Med jævne mellemrum kommer en bestemt gren af naturvidenskaben på mode.
Et videnskabeligt felt markedsføres som noget fundamentalt nyt i forhold til al tidligere forskning, og med den fundamentale nyhedsværdi kommer også fundamentalt nye og fantastiske muligheder.
Begejstrede forskere taler om ‘svimlende perspektiver’, om resultater der vil ‘revolutionere vores hverdag’ og ‘med ét slag ændre hele den verden, vi kender’ (alle citater autentiske).
Typisk hives en bestemt opdagelse eller opfindelse frem og beskrives som det radikale nybrud, der åbner for alle de fabelagtige muligheder. Et eksempel kan være den elektroniske computer, der i 50’erne fik en række forskere til at mene, at de i løbet af to-tre årtier kunne skabe robotter med intelligens på et menneskeligt niveau.
Et andet eksempel er afdækningen af dna-molekylets struktur, der af mange blev – og stadig bliver – beskrevet som det afgørende nybrud, der vil gøre det muligt at løse selveste livets gåde. Lige for tiden er det navnlig nanoteknologien, der er på mode. Nanocentrene skyder op både lokalt og globalt, og der tales i høj grad om svimlende perspektiver og hidtil uanede muligheder.
Videnskab som social handling
Når en forsker skriver en artikel eller udtaler sig til en journalist, giver han ikke bare en objektiv og neutral beskrivelse af sine resultater; han foretager også, hvad enten han vil det eller ej, en social handling, i et spil, hvor det gælder om at tiltrække sig tilhængere, penge og opmærksomhed.
Hvis man vil have anerkendelse, rekruttere dygtige studerende og frem for alt hvis man vil have bevillinger, gælder det om at få folk til at forstå, hvor vigtig ens forskning er. Og det er i dét lys, de svimlende perspektiver skal forstås.
Perspektiver bliver nemlig ikke bare svimlende helt af sig selv. Graden af omtågethed kommer i høj grad an på, hvem der ser. For at blive ved eksemplerne jeg nævnte ovenfor, kan både kunstig intelligens, gen- og nanoteknologi rigtignok beskrives som noget nyt og svimlende.
Men forskningsfelterne kan lige så vel beskrives som den kedelige, hverdagsagtige forlængelse af forskningsprogrammer, der har stået på i årtier, for ikke at sig århundreder.
Computere, dna og nanoteknologi er ikke nyt
Den elektroniske computer har rødder tilbage til de mekaniske regnemaskiner fra 1600-tallet og til den formelle logik, der blev grundlagt i antikken af den græske filosof Aristoteles. Afdækningen af dna-molekylet er bare én blandt mange opdagelser man har gjort i den systematiske undersøgelse af cellens indre, der har stået på siden slutningen af 1800-tallet.
Og nanoteknologien er blot fortsættelsen af en række forskningsområder (så som kemi og materialefysik), der på det seneste har slået pjalterne sammen og er begyndt at kalde sig ‘nano’.
Både inden for kemi og materialefysik har man gjort små og store fremskridt de sidste halvtreds år, og man vil sikkert fortsætte med gøre fremskridt, selv om felterne er blevet omdøbt til nanoteknologi.
Videnskab skal sælge
Når en forsker trækker på de svimlende perspektiver, har han med andre ord truffet et valg. Han har valgt at betone det nye og løfterige i sin forskning frem for kontinuiteten med det velkendte, og den slags valg har konsekvenser. Positive, såvel som negative.
Det positive består primært i, at man ved at betone det afgørende nye i sin forskning gør det lettere at tiltrække penge og opmærksomhed. Og det er selvfølgelig set fra videnskabens synspunkt vigtigt, at man er i stand til at gøre folk interesserede i, hvad der foregår i forskningslaboratorierne.
Videnskab skal simpelthen kunne sælges til den brede befolkning, i konkurrence med historier om Fodboldlandsholdet og Vild med dans. Og som enhver journalist kan bevidne, så sælger det afgørende og svimlende nye nu engang bedre end den hverdagsagtige trummerum og fortsættelse af det, man altid har gjort.
