Vi går nu ind i julemåneden, der er årets sidste og mørkeste måned.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Solen står dag for dag senere op og trækker sig tilbage allerede sidst på eftermiddagen.
Dagene bliver kortere frem mod vintersolhverv 21. december, som er årets korteste dag. Solen står denne dag op kort før klokken 9 og går ned bare 7 timer senere, kort før klokken 16. Og når Solen ved middagstid kommer højest på himlen, er den blot 10,5 grader over horisonten.
Men for dem, der længes efter lysere tider, kan man så glæde sig over, at det efter vintersolhverv kun går fremad det næste halve år. Så i decembermørket lige før jul kan man jo huske på, at nu bliver dagene ganske langsomt længere.
Det varer ved dag for dag, indtil vi når frem til sommersolhverv 22. juni, hvor dagens længde er lidt over 17 timer.
Til gengæld giver de lange, mørke decembernætter gode muligheder for at følge stjernehimlen og planeterne. Vi skal heller ikke snydes for stjerneskud, ligesom også en komet lægger vejen forbi.
Og Den Internationale Rumstation, ISS, har synlige passager hen over Danmark i hele december.
I begyndelsen af måneden på den tidlige aftenhimmel og senere i december på morgenhimlen. På websitet Heavens Above kan du se nærmere om, hvornår du helt præcist skal være ude for at spotte rumstationen.
Månen og planeterne
Det er fuldmåne 19. december, mens nymåne indtræffer 4. december. Og ved den lejlighed leverer Månen en total solformørkelse.
Den har vi dog ikke megen glæde af på vore breddegrader. Det er nødvendigt at begive sig helt til Antarktis for at opleve formørkelsen, og det er der nok ikke mange, der har lejlighed til.
Planeterne er gavmilde på decembers himmel. Jupiter og Saturn følger med hele måneden på den tidlige aftenhimmel i Syd-Sydvest.
De to planeter går dog nu lidt tidligere ned. Jupiter går ved månedens begyndelse ned lidt efter klokken 21 og i slutningen omkring 20.30, mens Saturn allerede er væk lidt efter klokken 20 de første dage af december og ved månedens slutning allerede lidt efter klokken 18.
Også Venus er aftenstjerne, idet den går ned lidt efter klokken 18 i første halvdel af december og senere på måneden kort efter klokken 17, hvor himlen allerede er mørk, idet Solen går ned før klokken 16.
Da Venus i sin bane om Solen for tiden er tæt på Jorden, opnår den tillige sin største lysstyrke og vil her i december overstråle himlens mange stjerner.
I dagene 7. til 10. december omkring klokken 17 kan man opleve et møde mellem fire kloder, idet Månen, Jupiter, Saturn og Venus optræder sammen på himlen lavt i Syd-Sydvest. Det er forholdsvis tæt på nymåne, så det er et smalt månesejl, der bevæger sig forbi planeterne.
\ Om serien 'Kig op'
'Kig op' er en serie, der i starten af hver måned zoomer ind på de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet.
Nogle af disse begivenheder vil blive uddybet i selvstændige artikler, som bringes i løbet af måneden
Følg også med i serien 'Rumfarten', der i starten af hver måned giver dig en oversigt over de vigtigste aktuelle rumfartsnyheder.
Her er novembers installationer i serierne:
Månen kommer på skift tæt på de tre planeter: 7. december har Månen nærmet sig Venus, og den er dagen efter nået Saturn for at slutte nær Jupiter 9. til 10. december.
På årets to sidste dage, 30. og 31. december, kan man med lidt held få et glimt af Merkur ved siden af Venus kort efter solnedgang omkring klokken 16.20-16.30, hvor Solen er væk.
Hvis man har udsigt til en fri horisont, skulle det være muligt at se Merkur tæt ved Venus lavt på himlen i Sydvest. Merkur går ned kort efter klokken 17. Lidt højere på himlen står Jupiter og Saturn.
Mars er morgenstjerne i december. Den står hele måneden op kort efter klokken 6.30 - et par timer før solopgang. De sidste dage, fra 29. til 31. december, slutter Månen sig til Mars på morgenhimlen i Sydøst omkring klokken 7.30.
