Kobraslangen er berømt og berygtet for sin karakteristiske opvisning med hovedet løftet og nakket udspilet, som var det en hætte. Hidtil har det været en gåde at forstå hvordan, men nu er det lykkedes amerikanske forsker at finde svaret.
De har kortlagt, hvordan kun otte nakkemuskler får kobraens specialbyggede ribben til at folde sig ud. Det skriver news.bbc.co.uk.
Resultatet er netop blevet offentliggjort i tidsskriftet Journal of Experimental Biology.
Satte elektroder på nakkemusklerne
Forskerne var interesseret i at undersøge præcis, hvilke muskler der er involveret i kobraens besynderlige adfærd. Det gjorde de ved at indoperere små elektroder på hver eneste nakkemuskel i slangen.
Det viste sig at være den sværeste del af studiet, for selv om kobraen var bedøvet under indgrebet, så har de det med at vågne, og forskerne skulle arbejde omkring dens hoved.
Da kobraen kom til sig selv, kunne de så følge musklernes arbejde og derved kortlægge, hvilke muskler der er involveret i aktiviteten. I alt otte muskler var i sving, da kobraen gik i gang med sin særegne nakkegymnastik.
Evolutionen har ændret ribben og nervesystem
\ Fakta
OM KOBRAEN
En kobraslange er en fællesbetegnelse for en lang række af ekstremt giftige slanger. De fleste er kendetegnende ved at kunne udvide deres nakke, så den danner en hætte.
Kobraen finder man i den sydlige del af Afrika, det sydlige Asien og Sydøstasien.
Kilde: britannica.com
De otte muskler findes i mange andre slangearter, så det er måden, de bliver brugt på, der er unik for kobraen.
»Dette er et eksempel på evolutionens remodellering af nytilkomne arter,« siger en af forfatterne bag Kenneth Kardong, professor i zoologi ved Washington State University, USA, til news.bbc.co.uk.
Han forklarer, at udover ribbenene, der langsomt har udviklet sig til formålet, så er der sket en ændring i centralnervesystemets kontrol over nakkemusklerne.
Næste skridt for Karlong og hans team er at undersøge om andre slangearter, der udviser samme adfærd, også bruger den samme muskelgruppe.