Metan-udledningen fra arktiske vådområder accelererer – præcis som vi frygtede

Metan-mængden i atmosfæren stiger hurtigt og med accelererende hastighed. Udviklingen forklares ofte med de såkaldte ’feedback-mekanismer’, hvor vi har sat gang i processer i økosystemerne, som vi ikke kan rulle tilbage.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvilke kilder til udledning der er de største, og det gør det svært at forstå problemet fuldstændigt.

Vi har en god idé om, at vådområder i Arktis er en af de naturlige hovedkilder til den globale metan-udledning.

Men den seneste tid er der kommet flere studier, der peger på, at udledningen fra Arktis nu ikke længere er stabil, men stiger meget og bidrager til forøgelsen af metan i atmosfæren.

De nye resultater giver mig et flashback til tiden efter den første IPCC-klimarapport i 1990, der udtrykte bekymring over metan-udslip fra tundra og permafrost.

Rapporten fik det britiske meteorologiske institut til at finansiere min ph.d. om metan fra den arktiske tundra.

Selvom de mulige øgede metan-udslip dengang blev taget alvorligt, lå problemet så langt ude i fremtiden, at jeg som ung ikke rigtig kunne forholde mig til det.

Men virkeligheden har indhentet forudsigelserne fra dengang, og det, som blev forudsagt, kan vi med nye teknologier og metoder nu se, er ved at blive til virkelighed.

Hvor kommer udledningen fra?

Stigningen af mængden af metan i atmosfæren er accelereret siden 2016, viser nylige analyser af atmosfæriske målinger.

Det kræver fornyet opmærksomhed på, at metan er en stærk drivhusgas, som spiller en meget vigtig rolle for det globale klima.

Der har i den senere tid været meget bekymring i offentligheden om metanudslip fra forskellige menneskeskabte kilder, lige fra lækager i gasproduktionen til sabotage af rørledninger i Østersøen.

Kilderne til metan, der forårsager den accelererende udledning, er endnu ikke klare.

Det er dog velkendt, at betydelige globale vådområder kan bidrage til det, og det tropiske område er blevet udpeget som en potentiel kilde.

Men nu peger nye studier på, at nordlige vådområder, tundra og permafrost også kan være stærkt bidragende.

Modstridende resultater

Når vi ser på tidligere studier af metan-udledningen fra naturlige vådområder i nordlige områder, peger de i forskellige retninger.

Beregninger baseret på jordnære målinger af metanudslip og modeller (såkaldte ’bottom-up’-estimater) viser generelt en højere udledning af metan fra arktiske vådområder end studier af mængden af metan i atmosfæren (såkaldte ’top-down’-estimater’).

Overordnet har vi ikke før kunnet vise, at der er sket en stigning i metan-udledningen fra vådområder i Arktis, som har påvirket den øgende mængde metan i atmosfæren – indtil nu.

Nye observationer viser stigende udledning i Arktis

Nye studier kaster nu et andet lys over sagen. Det er studier, som beskæftiger sig direkte med tidligere studiers modstridende skøn ved at bruge en maskinlæringsmodel på en meget stor samling af direkte målinger af metanudslip fra vådområder.

Dette gør det muligt at se mønstre i udledningen og foretage mere sikre beregninger af, hvordan metan-udledningen udvikler sig (kaldes ’trendanalyser’).

Analyserne viser, at der sker en stigning i metan-udslip fra nordlige egne, og disse kan bidrage til forøgelsen af metan i atmosfæren.

Opvarmning driver stigende metan-udledning

Med de nye studier er vi kommet flere skridt videre, men der er stadig usikkerheder, som vi ikke har løst.

Et spørgsmål, der historisk set har været uløst, er, hvor meget det betyder for udledningen, når vådområdernes areal og/eller temperaturerne ændrer sig.

Vi ved således ikke endnu, om det er areal eller temperaturer, der vil være den stærkeste driver for, at mængden af metan-udledning vil ændre sig.

De seneste resultater peger på det sidste, at det er opvarmningen af de nordlige breddegrader, der driver stigningen i metanemissioner.