31. december ses et smalt månesejl tæt ved Mars lavt på himlen. 29. og 30. december står Månen lidt højere på himlen.
Decembers stjerneskud
Vi skal heller ikke snydes for stjerneskud i julemåneden. Først og fremmest er der meteorsværmen Geminiderne, der har deres navn efter udspringet i stjernebilledet Tvillingerne, på latin Gemini. Udspringet, også kaldet radianten, ligger nær de to ’tvillingestjerner’ Castor og Pullux.
Sværmen er aktiv mellem 4. og 17. december, og vi kan forvente flest stjerneskud omkring 14. december.
Det er ikke svært at finde Tvillingerne, der står højt på vinterhimlen i syd fra tidlig aften og natten igennem. Geminiderne skulle være en gavmild sværm med ganske mange stjerneskud og har endda ry for at være ret aktiv i timerne før midnat, så man ikke behøver at hænge ud hele natten.
Geminidernes stjerneskud, eller meteorspor, er også kendt for at kunne trække lysende spor hen over himlen, der kan vare længere end sædvanlige stjerneskud. De stærkeste spor kan ses, når de bryder op i flere mindre fragmenter, der følger samme spor hen over himlen.
Geminiderne stammer fra småstykker efterladt i banen for asteroiden Phaeton. Man mener derfor, at de stærke meteorspor kan skyldes, at disse rester består af smuldret klippemateriale med en større tæthed.
Phaeton er en kun fem kilometer stor asteroide, der hører til gruppen af de såkaldte jordnære Apollo-asteroider, som vi også omtalte i novembers Kig Op.
Ursiderne: Lille Bjørn kaster stjerneskud af sig
Der optræder endnu en stjerneskudssværm i december.
Det er den mindre sværm Ursiderne, hvis navn er afledt at stjernebilledet Lille Bjørns latinske betegnelse, Ursa Minor.
Ursiderne er på himlen omkring 17. til 26. december og topper 22. og 23. december.
Fordi den udspringer højt på himlen, ikke langt fra Polarstjernen og Lille Bjørn, er sværmen let at finde på himlen.
Derfor skal den alligevel nævnes, selvom det er en beskeden sværm med kun få stjerneskud.
Stjernebilledet Lille Bjørn minder om en formindsket udgave af Karlsvognen.
Ursiderne stammer fra en lille komet ved navn 8P/Tuttle.
\ Læs mere
Julekometen C/2021 A1 Leonard nærmer sig Jorden
Den 3. januar i år opdagede astronomen Greg Leonard en ny komet fra Mount Lemon Observatoriet i Arizona.
Kometen fik navnet Leonard efter opdageren, og da det var årets første komet, fik den tilføjet betegnelsen 2021 A1. Der gik mange rygter om, at det ville blive årets komet, så vi i julemåneden kunne se frem til et flot syn, når kometen nåede frem til Jorden.
Helt så klar bliver kometen næppe, men lad os nu vente og se.
Komet Leonard er en langperiodisk komet, der kommer helt ude fra den fjerne del af Solsystemet 3.700 AE borte, hvor en AE er Jordens afstand fra Solen.
Kometens omløbstid er vurderet til omkring 80.000 år. Da Greg Leonard opdagede kometen, var den i nærheden af Jupiters bane godt 5 AE borte.
Komet Leonard flyver forbi Jorden 12. december i en afstand på knap 35 million kilometer. Med denne afstand kan vi ikke forvente noget festfyrværkeri, og man er stadig usikker på, om kometen vil blive synlig med det blotte øje.
Det ventes dog, at den vil være værd at kigge på i selv en mindre kikkert.
Inden da, den 5. til 6. december, vil Leonard befinde sig kun omkring 5 grader fra den klare stjerne Arcturus i stjernebilledet Bootes. Arcturus findes let ved at forlænge Karlsvognens vognstang bagud. Her er måske en god chance for at fange kometen på den tidlige morgenhimmel i Øst-Sydøst omkring klokken 5-6.
Planeten Venus er heldigere med kometmødet - hvis der ellers var nogle til at kigge med. For 18. december når Leonard frem til Venus, som kometen møder i en afstand af blot lidt over 4 millioner kilometer. Var der nogen på overfladen, ville de nok opleve en sand stjerneskudsregn.