Markedsføringens pris
Desværre har betoningen af det nye også nogle negative konsekvenser. I en ny artikel om dilemmaer i fødevareforskningen udtrykker flere forskere bekymring over, om andre forskeres forsøg på at (over)sælge deres budskaber til medierne kan føre til en generel skepsis overfor videnskab i befolkningen.
Hvis man markedsfører sin egen forskning som noget fundamentalt nyt ved at fortælle at, ‘før tog eksperterne helt fejl, men nu ved vi endelig hvordan tingene hænger sammen’, også selv om der måske slet ikke er den store forskel på synspunkterne før og nu, så risikerer man, at befolkningen mister tilliden til de videnskabelige eksperter (se Folker m.fl (2009) nedenfor).
Tilsvarende kan man risikere, at tilliden til forskerne lider et knæk, hvis folk gang på gang erfarer, at de fantastiske landvindinger, de er blevet lovet, kun i begrænset omfang indfinder sig.
Oversalg skræmmer befolkningen
Med overdreven markedsføring risikerer man desuden at opskræmme befolkningen, der naturligvis er bange for, at de nye og (angiveligt) uanede muligheder skal blive misbrugt eller på anden vis føre til katastrofer.
Et godt eksempel er genteknologien, hvor vi i dag står i den paradoksale situation, at vi på den ene side råder over en række nye teknologiske muligheder, som befolkningen på den anden side modsætter sig at anvende, fordi budskabet om genernes betydning er blevet oversolgt: Når gener er blevet markedsført som selve Livets Bog, er det klart, at de betragtes med en vis ærefrygt. Som noget farligt, vi nok gør klogest i ikke at pille for meget ved.
Folk har med andre ord fået en til dels irrationel frygt for genteknologi, og det er et problem for de forskere, der arbejder med genteknologi, og et problem for befolkningen, der går glip af genteknologiske muligheder.
Fejlinvesteringer i forskning
Endelig kan den overdrevne markedsføring af det nye give et forskningspolitisk problem, for hvordan undgår man at fejlinvestere forskningsmidler på baggrund af bevidst markedsføring fra forskernes side? For det er faktisk sket, at forskningsområder, som følge af effektiv markedsføring, har fået bevillinger, de ret beset ikke burde have haft.
Her kan man f.eks. tænke på forskningen i kunstig intelligens, der gennem 70’erne og dele af 80’erene tiltrak sig massive investeringer, fordi det (blandt andet gennem målrettet udefrysning af kritik) lykkedes forskerne at opretholde troen på, at de kunne skabe intelligente robotter lige om lidt, også længe efter det stod klart, at forskningsprojektet mest af alt var en uopnåelig drøm.
På den måde blev enorme forskningsinvesteringer stort set spildt (se for eksempel Dreyfus & Dreyfus: ‘Mind over Machine’ nedenfor).
Diskussion, tak!
Så de svimlende perspektiver og den vilde markedsføring er altså ikke et ubetinget gode. I den forskningspolitiske virkelighed vi befinder os i, er videnskaben på en eller anden måde er nødt til at markere sig overfor den bredere befolkning, for at få politisk opmærksomhed og dermed bevillinger.
Desværre virker den måde, hvorpå markedsføringen foregår i praksis, ikke altid lige gennemtænkt. Måske ligger en del af problemet i, at naturvidenskabens ideal siden renæssancen har været den interesseløse, objektive søgen efter sandheden, og at videnskabsfolk af den grund ikke er meget for at indrømme, at der overhovedet er sociale mekanismer som markedsføring og konkurrence om midler og goodwill på spil i deres arbejde.
Og det er en skam, for man kan ikke forholde sig kritisk til mekanismer, man ikke anerkender eksistensen af. Det ville være rart med en mere åben og bred diskussion om det her punkt – men den kan jo måske begynde nedenfor.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
