Kan genoplivning af mammutten bremse global opvarmning?

Hvis vi kunne rejse tilbage i tiden til istidens Europa, ville landskabet mest af alt ligne et øde område på den afrikanske savanne.

Men de kolde temperaturer og de sekstons tunge fortidsdyr med langhåret pels og store, svungne stødtænder afslører, at vi er landet i pleistocæn – den ældste kvartære epoke, der strækker sig fra 2,6 millioner år før nu til slutningen af sidste istid for cirka 11.500 år siden – også kaldet istiden.

Mammutternes græsgange strakte sig fra Spanien tværs over Eurasien og Beringstrædet til Canada.

Den tørre, græsdækkede mammutsteppe var beboet af bison, rensdyr, tigre samt de uldhårede mammutter og stort set blottet for træer.

Klone elefantceller med mammut-DNA

Desværre er både mammutten og det meste af mammutsteppens økosystem forsvundet.

Det håber en gruppe genetikere fra Harvard University, at de kan ændre på ved at klone levende elefantceller, der indeholder en lille komponent af syntetiseret mammut-DNA.

Forskerne hævder, at de ved at ‘genoplive’ de forhistoriske mammutter på den arktiske tundra kan afhjælpe udledningen af ​​drivhusgasser fra jordbunden samt mindske fremtidige emissioner, i takt med at temperaturerne stiger som følge af klimaforandringerne.

De ‘tikkende klimabomber’

Selv om ideen lyder temmelig langt ude, har forskerne faktisk eksperimenteret med noget lignende i mere end 20 år.

Størstedelen af jordbunden i den arktiske region har konstant været tilfrossen siden den pleistocæne epoke og er i dag stadig mere eller mindre præget af permafrost.

Fanget i permafrosten, som er jord eller sedimenter, der har en konstant temperatur under frysepunktet, er enorme mængder kulstof fra organisk materiale – det vil sige planter, bakterier og smådyr, der er indkapslet i islaget.

Forskerne anslår, at der er dobbelt så meget kulstof lagret i permafrosten, som der på nuværende tidspunkt er i atmosfæren.

Og hvis permafrosten tør op, begynder mikroberne at nedbryde det organiske materiale samt udlede kuldioxid og metan i atmosfæren.

Derfor er permafrosten og kulstoflagrene blevet kaldt ‘tikkende klimabomber’. Hvis bomben bliver detoneret, vil de resulterende drivhusgasemissioner øge de globale temperaturer med endu mere drastiske klimaforandringer til følge (en proces, som også kaldes en positiv feedbackmekanisme).

\ Læs mere

Jordbunden i Arktis er en tikkende klimabombe

Naturens geoengineering

Det er her, vores uldhårede venner kommer ind i billedet.

I løbet af den pleistocæne epoke trampede mammutter og andre store planteædende dyr rundt på mosserne og småkrattet. De rykkede træerne op med rode og forstyrrede landskabet.

På den måde var de uforvarende en slags naturlig geoengineering, der bidrog til at opretholde et yderst produktivt steppelandskab med græsgange og urter, men ingen træer.

I teorien kan man genskabe steppe-økosystemet på tundraen ved at genoplive mammutlignede skabninger.

Fordi græs absorberer mindre sollys end træer, vil jorden absorbere mindre varme, så drivhusgasserne ligger på køl lidt længere.

Et stort antal mammutlignede dyr vil også forstyrre snedækket, der isolerer jordbunden, så permafrosten igen kan få den bitre, arktiske vinter at føle. Det vil i teorien også være med til at holde jordbunden kold i længere tid.

Mammutgenskabningen vil på denne måde fremme græsgange og på samme tid sinke optøningen af den frosne jordbund. Det må da være en chance, som at værd at tage. Eller er det?

Pleistocæn Park

Pleistocæn Park er et naturreservat i Sakha Republik, Rusland, i det nordøstlige Sibirien, der siden 1996 har fokuseret på at granske disse processer.

Det er til denne park, at forskerne fra Harvard håber at kunne levere den første ‘genopståede’ mammut-hybrid i løbet af de kommende 10 år.

Pleistocæn Park blev grundlagt af den russiske geofysiker Sergei Zimov. Den 16 kvadratkilometer store park huser cirka 100 dyr, der strejfer frit omkring; blandt andet bison, moskusokse, yakokse, heste og rensdyr.

Parken er skabt for at afgøre, om dyr kan forstyrre og gøde det nuværende økosystem, hvor der kun gror ganske lidt, så det udvikler sig til produktive græsgange, såvel som at sætte farten ned på – eller endda få vendt – optøningen af permafrosten.

Kæmpe indsats at udføre ‘big science’

Jeg er så heldig, at jeg har besøgt parken adskillige gange, og jeg var forbløffet over den kæmpe indsats, det kræver at udføre ‘big science’ i vildmarken.

Vi rejste i mange timer langs Kolyma-floden for at indsamle rensdyr fra den arktiske kyst og transportere dem til parken i små både – noget af et kunststykke ved disse breddegrader.

Bare det at skulle føje enkelte dyr til eksperimentet var totalt udmattende, men på samme tid også opløftende. Det overbeviste mig om, at det ikke er så tosset en idé endda.

Begrænsede finansielle ressourcer og personale besværliggør opbygningen og overvågningen af projektet, men indledende evidens med eksisterende arter som moskusokse, heste og rensdyr indikerer, at dyrene ændrer landskabsstrukturen og afkøler jordbunden.

For nylig fandt man, at parkens græsgange reflekterede mere lys end den omkringliggende lærketræsskov, hvilket mindsker varmemængden, der trænger igennem jordbunden.

Forskerne har taget 300 meter lange jordbundsprøver for at måle kulstoflagringen i parken samt beregne, om den adskiller sig fra det omkringliggende uforstyrrede landskab.

Er det dét værd?

Meget af forskningsarbejdet er afhængig af offentlig crowdfunding, og nu søger forskerne penge, så de kan opsætte temperatur- og lyssensorer.

De har allerede installeret et 35 meter højt tårn, der konstant fører tilsyn med metan, kuldioxid og temperaturerne i parkens atmosfære.

Det kræver tid og en kæmpe indsats at indsamle evidens, der bakker teorien op, men vi får formentlig snart at vide, om planen er en realistisk løsning på klimaproblematikken.

En del forskere og miljøaktivister har sat spørgsmålstegn ved, om det virkelig kan svare sig at genoplive mammutterne, når man tager i betragtning, hvor bekostligt det vil være og for den (forholdsvis) lave økonomiske støtte i at redde verdens elefanter.

Benytte eksisterende dyr?

Kan vi ikke bare hive træerne op med rode og benytte eksisterende dyr?

Det afhænger nok af, om vi beslutter os for at benytte denne tilgang over et langt større arktisk område, hvor det vil være meget bekosteligt eller næsten umuligt at komme til.

Der skal ambitiøse, nyskabende og ofte enorme løsninger til, hvis vi skal takle de globale klimaforandringer; både i forsøget på at reducere emissionerne og minimere risikoen for positive feedback-mekanismer i den arktiske region, der kan volde klimasystemet uhørt skade.

Jeg ved ikke, om en genoplivning af mammutterne er den rette tilgang, men på nuværende tidspunkt står vi uden en ordentlig løsning, der kan holde Arktis’ enorme kulstoflagre fanget i jordbunden.

Paul Mann modtager støtte fra National Science Foundation (NSF) og Natural Environmental Research Council (NERC). Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

\ Læs mere

Forskere har splejset mammut- og elefant-DNA