Leonard runder Solen 3. januar i det nye år et stykke uden for Merkurs bane. Derefter går ruten atter mod det ydre solsystem.
Kometer: Levn fra solsystemets spæde begyndelse
Lad os i anledning af komet Leonards besøg se lidt nærmere på kometerne.
Man kan næsten kalde kometerne for rester fra Solsystemets tidlige periode, hvor planeterne blev dannet. De findes i næsten alle afstande fra Solen.
Vi taler om kortperiodiske kometer, der har omløbstider på op til 200 år, og som vi gennem historien har set gang på gang - som Halleys komet, der sidst besøgte os i 1986.
De langperiodiske kometer, som Leonard, har omløbstider på mange tusinde år, så vi kun oplever dem en enkelt gang, hvor de runder Solen og det indre solsystem.
Disse kometer har deres oprindelse i den såkaldte Oortsky, en hypotetisk sværm af utallige islegemer, som udgør den yderste del af solsystemet, mange tusinde AE fra Solen.
Der er ingen, der har set Oortskyen, men den er kommet ind i astronomien, fordi den er helt nødvendig for at forklare, hvorfra de fjerne kometer kommer. Og ved en omhyggelig analyse af mange kometbaner, kan man argumentere for, at Oortskyen er kugleformet.
Navnet skyldes den hollandske astronom Jan Oort, der allerede i 1950'erne kom med en teori om, at de langperiodiske kometer kom fra en enorm sky af iskloder meget langt fra Solen.
\ Læs mere
Når disse iskloder fra tid til anden begynder den lange rejse mod det indre solsystem og til sidst nærmer sig Solen, vil deres overflade begynde at fordampe.
De får nu en midlertidig atmosfære af gas og støv. Gradvist vil trykket fra sollyset blæse denne atmosfære i retning bort fra Solen, således at atmosfæren kommer til at danne en lang hale - iskloden er nu blevet til en komet.
Samme forvandling sker naturligvis for de kortperiodiske kometer, der også er iskloder længere borte fra Solen, og som danner haler, når de nærmer sig Solen og runder den.
Kometerne er vel netop kendt for deres karakteristiske, ofte flere millioner kilometer lange haler af både gas og støv, der følger dem, når de viser sig på vore himmelstrøg. Og igennem historien er de ofte blevet set som varsler på store ulykker - eller det modsatte.
Særlig kendt er vel scenen fra det berømte Bayeux-tapet, der skildrer slaget ved Hastings i 1066, hvor Halleys komet var på himlen.
Vinderen af slaget, Wilhelm Erobreren, der underlagde sig England, så naturligvis kometen som et stort sejrstegn. For taberen, Harald Godwinson, var kometen naturligt nok et ondt varsel.
Rumsonder besøger kometer
I vore dages rumalder har vi besøgt flere kometer med rumsonder. Første gang var mødet med Halleys komet i 1986, hvor en sand flåde på fem rumsonder blev sendt mod Halleys komet.
Størst var den europæiske Giotto-rumsonde, der leverede flotte nærbilleder af kometen. Men også det daværende Sovjetunionen bidrog med to sonder ved navn Vega 1 og 2, mens Japan havde opsendt deres første små dybrumsonder Susei (det betyder Komet) og Sagikake (der betyder Pioner) mod Halleys komet.
Navnet Giotto på Europas Halley-sonde er hentet fra den italienske renæssancemaler Giotto di Bondone (1267- 1337).
I anledning af Julen vil vi slutte med Giotto di Bonbones tolkning af Betlehemsstjernen. I 1301 havde Giotto oplevet Halleys komet på himlen, og det inspirerede ham til at opfatte kometen som den stjerne, der viste sig over Betlehem julenat.
Maleriet viser scenen med Jesusbarnet i krybben og de tre vise mænd på besøg fra Østerland.
Over krybben lyser Giottos Betlehemsstjerne - Halleys komet.
Det er næsten synd at komme efter Giottos gode hensigt, men Halleys komet viste sig på den tid allerede i år 12 før vor tidsregning.
Selvom de bibelkloge diskuterer Jesu fødselsår, er det dusin år nok alligevel lige langt nok væk fra begivenheden i Betlehem.
