Dyndspringere er en familie af benfisk, der kan opholde sig uden for vand. Det var netop en dyndspringer, fotografen Ofer Levy stødte på, da han var i Roebuck Bay i Australien.
Dyndspringere (Oxudercidae) er særdeles territoriale dyr, og det gik ud over en farverig krabbe, der var kommet til at foretage en ulovlig indtrængen.
Regulær håndgemæng brød simpelthen ud, mens Ofer Levy sad og så på.
Han fangede momentet, da dyndspringeren sprang på krabben, med sit kamera, hvilket resulterede i ovenstående fotografi med titlen ‘Neighbourhood Dispute’, nabostrid.
Værket er sidenhen blevet nomineret i fotokonkurrencen People’s Choice Award 2024, som er en del af Natural History Museums Wildlife Photographer of the Year.
Vinderne bliver offentliggjort i februar 2024, og du kan se et udvalg af de nominerede herunder.
Du kan desuden besøge Statens Naturhistoriske Museum og se hele udstillingen for People's Choice Award 2024 indtil 8. september. Læs mere her.
‘Rubbish Drinks’

Fotografen Claire Waning stødte på en ung makakabe (Macaca), der havde fundet en bunke affald på en strand i Tangkoko Batuangus Nature Reserve i Indonesien.
I bunken var der flere vandflasker, som var skyllet op på land, og dem er makakaber i området interesserede i. De indeholder nemlig nogle gange lækre, søde væsker.
Claire Waning fotograferede makakaben, mens den var i gang med at bælle indholdet fra en af flaskerne.
‘Missed Sip Of Milk’

Pukkelhvaler drikker mælk fra deres mødre, når de er helt unge, men nogle gange spilder de tilsyneladende. Det er Karim Iliyas fotografi bevis på.
I syv år har han dokumenteret pukkelhvalers gøren og laden, men han har kun set hvalmælk flyde rundt i vand to gange. Begge gange fandt sted ud for kysten ved øen Rurutu i Fransk Polynesien.
Pukkelhvaler har ikke læber, så deres kalve kan være lidt klodsede, når de skal die, og en sjælden gang imellem spilder de noget af mælken ligesom på billedet.
Læs mere: Ufatteligt sjældent: Pukkelhval, der ammer, fanget på video
‘Tender Touch’

I 15 år har fotografen Andy Parkinson taget billeder af harer i Monadhliath-bjergene i Skotland, men momentet, der resulterede i ovenstående billede, var helt enestående.
Da den ene af de to sneharer (Lepus timidus) bevægede sig hen mod den anden, troede Andy Parkinson, at det ville resultere i en eksplosiv boksekamp.
I stedet mødte de hinanden i et intimt øjeblik, der endte med, at deres snuder mødtes, som var det et kys.
‘Ice Bed’

En isbjørn (Ursus maritimus) havde fundet sig en alternativ seng, hvilket fotografen Nima Sarikhani fangede med sit kamera.
Han havde ledt efter isbjørne i tre dage, før han stødte på den unge han, der kort før midnat kravlede op på det lille isbjerg og brugte sine store kløer til at forme en god seng.
‘Aurora Jellies’

Fotografen Audun Rikardsen blev nomineret for sit billede af to blå vandmænd foran en smuk nattehimmel fyldt med nordlys i Tromsø i Norge.
Vandmænd (Aurelia) er lette at genkende på de fire ringe i midten, som faktisk er deres kønsorganer.
Læs mere: Hvad er det for en vanskabt vandmand?
‘Incoming Cuckoo Wasp’

Omkring Montpellier i Frankrig lever en sjælden art guldhveps (Chrysididae), der har det med at komme på uanmeldt besøg hos murerbier (Osmia).
Det var netop, hvad fotografen Frank Deschandol håbede på at finde, og da ovenstående billede blev taget, havde han ikke bare held til at fotografere én, men hele to guldhvepse.
Den ene lidt større guldhveps forsvandt kort tid efter og kom tilbage med en dråbe vand ved dens mund. Den bruger vand og savl til at blødgøre murerbiers ‘lerhjem’, så den kan bryde ind og lægge sine egne æg, hvorefter den lukker hullet igen.
Når æggene klækker, har larverne således føde helt fra begyndelsen. De spiser nemlig murerbiernes larver.
‘Swallow Over Meadow’

Hermann Hirsch og Jan Lessmann placerede deres kamera mellem kornblomsterne (Centaurea cyanus) og tog en masse billeder af landsvaler (Hirundo rustica) nedefra, når de strøg hen over blomstermarken.
De kunne tage billeder med kameraet med en fjernbetjening, så de ikke skræmte fuglene væk med deres store kroppe.
Det blev blandt andet til ovenstående billede, da en svale fløj lige over kameraet.
‘Starling Murmuration’

Stære (Sturnus) er kendt for deres formationsflyvning, som kan male solen sort. Daniel Dencescus billede er et eksempel på deres særlige evner.
Han brugte timevis på at forfølge flokken af stære, der mange dage i streg mødtes i områder i og omkring Rom i Italien.
Da ovenstående billede blev taget, skuffede stærene bestemt ikke, da de i formation skabte, hvad der ligner en kæmpefugl.
Læs mere: Sort sol: Hvorfor danser stærene på himlen?
‘Hope’

Mens han var i gang med at fotografere reddede chimpanser (Pan) i Guinea, tog Roberto García-Roa ovenstående portræt.
Chimpansen var blevet solgt som kæledyr, efter at dens mor var blevet slået ihjel for føde, men var for nylig blevet reddet.
Førhen fandtes der masser af chimpanser i Guinea, men den er nu klassificeret som kritisk truet.
‘Opportunity Fox’

I to måneder fotograferede Matt Maran en ung ræv (Vulpes vulpes), der over tid fandt ud af, hvornår skraldespandene var bedst at plyndre: Mandag aften, kort før skraldebilerne kommer forbi, når der er top på spandene.
Det blev illustreret med ovenstående billede, hvor ræven blev taget på fersk gerning.
Du kan se resten af de nominerede og selv stemme på den, du synes, skal vinde folkets pris lige her.
Juryen har tidligere uddelt sine priser i 'Wildlife Photographer of the Year 2023'-konkurrencen. Se de nominerede og vinderne her.
Læs mere:
Gribende foto af bavianunge, der klynger sig til sin døde mor, kan være årets bedste
Se de vilde naturbilleder: Dansk fotograf vinder pris i verdensberømt fotoudstilling
Drone-fotokonkurrence: Se årets flotteste billeder taget fra oven
































