Dette efterårssemester er jeg visiting scholar ved Cornell University.
Her har jeg mødt et stræbermiljø og en universitetspatriotisme af en anden verden, men mine fordomme om en snobbet institution for den amerikanske elites forkælede hvide unger er gjort til skamme.
Jeg begynder at forstå, hvorfor amerikanerne pt. er verdens dygtigste videnskabsmænd.
Nobelpriser
Det var først, da årets nobelpriser blev uddelt i oktober, at jeg for alvor forstod, at jeg befandt mig på et af USA's rigeste og mest prestigefyldte universiteter, Cornell University, der er medlem af den fine universitetsloge Ivy League.
De to nobelprismodtagere i kemi Eric Betzig og William Moerner er tidligere studerende på Cornell, og det markerede man naturligvis officielt…med en notits på hjemmesiden. Med 43 tidligere nobelpriser til universitetet, så kunne man vel nøjes med at sætte en enkel pressemedarbejder på sagen.
Cornell University er et privat universitet grundlagt i 1865 på en bakke mellem to dybe kløfter i byen Ithaca fem timer fra New York City i staten New York. Nabobyerne kalder Ithaca og Cornell for »a little oasis surrounded by reality.« Her er cirka halvt så mange studerende og ansatte som på Aarhus Universitet.
Det er heller ikke fordi, man mærker i det daglige, at man færdes blandt fremtidens genier. 'Cornelianerne' går ikke i finere tøj end os andre, tværtimod sværger de uanset køn til en uniform bestående af Asics kondisko, assorterede jeans og hoodies. De tager bussen, ikke bilen, ned i byen, og de bitcher ligeså meget over tandlægeregningen som os andre.
300.000 om året
Den store forskel på dem og os er studieafgiften. Gratis i Danmark, 300.000 kroner OM ÅRET på Cornell.
Alligevel faldt en fordom, da jeg hørte om optagelsessystemet. Cornell kigger først på karaktererne, og så på mors og fars indkomst. Er forældrene for fattige, så betaler Cornell. Okay, okay, der vrimler med overklassebørn på Cornell, men døren er i princippet ikke lukket for nogen, blot evnerne er tilstede.
Universitetet ville i øvrigt give det danske ligebehandlingsnævn tics. Det er helt officielt, at en kvindelige afroamerikansk ansøger til ingeniørvidenskab har større chance for at komme ind end en bleg mandlig ansøger.
Jeg bor sammen med tre studerende. Alle er de fra middelklassefamilier, og alle har de studiejobs. Der er tale om 'straight A students', men snobber, det er de alligevel ikke.
Da almindeligheden først havde ramt mig, så begyndte jeg også at forstå, hvad der alligevel gør Cornell til noget helt særligt, nemlig de studerendes og ansattes utrættelige stolthed og universitetspatriotisme.
Tøj og sko fra Cornell
De amerikanske unge jubler ikke over at komme ind på deres drømmestudie, men over at komme ind på deres drømmeuniversitet. De knytter deres identitet til Cornell, som vi gør til vores fødeby eller fodboldhold.
Det har jeg alligevel ikke oplevet på Aarhus Universitet. Udover løbe-T-shirt til DHL-stafetten med et AU-logo, så har jeg sjældent set medstuderende klædt i koboltblå AU-sweatshirts eller set AU-flag hænge fra kollegievinduerne.
Vi synger heller ikke smædesange om KU, SDU eller AAU, sådan som de på Cornell synger om Harvard eller fylder sportstribuner for at heppe på en pendant til Cornells Big Red sportshold.
Denne kærlighed til universitet, tror jeg, er grunden til, at Cornell får hevet de sidste procenter ud af deres studerende, der er forskellen på nobelprismodtagere og solide professorer. Eller det er i hvert fald én forklaring. Noget andet er de store private pengedonationer.
Piratsang fra kirkeklokker
Cornell er også kendt for at være en hippie-enklave. Det indser man, når man oplever en forsker opføre en legemliggørelse af universets historie eller hører temaet fra filmene Pirates of the Caribbean og Lady Gagas Bad Romance spillet på klokkerne i kirketårnet. Også den obligatoriske svømmeprøve for nye studerende bidrager til det flippede image.
