Fundet af en begravet klit er det første sikre bevis på, hvordan en kortvarig, men ekstrem ændring af klimaet påvirkede vores landskab efter sidste istid.
\ Automatisk oplæsning
Fundet af en begravet klit er det første sikre bevis på, hvordan en kortvarig, men ekstrem ændring af klimaet påvirkede vores landskab efter sidste istid.
Sæt en knappenål lige midt i Jylland mellem Silkeborg og Herning. Ryk nålen lidt sydpå, så den står midt i St. Hjøllund Plantage. Spol så tiden godt 8.200 år tilbage.
Dengang var der en kort periode med et pludseligt fald i temperaturen på den nordlige halvkugle.
Det skyldtes et kollaps af kæmpe isdæmmede søer i Nordøstamerika, der fik kolossale mængder koldt smeltevand til at strømme ud i Atlanterhavet og svække den varme Golfstrøm.
Tegn på et kortvarigt koldere og tørrere klima omkring 8.200 år før nu er tidligere fundet i sø-aflejringer på Sjælland. Men der har ikke hidtil været fundet sikre beviser på klimabegivenhedens betydning for landskabet i Danmark - indtil nu.
På GEUS laver vi løbende kortlægninger af Danmarks øverste jordlag, og i forbindelse med en undersøgelse af såkaldte indlandsklitter af flyvesand fandt vi i St. Hjøllund Plantage de første sikre tegn på den ekstreme klimabegivenhed, der fandt sted for cirka 8.200 år siden.
I denne artikel tager vi turen gennem sandlagene i plantagens klitter og forsøger at komme fortidens landskab og liv lidt nærmere.
Den fjerne fortid kan også lære os om en knap så fjern fremtid, hvor store mængder koldt smeltevand igen kan finde sin vej ud i Nordatlanten og påvirke klimaet i Danmark.
GEUS har siden 1888 systematisk kortlagt Danmarks overfladegeologi – det vil sige de jordarter, der befinder sig cirka 1 meter under overfladen.
Geologiske kort er et vigtigt værktøj i den fysiske planlægning og forvaltning, og jordartskortene fra GEUS anvendes af myndigheder og firmaer i forbindelse med mange opgaver inden for grundvandsbeskyttelse, jordforurening, fredning, braklægning, råstofkortlægning, skovrejsning og behandling af vådbundsarealer samt planlægning af vejføringer og byggeri.
Undervejs støder vi dog ofte på forhold af særlig videnskabelig interesse, som fortjener en nærmere undersøgelse. I dag er cirka 93 procent af Danmarks landareal kortlagt.
I dag ligger Danmark i et bælte domineret af vestenvind, og mange klitter i Danmark er netop dannet af vestenvinde.
Når vindene er tilstrækkeligt kraftige, vil de tage fat de steder, hvor sand er blottet, eksempelvis hvor der er huller i vegetationen, og føre det videre i vindretningen.
Det kan føre til dannelsen af halvmåneformede klitter, såkaldte ’parabelklitter’, hvor vinden blæser fra den åbne side af U-formen.
Normalt er de parabelklitter, vi ser i det danske landskab, lukkede i den østlige ende som resultat af netop vind fra vest.
Men en del af klitterne i det undersøgte område er lukkede mod nordvest, mens andre synes at være lukkede i begge ender.
Det tyder på en kompleks historie, hvor klitterne er dannet af vind fra forskellige retninger.
Nøglen til forståelsen af klitdannelserne fandt vi i en blottet flade (et profil-snit), langs en arbejdsvej, der gennemskar en af parabelklitternes såkaldte ’ben’.
Det viste sig, at klitten indeholder to lag af flyvesand adskilt af en tyk jordbund af en type, der kaldes ’podsoljord’.
En podsol udvikles på sandjord under hedelyng eller nåletræer. Dannelse af en sådan tyk jordbund vil normalt tage lang tid – gerne flere tusinde år!
Allerede da vi første gang opdagede profilet, var vi klar over, at vi her havde at gøre med en lang historie, der omfatter forskellige miljø- og klimamæssige begivenheder.
Det spørgsmål, der straks rejste sig, var, hvor gamle de to adskilte enheder af flyvesand er, og hvor længe der gik mellem de to perioder med sandflugt.
Hvornår flyvesand er aflejret, kan dateres ved brug af såkaldt optisk stimuleret luminescens (OSL) (se faktaboks nedenfor).
To prøver af det øvre flyvesand i klitten viste aldre omkring 610 (+/- 100) år før nu.
Det passer godt med velkendte historiske beretninger om en katastrofal sandflugt fra den sene middelalder og frem til 1900-tallet.
Mere spændende er dateringerne af fire prøver af det nedre flyvesand, der samstemmende gav aldre på 8.100 (+/- 1.000) år før nu. Hvilket, med den usikkerhed der er på dateringen, svarer til cirka 8.200 år før nu.
