Vi træder nu ind i november. Mørket sænker sig gradvist, og vinterens stjernebilleder begynder så småt at indfinde sig på nattehimlen.
Der vil i november desuden være lejlighed til at opleve stjerneskud, ligesom ISS, Den Internationale Rumstation, også vil trække sit spor henover himlen i denne måned.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen ‘Det levende Univers‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Månen og planeterne
Vi har nymåne 4. november og fuldmåne 19. november. De klare planeter, Jupiter og Saturn, følges stadig ad gennem novembers nattehimmel. Begge planeter er allerede stået op i løbet af eftermiddagen.
I begyndelsen af måneden går Jupiter ned lidt efter klokken 23, og sidst i måneden lidt efter klokken 22.
Da Saturn går noget tidligere ned end Jupiter, kan det anbefales at holde øje med de to planeter tidligt på aftenen på himlen i Syd – Sydvest efter mørkets frembrud.
Fra den 10. til den 13. november, omkring klokken 19, møder Månen de to planeter. 10. november ses Månen lidt under Saturn, og 11. november lidt under Jupiter.
12. og 13. november er Månen rykket lidt længere bort i sydvestlig retning.
24. november, som er fem dage efter fuldmåne, møder Månen de to klare stjerner Castor og Pullux i stjernebilledet Tvillingerne på morgenhimlen i sydvest-vest, omkring klokken 7 – i god tid inden Solen dukker op.
Venus er aftenstjerne i november. Den går ned tæt på klokken 18. Men da Solen allerede er gået ned lidt efter klokken 16 ved månedens begyndelse og endnu tidligere sidst i november, skulle det være muligt at fange Venus lavt i horisonten i sydvest omkring klokken 17-17.30.
Den bedste mulighed er sidst i november, hvor man samtidig kan nyde Jupiter og Saturn, der ses på himlen i syd.
Mars står hele måneden op i sydøst omkring klokken 6.30. Skal man fange Mars som morgenstjerne, er chancerne bedst i de sidste dage af november, hvor Solen først står op lidt efter klokken 8.
ISS på himlen over Danmark
I begyndelsen af måneden, fra 1. til 8. november, optræder den Internationale Rumstation, ISS, sidst på natten og på den meget tidlige morgenhimmel.
Bedre er det nok at vente til sidst på måneden, fra 21. til 30. november, hvor ISS kan ses tidligt på aftenen.
25. november kunne være et godt bud, hvor ISS viser sig i cirka 3 minutter, fra 18.31 – 18.34, i retning vest/sydvest-syd og på sit højeste er 36o over horisonten.
Ved samme lejlighed kan man jo nyde synet af Jupiter og Saturn, der befinder sig lige i nærheden. For nøjere oplysninger kan du se programmet for rumstationens rute her.
Stjerneskud i november: Leoniderne og Taurider pryder himlene
Stjerneskudssværmen Leoniderne kan følges det meste af måneden fra 6. til 30. november, og der skulle være størst aktivitet omkring 17. november.
Leoniderne har navn efter stjernebilledet Løvens latinske betegnelse, Leo.
\ Leoniderne
Leoniderne stammer fra kometen Tempel – Tuttle, der er en knap to kilometer stor komet, der bevæger sig i en bane om Solen med en omløbstid på 33 år.
Den lille komet kommer helt ud til banen for Uranus, når den er længst borte fra Solen, og lidt inden for Jordens bane, når den er nærmest Solen.
Kometen blev opdaget i 1865-1866 og har sit navn efter de to opdagere Wilhelm Tempel og Horace Tuttle.
Sværmen har sit udspring, også kaldet radianten, lidt over Regulus, der er den klareste stjerne i Løven.
Her skal man være opmærksom på, at Løven først står op omkring midnatstid og derefter kommer gradvist højere på himlen i timerne fra midnat og frem mod daggry.
Det er derfor en rigtig natteopgave til ud på de små timer at jagte stjerneskud fra Leoniderne.
Hertil kommer, at Månen, med fuldmåne 19. november, kommer lidt i vejen for sigtbarheden for at observere Leoniderne.
Endelig er det stadig muligt at opleve et par stjerneskud fra De Nordlige Taurider, der allerede var på banen i oktober, men topper i denne måned omkring 12. november og varer ved, endda lidt ind i december.
Den lille sværm udspringer i Tyren lidt over Tyrens klareste stjerne, Aldebaran.
De nordlige Taurider udmærker sig ved at stamme, ikke fra en komet, men fra en ganske lille asteroide på kun omkring en kilometer med katalognummeret 2004 TG10. Selv en asteroide kan kaste lidt støv af sig langs sin bane.
Denne lille asteroide tilhører den såkaldte Apollo-gruppe af jordnære asteroider, der anses for potentielt farlige, fordi der er risiko for, at de kan komme lidt for tæt på Jorden. Et problem, vi er blevet meget opmærksomme på i de senere år.
Nærjords-asteroider skal tages alvorligt
I dag ved vi, at der findes tusinder af såkaldte nærjordsasteroider, der, i hvert fald i teorien, har mulighed for en dag at kollidere med Jorden.
Således har vi kendskab til godt 1.000 asteroider på mindst en kilometer, der har baner, der fører dem tæt forbi Jorden.
En af de meget omtalte er Apophis, der 13. april 2029 vil passere Jorden i en afstand på kun 30.000 km. Det er lidt mindre end afstanden ud til den geostationære bane 36.000 km over ækvator, hvor de store TV-satellitter og mange andre satellitter befinder sig.
