Gylle og bil-os ødelægger kirkernes kulturskatte

Nutiden er hård ved de helgener, djævle, konger og fabeldyr, der breder sig på vægge og lofter i mange af de gamle danske landsbykirker.

I de seneste 40-50 år er nedbrydningen af kalkmalerierne taget til - og det kan der være adskillige årsager til: Kirkerne har fået centralvarme, restaureringer er måske udført forkert, luftforureningen er steget mv.

Men selv om der er flere plausible forklaringer på, hvorfor de århundredgamle kulturskatte løsner sig og falder af i flager, kniber det med at finde videnskabelig dokumentation for dem. Den ville kemiker Lilian Skytte fra Syddansk Universitet gerne være med til atskaffe, da hun for tre år siden gik i gang med at søge en mulig forbindelse mellem ødelæggelsen af kalkmalerierne og landbrugets stigende brug af gylle og gødning. »Ammoniak nedbryder kalk, og da koncentrationen af ammoniak i luften er steget med 200 procent i de seneste 100 år, er det rimeligt at antage, at den ætsende gasart forvolder skader på kalkmalerierne,« siger Lilian Skytte og nævner, at landbruget alene tegner sig for 90 procent af den totale ammoniak-mængde i atmosfæren. »Derfor bliver Nationalmuseet også spurgt, hver gang en svinefarm søger om tilladelse til at udvide i nærheden af en kirke med kalkmalerier,« siger hun. Men selv om ammoniakken på forhånd var udset som skadevolder, fik Lilian Skytte sig lidt af en overraskelse, da hun begyndte at måle inde i kirkerne. »Koncentrationen af ammoniak var tre gange højere end udenfor, og det passede slet ikke med min tese om, at ammoniakken som gas i luften blev transporteret direkte fra landbruget og ind i kirkerne, for så ville koncentrationen være højest udenfor og lidt lavere inde i kirken,« fortæller Lilian Skytte.

Kemisk saks

Hun gik derefter på jagt efter en anden forklaring og fandt efter længere tids søgen ud af, at det er kombinationen af bil-os og gylle, der skaber problemer for de kalkede kulturskatte i kirkerne. »Det viser sig, at ammoniakgasser fra gyllen går sammen med nitrogenoxider fra bilernes udstødningsgasser og danner ammoniumnitrat-partikler, som føres gennem luften. Når de kommer indenfor - for eksempel i store kirkerum - udsættes de for andre temperaturer og anden luftfugtighed, som bevirker, at partiklerne går i stykker og gendanner grundkomponenterne ammoniak og salpetersyre, siger Lilian Skytte. »Ammoniakken er jo let at spore, fordi den lugter, men salpetersyren er en tavs skygge, som angriber kalkmalerierne direkte. Salpetersyren er faktisk en kemisk saks, som klipper kalkmaleriernes bindinger til underlaget over, så kalkmalerierne falder af,« siger hun. Ud over det direkte syreangreb kan kalkmalerierne også blive udsat for indirekte og skadelige påvirkninger, som skyldes ammoniak.

Ammoniakken stimulerer saltdannelser og vækst af mikroorganismer som svampe og bakterier, der kan sætte sig på kalkmalerierne og skade dem.

Skånsom test

Lilian Skyttes forskning kan vise sig at blive særdeles brugbar for konservatorer og andre, der arbejder med at beskytte og bevare vores kulturarv.

Ikke mindst fordi hun undervejs har afprøvet en ny skånsom metode til at undersøge kalkmalerier - og andre gamle kulturværdier - for angreb af syre-, salt- og mikroorganismer. »Jeg skyller overfladen med destilleret vand, opsamler vandet og måler mængden af ioner i det. Ud fra koncentrationen af ionerne kan jeg aflæse mængden af ammoniak og syre på overfladen. Metoden, der ikke skader kunstværket, kan dels afsløre, hvor hårdt angrebet overfladen er, dels vise, om det er syre eller ammoniak, der er årsag til problemerne,« siger Lilian Skytte, som håber at kunne udvikle sine kemiske målinger til en egentlig test. Artiklen er lavet i samarbejde med magasinet Ny Viden, SDU.