Hvert år deltager børn og unge fra hele landet med deres egne forskningsprojekter i konkurrencen ’Unge Forskere’.
I år vandt Alexander Mørch, der går på 3.g på Herlufsholm, kategorien 'Senior', der er for de ældste deltagere, som går på en gymnasial uddannelse.
Alexander Mørch havde taget hul på et meget stort mysterium - nemlig hvor livet kommer fra. Et godt bud kunne være rummet.
»Dengang livet opstod, har der ikke været særligt godt grundlag for skabelsen af aminosyrer på jorden, men hvor er de så kommet fra?« spørger han retorisk.
»Mit forsøg gik ud på, at jeg har skabt et molekyle, glycolonitril, der måske kan være et forløbermolekyle for aminosyrerne, som findes på Jorden. Glycolonitril kan måske have været det molekyle, der bragte aminosyrer fra rummet til Jorden,« siger Alexander Mørch.
Molekylet skal nu testes
Der findes forskere, som leder efter et molekyle, der kunne have bragt aminosyrerne til Jorden, men de leder i øjeblikket efter et andet molekyle end Alexander Mørch. De leder efter glycinonitril, og Alexander Mørch vil gerne have dem til at lede efter hans molekyle også.
»Men først skal der flere forsøg til. Jeg skal sammen med Aarhus Universitet teste, om molekylet kan holde til den stråling, der er ude i rummet,« siger Alexander Mørch.
Sammen med forskerne fra Aarhus Universitet skal han bombardere molekylet med UV-stråling, og kan det holde, så er der måske grund til at kigge efter molekylet ude i rummet.
Unge forskere får fine præmier
Foruden de 80 deltagende unge forskere, så var både Prins Joachim og undervisningsminister Christine Antorini (S) til stede under konkurrencen. To vindere skulle udpeges. Resten måtte kigge misundeligt til, mens Prins Joachim overrakte en check på ikke mindre end 25.000 kroner til hver af de to unge herrer.
Alexander Mørch var vinderen af den ældste alderskategori, mens Morten Skovlund Holst fra 9. klasse på Molsskolen vandt junior-konkurrencen med sit projekt om radioaktivitet.
Oven i de 25.000 kroner vandt Alexander Mørch også en billet til tilskuerrækkerne ved næste nobelprisoverrækkelse i Stockholm.


































