I Australien har den invasive agatudse (Rhinella marina) fået smag for sin egen art.
Forskere har observeret, at agatudsen i haletudsestadiet i højere grad end tidligere finder føde i nyudklækkede haletudser af samme art.
Heldigvis er de nyudklækkede haletudser til gengæld begyndt at udvikle sig hurtigere. Det skriver Live Science.
Tobias Wang, der er professor i zoofysiologi på Aarhus Universitet, mener, at studiet giver et unikt indblik i, hvordan invasive arter udvikler sig.
»Agatudsen har en lav populationsdensitet på hjemstavnen, Sydamerika, og der er de i kamp med andre arter og ikke sig selv. Det er de til gengæld i Australien. Derfor er spillereglerne blevet ændret, og det leder til de adfærds- og udviklingsmæssige ændringer, som man har observeret,« siger Tobias Wang til Videnskab.dk.
\ Om agatudsen
- Agatudsen bliver typisk op til 24 cm lang og vejer godt 2 kg.
- Den hører hjemme i USA, Mellemamerika og det tropiske Sydamerika.
- Kun cirka 0,5 procent af agahaletudserne overlever til voksenstadiet.
- Tudsen er næsten altædende - selv mus og rotteunger er på menuen.
- Bag øjnene har agatudsen to store kirtler, der udskiller gift, som er kraftigt nok til at lamme og endda dræbe dyr på størrelse med hunde og katte.
- Arten blev indført til Australien i 1935 i håb om, at den ville spise de biller, som gjorde skade i landets sukkerrørsplantager. Siden er agatudserne blevet talrige og truer visse steder hjemmehørende australske arter af padder og krybdyr, fordi tudserne fortærer store mængder føde.
Kilde: regnskoven.dk
Kannibalisme giver god mening for tudsen
Når agatudsen lægger sine æg, er det typisk flere end 10.000 ad gangen. Når æggene klækker, kan haletudserne ikke svømme eller spise endnu, så de ligger i princippet bare på bunden af søen, indtil de er veludviklede nok til at kunne bevæge sig rundt og finde føde.
Det gør dem til perfekte ofre for deres ældre medhaletudser, der måske kun få dage inden var i akkurat samme stadie.
Og kannibalismen slår faktisk to fluer med ét smæk. Kannibal-haletudserne får en masse næring uden for meget arbejde, og samtidig udrydder de fremtidig konkurrence.
Det virker måske mærkeligt i et evolutionært perspektiv, men ifølge Tobias Wang giver det god mening, da der i princippet bliver lavet en afvejning mellem individets behov og udkonkurrering af eget afkom.
»Hvis man har en art med en lav populationstæthed, og hvor der er langt mellem individerne, er det ikke en evolutionær fordel at spise sine egne, fordi man jo udkonkurrerer egne gener.
Hvis man omvendt har en meget stor tæthed, som agatudsen har i Australien, fordi den er så succesfuld, bliver det en større fordel for det enkelte individ at kunne tilfredsstille sine egne behov og styrke sig selv - også selvom det er ved at æde eget afkom,« siger Tobias Wang.
Invasive agatudser kannibaliserer mere
Da den ledende forsker bag studiet, Jayna DeVore, der er ph.d. i skovressourcer fra University of Georgia, observerede kannibalismen første gang, bed hun mærke i, hvor målrettet agahaletudserne valgte de nyudklækkede agahaletudser som føde.
Det fik Jayna DeVore og hendes kolleger til at sammenligne tudsernes adfærd i Australien med deres adfærd i de lande, hvor de oprindeligt kommer fra. Her kunne de observere, at der var 2,6 gange større risiko for, at nyudklækkede agahaletudser i Australien blev ædt af en af sine egne sammenlignet med agahaletudser fra de oprindelige levesteder.
Forskerne fandt samtidig også ud af, at de invasive agahaletudser generelt var mere tiltrukkede af de nyudklækkede, end ikke-invasive haletudser var, ved at lave et ganske simpelt eksperiment:
De placerede haletudserne i et bassin, hvor der var to fælder: En, hvor der var en nyudklækket haletudse i, og en, hvor der ikke var noget i.
Resultatet var, at de australske haletudser valgte at gå i fælden med den nyudklækkede haletudse cirka 30 gange oftere end fælden uden noget i.
Til sammenligning differentierede de ikke-invasive haletudser ikke mellem fælden med den nyudklækkede haletudse og den tomme fælde. De faldt i begge fælder lige ofte.
Eksperimentet peger ifølge Jayna DeVore altså på, at de hjemmeboende agatudser ikke har de samme kannibalistiske tendenser, som man har observeret i Australien.
De nyudklækkede kommer med et modsvar
De nyudklækkede, invasive haletudser har til gengæld gennem evolution fået et modsvar, som forskerne opdagede ved at sammenligne æggenes og haletudsernes udvikling.
Her kunne de observere, at den invasive agatudse fra Australien udviklede sig hurtigere end agatudserne fra USA, Mellemamerika og Sydamerika.
»Vi fandt ud af, at agatudserne fra Australien nåede det ‘usårlige’ haletudsestadie på cirka fire dage, mens de indfødte brugte omkring fem dage,« siger Jayna DeVore til Live Science.
Derudover kunne forskerne også observere, at de nyudklækkede haletudser var i stand til at fornemme, hvornår der var en kannibal i nærheden, og dermed accelerere deres udvikling i et kapløb om overlevelse.
Man kan på den måde argumentere for, at agatudsen er endt i krig med sig selv.
»Bemærkelsesværdigt studie«
Tobias Wang kalder det et ‘arms race’ (våbenkapløb, red.) og påpeger, at det netop er det, der har gjort processen så hurtig.
Ifølge ham er det særligt værd at bemærke, at man har påvist, at adfærds- og udviklingsmæssige ændringer kan foregå så hurtigt.
»Artens adfærd påvirker dens egen udvikling. Det er i sig selv tankevækkende, at dette ‘arms race’ foregår inden for den samme art, men det er særligt tankevækkende, at det er sket på kun 85 år - normalt har evolutionen en meget længere tidshorisont,« siger Tobias Wang.
Tobias Wang mener samtidig, at studiet er bemærkelsesværdigt, fordi det skaber et potentiale for videre udforskning af invasive arter.
»Evolutionsbiologisk kan det i sidste ende bruges til at forklare, hvad det er, der gør en invasiv art så succesfuld, og det er netop vigtigt i en verden, hvor invasive arter bliver mere almindelige,« siger Tobias Wang.