Senest blev vi i 2013 mindet om, hvor sårbare vi er. Da ramte en lille asteroide – eller en meget stort meteor – Jordens atmosfære over byen Chelyabinsk i Sibirien.
Til alt held eksploderede asteroiden i en højde på 30 km, hvor den forvandledes til en ildkugle, der en kort tid lyste klarere end Solen.
Eksplosionen svarede til en atombombe på 500 kiloton. Nedslaget efterlod 1.500 sårede og omfattende materielle skader i den sibirske by, men ingen omkom ved den lejlighed.
Det er svært at ignorere denne risiko. Og heldigvis er NASA da også begyndt at se på forskellige forslag til enten at varsle nedslag eller, endnu bedre, at afværge dem.
Det kan blandt andet gøres ved at forsøge at afbøje banen en smule for en truende asteroide.
Helt aktuelt opsendes 24. november en rumsonde med det meget passende navn DART med kurs mod en lille asteroide ved navn Didymos, der også har en 160 meter stor måne. Planen er, at DART med stor fart skal kollidere med den lille måne i oktober 2022.
Vi fortæller mere om dette forsøg i en kommende artikel her på Videnskab.dk.
Vinterens stjernebilleder dukker gradvist op
Vi er nu i den sidste efterårsmåned, og vinterens stjernebilleder som Tyren, Orion og Tvillingerne begynder at indfinde sig på nattehimlen. Orion kommer i månedens løb gradvist højere på himlen.
Lad os denne gang se lidt nærmere på, hvad der gemmer sig i stjernebilledet Tyren.
Tyrens klareste stjerne er Aldebaran, også kaldet Tyrens røde øje, der retter blikket over mod krigeren Orion. Aldebaran, der befinder sig 65 lysår borte, er en rød kæmpestjerne af de helt store -med en diameter over 40 gange Solens og en lysstyrke på mere end 400 gange Solens.
Den er dog med sin røde farve et par tusinde grader køligere end Solen. Og så har man opdaget, at Aldebaran har en stor planet på 5-6 Jupitermasse omkring sig.
\ Læs mere
Pioner 10 har kurs mod Aldebaran
Det er også værd lige at nævne, at den gamle rumsonde Pioner 10, der blev opsendt fra Jorden i 1972, nu har kurs bort fra Solsystemet, tilfældigvis i retning mod Aldebaran. Den vil dog først nå frem om godt to millioner år.
De to rumsonder Pioner 10 og 11 var de første, der blev sendt ud gennem asteroidebæltet mod det ydre solsystem.
Formålet var især at finde ud af, om det var farligt at passere asteroidebæltet. I dag ved vi, at der er langt mellem kloderne og stort set ingen risiko for sammenstød.
\ Om serien ‘Kig op’
‘Kig op’ er en serie, der i starten af hver måned zoomer ind på de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet.
Nogle af disse begivenheder vil blive uddybet i selvstændige artikler, som bringes i løbet af måneden
Følg også med i serien ‘Rumfarten’, der i starten af hver måned giver dig en oversigt over de vigtigste aktuelle rumfartsnyheder.
Her er oktobers installationer i serierne:
Plejaderne – Syvstjernen, der består af flere tusinde stjerner
I stjernebilledet Tyren finder vi også de to markante stjernehobe Plejaderne og Hyaderne, der begge er synlige med det blotte øje og blandt de stjernehobe, der ligger nærmest Jorden.
Plejaderne, der nok er bedre kendt under navnet Syvstjernen, er en hob af ganske unge og varme blå stjerner lidt over 400 lysår borte.
Stjernerne er kun omkring 100 millioner år gamle, og de befinder sig derfor stadig samlet omkring deres dannelsessted.
Med tiden vil stjernerne bevæge sig bort fra hinanden og hoben gradvist opløses.
Det kan være morsomt at afprøve sine øjne ved at tælle stjerner i Syvstjernen. Det viser sig, at mange kan se 6 eller 8 stjerner i stedet for 7. I virkeligheden indeholder Syvstjernen op mod 3.000 stjerner.
Hyaderne blev brugt til afstandsberegning
Hyaderne er også en ung stjernehob, der på himlen grupperer sig omkring Aldebaran, selv om Aldebaran ikke har noget at gøre med hoben.
Hyaderne er med en afstand på lidt over 150 lysår til Jorden endnu nærmere end Syvstjernen og dermed Jordens nærmeste stjernehob.
Også Hyaderne er en samling af mange hundrede unge stjerner, der endnu befinder sig tæt på deres dannelsessted. I en mindre kikkert og med lidt fantasi kan man få Hyadernes klareste stjerner til at danne et V.
I astronomien har Hyaderne en interessant fortid, idet hoben har tjent som en metode til afstandsbestemmelse for fjerne stjernehobe. Fordi Hyaderne lå så tæt på Jorden, var det let at bestemme afstande for de enkelte stjerner.
Ved nu at sammenligne stjernerne i fjerne hobe med Hyadestjernerne var det muligt at komme med et fornuftigt bud på afstanden.
I dag er især det, den store astronomiske satellit Gaia tager sig af.
Gaia blev opsendt i 2013 af den europæiske rumstyrelse ESO, der tager sig af direkte afstandsmåling. Gaia observerer et stort område af Mælkevejen og har indtil nu målt afstande, position og egenbevægelse for mere end en milliard stjerner.
