I løbet af de næste 100 år kan stormfloder påvirke flere tusinder danskere og forårsage skader for milliarder.
Det skriver DR på baggrund af en ny rapport fra DTU.
Hvis ikke der stormflodsikres tilstrækkeligt, står skaderne fra stormfloderne til at koste mindst 211 milliarder kroner, mens antallet af danskere, som ventes at komme til at bo i oversvømmelsestruede boliger, forventes at stige markant. Nemlig fra 66.000 til mellem 175-245.000 personer.
»Vi er simpelthen nødt til at gøre noget nu,« siger Kirsten Halsnæs, professor i klima og økonomi fra DTU til DR.
Nedenfor kan du se de forventede skader, såfremt der ikke stormflodsikres tilstrækkeligt ifølge forskernes udregninger. De er fordelt på Danmarkskortet ved klimascenarie SSP2-4,5, som er et slags mellemscenarie for udledninger af drivhusgasser, som studiets beregninger er lavet på baggrund af.

I en tidligere artikel, Videnskab.dk bragte i december 2022, kan du blive klogere på, hvor meget vandstanden forventes at stige i fremtiden i København, Aarhus, Esbjerg og Hirtshals ud fra de forskellige klimascenarier.

