I den alvorlige ende så smitter denne uhøjtidelighed og barnlige atmosfære af på forskningen. De studerende får lov at lege.
Som eksempel spiller jeg fodbold med en ingeniør, der nu på fjerde år er ph.d.-studerende men uden at have publiceret en eneste artikel. I stedet har han ene mand fået penge til at sidde og nørde med at bygge mikrosatellitter. Han kørte friløb i otte år, inden NASA pludselig viste interesse. I foråret sendte de hans satellitter ud i rummet.
En anden studerende på mit institut fik den finurlige idé at teste, om sproget i videnskabelige artikler kan afsløre, om de er uredelige. Det kan det, og han endte i alverdens medier – også i Danmark.
Liv i rummet
Det er også Cornell-forskere der byggede Arecibo Observatoriet, der blandt andet leder efter liv i rummet, og flere af Mars roverne. De var de første til at lave crashtest med biler, og de er involveret i at designe LHC’ens kollega International Linear Collider (ILC).
Det er for øvrigt også cornelianere, der står bag Atkins-kuren, Heimlich-manøvren, pacemakeren og powernappen. Nåh ja, og så er John Cleese gæsteforlæser engang i mellem.
Deres koryfæer af nobelprismodtagere er også en verden for sig. Forleden hørte jeg et foredrag med Roald Hoffmann, der fik nobelprisen i kemi i 1981. Han er jødisk holocaust-overlever og ateist. Han blev spurgt, hvad han troede på, og hvad der gav ham håb.
»Jeg tror på mennesker. Derfor låser jeg aldrig min bil. Men nogle gange svækkes min tro [pause], især når jeg får videnskabelige artikler tilbage fra bedømmerne. Nogle mennesker er bare blottet for logisk sans.«
Administrativt har Cornell en exceptionel flad struktur for en privat virksomhed. Der er syv colleges, som kan sammenlignes med fakulteter, og de fungerer mere eller mindre autonomt både administrativt og økonomisk.
De studerende kan dog sammensætte deres kurser stort set, som de har lyst til. En bachelorstuderende i biologi kan tage kurser i børnepsykologi, astrofysik og korsang, hvis hun ønsker det og har tiden til det. Hun kan tilmed tage ligeså mange kurser, hun ønsker. Ingen frygt for kernefagligheden og ingen pølsefabrik.
De ensomme
Ja, det kommer nu. Bagsiden af medaljen. Mine tre samboer arbejder cirka fra 9 til 22 hver dag. Alle weekender indtil nu har de også måttet tage i brug.
Der er lidt Det Forsømte Forår over det. De kommer ikke ud af universitetet med anekdoter fra en ubekymret ungdomsrus, men med polerede eksamensbeviser.
Og så er der ensomheden. Fordi de studerende ikke følger en række af obligatoriske kurser, så får de ikke opbygget det holdfællesskab, som findes på danske universiteter. Der er ingen tradition for hyggesport for dem uden sportslegater og ingen fredagsbarer. Fællesskaber må man selv aktivt søge, og det efterlader mange udenfor.
En anden skyggeside er selvmord og stoffer. I de sidste to uger er tre lokale døde af heroinoverdosis, og methamfetamin-laboratorier bliver ved med at dukke op på campus. Vi taler om en by på størrelse med Holstebro.
Broerne over de gudesmukke kløfter med en uendelig række af vandfald har desværre også en stor tiltrækningskraft på selvmordstruede. For nogle år siden sprang fem ud fra broerne på et halvt år.
Så satte universitetet vagter på døgnet rundt, indtil et permanent net kunne omslutte broerne. I år er en enkel faldet/hoppet ud – nyhedshistorien kaldte det blot en ulykke.
Jeg er fan af friheden, pionérånden, engagementet og professionalismen på Cornell, og jeg kan godt føle, at der er gået lidt for meget sutsko og SU-brok i den i Danmark. Men på den anden side får vi måske lidt mere hele mennesker ud af vores mere middelmådige uddannelsessystem.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