Her har man også indsamlet observationer fra mange forskellige steder. Det viser igen, hvor vigtigt det er at opretholde og udvide antallet af overvågnings-platforme i Arktis, der kan måle metan-udslip fra nordlige økosystemer kontinuerligt.

Selvkørende måleenhed baner vej for nye resultater

Det er vigtigt at forstå, hvordan metan-udslip ændrer sig med årstiderne.

Vi er nødt til at måle udslippet året rundt, hvilket er meget vanskeligt i mange fjerntliggende nordlige områder, særligt om vinteren. Men som minimum skal vi være i stand til at foretage målinger i forår, efterår og sommer, når udslippet er højest.

Et nyskabende teknologiske fremskridt på dette område er vores selvkørende måleenheder.

Vi arbejder lige nu på et projekt kaldet ’Greenland Integrated Observing System’ (GIOS), hvor vi installerer sådanne selvkørende måleenheder langs den grønlandske østkyst.

Du kan se teknologien på billedet herunder.

Grønlands bidrag

At vi nu med større sikkerhed kan sige, hvor meget metan den arktiske tundra sender ud i atmosfæren, skyldes ikke kun ny teknologi og selvkørende måleenheder.

Det bygger også på en solid dokumentation af, hvordan metanudslip varierer fra år til år, og hvordan metan opfører sig i atmosfæren.

Som en del af ’Greenland Ecosystem Monitoring’-programmet (GEM), har vi i Zackenbergdalen i Nordøstgrønland indsamlet en af de længste måleserier af metanudslip i Arktis.

Ved at foretage fortsatte målinger med forbedret teknologi både på land og i luften kan vi med tiden opklare de modstridende resultater, som tidligere undersøgelser gav, og få en bedre forståelse af metan-udledningen fra arktiske vådområder.

I det globale perspektiv kan de lange tidsserier kombineret med nye teknologier og målinger også hjælpe os med at forstå, hvordan naturlige ændringer påvirker udslippet, og med at se, om vores indsatser for at reducere de menneskeskabte udslip er effektive.

Krig og konflikt må ikke bremse dataindsamlingen nu

Målinger af metan-udslip fra Arktis er mere nødvendige end nogensinde, og dette er ikke tidspunktet at trække sig tilbage fra forpligtelserne til at opretholde disse.

Udslippene, som vi måler i Grønland, kan hjælpe med at forstå processerne, som styrer metan-udslip både i Arktis og i de store landmasser på tværs af Nordamerika og ikke mindst Sibirien.

Vi er afhængige af målinger herfra, og krigen i Ukraine med den efterfølgende udelukkelse af Rusland fra de fleste internationale videnskabelige sammenhænge har medført en stærkt begrænset adgang til data fra vigtige landområder i Rusland.

Ud fra vigtigheden af at forstå metan i atmosfæren er det meget uheldigt at sætte videnskabeligt samarbejde i polarområdet på pause, selv i lyset af geopolitiske kriser.

Den fortsatte indsamling og fælles adgang til data for hele det videnskabelige samfund er afgørende og bør hæves over de konflikter, som de nuværende tragiske begivenheder i Ukraine eksemplificerer.

Forståelse af fremtiden

En dårlig forståelse af fremtidige metan-udledninger i Arktis i et klima under forandring er et problem og en udfordring med globale dimensioner.

Den nye kombination af metoder, hvor man bruger store mængder data indsamlet fra mange forskellige steder, som forskerne bag grafikken herover eksempelvis har gjort, repræsenterer et godt skridt i den rigtige retning.

Yderligere fremskridt i forståelsen afhænger dog af, at vi holder fast i at fortsætte de lange tidsserier på eksisterende målestationer, at vi ikke begrænses i at få data fra bestemte områder, og at vi udvider mængden af målinger.

Gode data indsamlet over lange perioder (årtier) er nødvendige for, at vi kan foretage pålidelige forudsigelser om klimaets påvirkning af Arktis, og hvilke feedback-mekanismer der er i spil.

Det kan hjælpe os med at forberede menneskeheden på en fremtidig ændret planet.