Det tyder på, at en periode med sandflugt blev indledt omkring det tidspunkt, hvor der indtraf en kortvarig men ekstrem klimabegivenhed i Nordvestatlanten, og som påvirkede vejret flere hundrede år frem.
Omkring 8.200 år før nu er umiddelbart en uventet alder for flyvesand, da man normalt regner med, at sandflugt i indlandet af Danmark var udbredt sidst i istiden og igen først fra jernalderen og frem.
Den sidste istid i Danmark, kendt som Weichsel-istiden, sluttede for cirka 11.700 år siden. Jernalderen begyndte for cirka 2.524 år siden, altså 500 år f.v.t.
Når vores resultater viser, at sandets alder ligger omkring 8.200 år, falder det altså midt mellem de to perioder, hvor vi normalt siger, der var sandflugt i Danmark.
OSL er en metode som giver os mulighed for at datere geologiske og arkæologiske aflejringer, der er op til flere hundrede tusinde år gamle. OSL udnytter nogle specielle egenskaber ved mineraler, som findes i sandkorn.
Når mineralerne ligger begravet i jorden bliver de konstant udsat for naturlig stråling fra omgivelserne og akkumulerer derved energi i deres krystalstrukturer.
Dette virker som et slags ur efter sandet er begravet. Når kornene udsættes for dagslys – som det for eksempel sker ved sandflugt – vil den ophobede energi udløses og uret 'nulstilles'.
Når sandkornene herefter igen er aflejret nede i jorden, starter uret så at sige forfra. I laboratoriet kan man måle, hvor meget energi, der er ophobet, siden kornene sidst blev udsat for lys.
Samtidig kan man måle, hvor meget energi, der ophobes per år på stedet, og derved kan man bestemme alderen på, hvornår sandet sidst så dages lys.
Det næste spørgsmål der meldte sig, var, hvad der ledte til sandflugt i Midtjylland i et tidsrum, hvor skoven ellers generelt var i fremdrift i Danmark.
Da vegetation holder på sand, må noget have bremset vegetationen i området ved Hjøllund, så der kunne opstå sandflugt.
Fra blandt andet studier af iskerner i Grønland, ved vi, at klimaet på det her tidspunkt blev koldere, og Golfstrømmen formodentlig blev svækket kortvarigt.
Det kan have medført, at klimaet i Danmark blev mere tørt og koldt, formodentlig sammen med mere vind og dårligere vækstforhold for planterne.
Det er dog måske ikke hele historien. For lige under det nedre flyvesand fandt vi en tynd jordbund med talrige kviste og små grene, som alle var forkullede.
Denne nederste jordbund var en næringsrig brunjord, der er udviklet på den underliggende grusede smeltevandsslette.
Næringsrig brunjord er dog en usædvanlig jordbundtype på sandjorde, som dem man finder i Vestjylland. Så ikke bare klittens form, men også dens indre, er geologisk set usædvanlig.
Rækkefølgen af lag tyder samlet på, at der naturligt blev udviklet en jordbund af brunjord i takt med planternes indvandring på smeltevandssletten i årtusinder efter istiden, altså for mellem 11.700 år og cirka 8.200 år siden.
På et senere tidspunkt opstod en eller flere brande, som fjernede datidens skov eller krat.
Kort tid efter brandene herskede kraftig vind, som sammen med den nu manglende vegetation skabte omfattende sandflugt.
Det var dér, det nedre flyvesand i kernen af den undersøgte klit blev dannet.
Herefter fulgte mange tusinder af år uden sandflugt først med skov og efterfølgende dannelse af lynghede med en underliggende podsoljord, før der her igen var sandflugt ved slutningen af middelalderen.
Fundene er et bevis for, at den ekstreme klimabegivenhed, der formede den nederste lag af flyvesand for omtrent 8.200 år siden, har påvirket landskabsudviklingen på dansk landjord.
Vi fandt tegn på, at det blev mere koldt, tørt og blæsende. Det satte vegetationen tilbage og åbnede op for skovbrand, sandflugt og klitdannelse i Midtjylland. Vi fik i en periode et mere afpillet landskab.
Men det efterlader os også med en del ubesvarede spørgsmål.
Vi mangler for eksempel svar på, hvordan begivenhederne, der har ført til sandflugt, fandt sted.
Det er muligt, at datidens kratskov er blevet så tør, at der kunne opstå en naturlig skovbrand efter et lynnedslag.
Men det kan også være, at stenaldermennesker har brændt kratskovene af for at forbedre jagtvilkårene, og at det har fået den nok utilsigtede konsekvens, at vinden herefter kunne tage fat i sandet, fordi der ikke længere var planter til at holde på det.
Det håber vi, fremtidige undersøgelser kan kaste lys over.
Hver tirsdag aften sendes naturnyhedsbrevet til dig, der er vild med dyr og planter.
