i princippet være brugt til at fore indersiden af krukken, så den blev vandtæt. I så fald har krukken altså været brugt som en slags vanddunk. En sådan vandtætning har man dog aldrig fundet i andre bebyggelser fra den tid, hvilket gør anvendelsen mindre sandsynlig.
   
3. Krukken kunne være brugt til opbevaring og transport af forskellige fødevarer såsom fiskesuppe, vin, eddike, mælk eller olivenolie, som man brugte til husholdningen. Den teori tror forskerne ikke på, da man i så fald burde have fundet organisk materiale i krukken. Hvis krukken var skabt til opbevaring af fødevarer, men aldrig nåede at komme i brug, er det mærkeligt, at man har gjort sig ulejlighed med at forsegle krukken så grundigt.
   
4. Qumran var ikke alene et religiøst sted, men i lige så høj grad også et industrielt kraftcenter, hvor man har fremstillet praktiske ting, der f.eks. er lavet af gips. Gips er nemlig et godt materiale at fremstille ting af, da det er blødt og medgørligt så længe det er varmt, men bliver stenhårdt, når det er afkølet. Denne teori er den, som forskerne umiddelbart hælder mest til.

Teori bakkes op af flere fund

Fundet af en enkelt krukke med gips er selvfølgelig langt fra nok til, at man kan tillade sig at konkludere så langt, men faktisk har tidligere studier af området indikeret det samme, dog uden helt så håndfaste beviser.

Hypotesen om, at Qumran var et slags industrikvarter, er faktisk slet ikke ny, men blev allerede fremsat af den berømte britiske arkæolog David Stacey.

For tre år siden offentliggjorde han en 30 sider lang videnskabelige artikel, hvor han argumenterede for, at Qumran i perioder af året var en avanceret fabrik, hvor man garvede læder og fremstillede lim, keramik, farvet uld, reb, medicin og parfumer.

»Stacey mener, at den gængse forestilling om Qumran som et helligt sted er for snæversynet. Det er efter hans overbevisning forkert at forestille sig, at dem, der holdt til i bebyggelsen, levede i total isolation, og at deres eneste kontakt til omverdenen var til det religiøse Jerusalem,« siger Kaare Lund Rasmussen.

Qumransamfundet kan ifølge Stacey meget vel have været lige så stærkt orienteret mod byen Jeriko, der faktisk ligger tættere på bebyggelsen. Eftersom der var et palads i Jeriko, har der også været rige mennesker at sælge produkter fra Qumran til. Det kunne forklare, hvorfor mange af de krukker, der igennem tiderne er fundet i Qumran, netop stammer fra Jeriko.

Apostel levede af at sy telte

Staceys kontroversielle syn på Qumran, som nu understøttes af fundet af krukken med gips, ryster ikke lektor i teologi Søren Holst fra Teologisk Institut på Københavns Universitet. Han kan langt hen ad vejen godt følge argumenterne for teorien.

»Qumran er hidtil blevet opfattet som et slags kloster, hvor munkenes primære formål var at lave de hellige skrifter. Men religiøse mennesker skal også have mad på bordet,« siger han.

Han kan sagtens forestille sig, at dem, der producerede skrifterne, tjente til dagen og vejen ved at udvikle og producere forskellige ting.

»Apostlen Paulus, som regnes for at være en af de mest betydningsfulde missionærer i kirkens historie, levede af at sy telte, og så drønede han ellers rundt i sin fritid og prædikede for folk. På samme måde har den gruppe af mennesker, der levede i Qumran, måttet tænke kreativt for at overleve. Den eneste måde, de kunne holde hjulet kørende, var ved at præstere noget,« siger Søren Holst.

Han understreger dog, at den nye opdagelse ikke rokker ved hans opfattelse af, at befolkningen i Qumran ejede Dødehavsrullerne. Qumran ligger så tæt på de klippehuler, hvor Dødehavsrullerne blev fundet, at udefrakommende ikke kunne snige sig derhen uden at være blevet opdaget. Derfor er det usandsynligt at forestille sig, at Dødehavsrullernes ejere kom andet steds fra.

»Vi skal huske, at folk som regel har mange andre bøger på hylden end dem, de selv har skrevet. Om beboerne i Qumran ved vi kun, at de godt gad eje, og eventuelt gemme, disse bøger. Vi ved ikke nødvendigvis, at indbyggerne er identiske med forfatterne,« slutter Søren Holst.