Forsker: Klimakrige findes ikke

Mennesket udleder CO2, Jordens temperatur stiger, landbrugsjord udtørrer, folk sulter, krig opstår. Nogenlunde sådan lyder forklaringen på, hvordan klimaforandringer kan føre til væbnede konflikter.

Men statistikker over nedbør, temperatur og antal krige passer ikke sammen, påpeger den norske sikkerhedsforsker Halvard Buhaug.

I et studie, publiceret i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences, konkluderer han, at der intet belæg er for at kæde afrikanske konflikter sammen med ændringer i klimaet.

Og han står ikke alene. En dansk afhandling fra i år slår fast, at klimaforandringer kan forstærke men sjældent starte de blodige kampe.

Er konflikter i Darfur og Somalia klimakrige?

I bogen Turen går til de varme lande fra 2009 ridser Udenrigsministeriet sikkerhedsrisikoen ved klimaforandringer op.

Bogen refererer blandt andet en amerikansk tænketank med flere højtstående generaler i spidsen fra 2007, der konkluderer, at den globale opvarmning udgør en trussel mod mange landes sikkerhed.

Den nævner specifikt konflikterne i Darfur og Somalia som eksempler på krige, der var udløst af ressourcemangel - forværret af et varmere klima.

Fra 2004 til 2006 blev 250 mennesker for eksempel dræbt i Somalia under det, der lokalt blev omtalt som 'krigen om brønden'.

Samme opfattelse havde FN, da organisationen i 2007 vurderede, at klimaforandringerne var medskyldig i Darfur-konflikten.

NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, var heller ikke bleg for at kæde klima og sikkerhed sammen, da han på et møde i London sidste efterår udtalte følgende om den humanitære katastrofe i Darfur:

»Men klimaforandringer i Sudan har været en af de helt store årsager til denne tragedie.«

Også det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, advarede om en forbindelse mellem klimaforandringer og krige i en rapport fra 2003.

Klimakrige lider af et 'missing link'

Halvard Buhaug har i midlertidig gransket opgørelser over nedbør, temperatur og en række andre klimaparametre i Afrika. Han finder ingen statistisk sammenhæng mellem ændringer i tallene og udbrud af krige.

»Dette studie konkluderer, at klima-variabilitet er en svag indikator for væbnede konflikter,« skriver han.

I stedet mener han afrikanske borgerkrige kan forklares ved etniske spændinger og dårlige nationale økonomier.

»De primære årsager til borgerkrige er politiske, ikke miljømæssige,« står der endvidere i artiklen.

Med andre ord: parterne ville være begyndt at slås uanset ændringer i klimaet.

Faktisk var den eneste statistisk signifikante sammenhæng mellem klima og krige, Halvard Buhaug kunne finde, en tendens til at krige med over 1.000 døde udbrød kort efter usædvanligt våde perioder - noget der passer dårligt med argumentet om at tørke får folk til at gribe til våben.

Klimaet kan være en x-faktor

En dansk afhandling af Steen Nordstrøm fra Forsvarsakademiet udgivet i 2010 bakker Halvard Buhaug op, når han pointerer, at klimaet ikke er skyld i volden.

Til gengæld afviser han, at der ingen forbindelse er mellem de to.

»De (klimaforandringer, red.) kan under visse omstændigheder intensivere eller forøge eksisterende stressfaktorer, såsom knaphed på vand og mad, og derved øge risikoen for at lokale fjendtligheder kan eskalere til nationale eller endda internationale spændinger.«

Klimaforandringer kan altså ifølge Steen Nordstrøm virke som en katalysator på konflikten, men vil stort set aldrig være den udløsende faktor.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Steen Nordstrøm, men i forbindelse med en tidligere rapport kaldte han i et interview med Morgenavisen Jyllandsposten klimakrige for 'et instrument i den politiske værktøjskasse, der er egnet til at skabe stærke billeder på nethinden.'

Forskerne misbruger statistikken

Andre tager politikernes og generalernes parti, og anklager forskere som Halvard Buhaug for at misbruge statistikken.

En af dem er Ole Wæver, professor i internationale forhold ved Københavns Universitet. Han har gennem en årrække beskæftiget sig med klima og sikkerhedspolitik.

»Der er gode grunde til, at kvantitative data ikke viser en sammenhæng. De samfundsmæssige effekter af de aktuelle klimaændringer er forholdsvis nye, og vi taler om konflikter ude i tredje led - som effekt af effekterne. Det er derfor naturligt nok, at der ikke kan laves statistik på det endnu,« forklarer han.

De primære årsager til borgerkrige er politiske, ikke miljømæssige

Halvard Buhaug, norsk sikkerhedsforsker

Desuden henviser han til, at andre faktisk har lavet statistiske fremtidsprognoser, der viser det stik modsatte.

For eksempel viser et studie af Marshall B. Burke et al. også offentliggjort i Proceedings of the National Academy of Sciences men i 2009, at en stigning på blot én grad Celsius vil medføre 4,5 procent flere borgerkrige samme år og 0,9 procent året efter.

I 2030 vil det betyde 54 procent flere borgerkrige med 393.000 dræbte på slagmarken til følge.

Ifølge Nature News skyder Halvard Buhaug derimod med skarpt mod Burke-holdets resultater, idet han hævder, at de bruger nogle ukonventionelle definitioner på væbnede konflikter, og at de dermed har pustet deres data kunstigt op.

Større opvarmning, større risiko

Halvard Buhaug har dog også et 'aber dabei' i sin egen artikel.

Han vil nemlig ikke afvise, at en galoperende opvarmning i fremtiden - som den forudsagt af flere klimamodeller - vil kunne selvantænde et had mellem befolkningsgrupper.

Ole Wæver er enig, men fremhæver, at i stedet for isoleret at se på det direkte link mellem klima og krig, bør man se på klimaforandringer på samme måde som terror - altså som en overordnet sikkerhedstrussel.

»Der har været en bølge af 'klima og x', hvor man har undersøgt klimasiden af alt - og dermed også det sikkerhedspolitiske aspekt. Men i stedet for at se på det kausale forhold mellem klima og konflikt, så mener jeg, man bør se på klimaforandringer i hele sin bredde som en trussel mod vores samfund, fremtid og levevis. Hvis terrorisme og epidemier er sikkerhedsproblemer, ja så er klimaforandringer i hvert fald også,« siger han.

Halvard Buhaugs forskning har også kun koncentreret sig om Afrika, mens både Ole Wæver og andre peger på, at spændinger i Bangladesh, omkring Himalaya-bjergene og i dele af Sydamerika er i farezonen for at eksplodere på grund af tørke, afsmeltning af gletsjere eller ændringer i regnmængden.