Fisk viser få tegn på radioaktivitet efter atomulykken i Japan

Den 11. marts 2011 blev den japanske vestkyst ramt af et jordskælv, der målte 9,0 på richterskalaen.

Rystelserne udløste syv dødbringende tsunamier. Kæmpebølgerne skyllede ind over kysten, og mere end 16.000 mennesker omkom ved ødelæggelserne.

Verdens opmærksomhed blev rettet mod atomkraftværket Fukushima Daiichi ved den japanske vestkyst.

Flodbølgen hærgede kraftværket og nedkølingssystemerne brød sammen. Radioaktivt materiale lækkede ud i havet og området omkring atomkraftværket.

Myndighederne påbegyndte en storstilet evakuering, og i de efterfølgende dage blev omkring 200.000 mennesker tvunget til at fraflytte området.

Men hvor meget af det radioaktive materiale er endt i fiskebestanden, som lever i søer og i havet omkring Japan? Og hvad betyder den radioaktive forurening egentlig for de mennesker, der spiser fiskene?

Stor bekymring over forurenede fisk

Ifølge Lavrans Skuterud, der er seniorforsker ved Norges statslige Institut for Strålebeskyttelse, er japanerne »dybt bekymrede over den radioaktive forurening af fisk.«

De japanske sundhedsmyndigheder har i årene efter ulykken forsøgt at spore radioaktive isotoper i både marine og ferskvandsfisk, men testresultaterne har været meget inkonsekvente.

En artikel i tidsskriftet Science fortæller, at det radioaktive niveau i fisk, der lever på havbunden, ikke var faldet et år efter ulykken. Anden forskning har vist, at den radioaktive forurening i de japanske fisk er faldet brat i de seneste år.

Ny metode finder, at fiskene kun er lidt forurenede

Nu har et japansk forskerhold forsøgt at skabe en metode for at undersøge, hvor meget radioaktivitet, der er havnet i forskellige slags fisk.

Resultatet er publiceret i tidsskriftet Proceedings of National Academy of Sciences (PNAS).

Der er forskellige naturlige radioaktive stoffer i fisk, men grænseværdien i de japanske fisk, som forskerne har studeret, kommer fra cæsium-isotoper, kaldet cæsium-134 og cæsium-137. Det er stoffer, der lækkede ud af Fukushima reaktorerne efter ulykken.

Forskerne fandt, at de fleste fisk kun er en smule forurenede med radioaktivitet, og at der kun er enkelte ferskvandsfisk og ferskvandsskaldyr, der muligvis kommer i nærheden af de japanske grænseværdi. Sandsynligheden for at støde på fisk, der er over de japanske grænseværdier, er derfor meget lille.

Men hvad betyder disse grænseværdier, og hvad betyder det egentlig for forbrugerne, som skal spise fiskene?

Japans grænseværdier er meget lave

I Japan skal der ikke så meget til, før advarselslamperne begynder at blinke.

»I Japan har de valgt at have meget strenge grænseværdier,« udtaler Skuterud til forskning.no.

Forskerne bag den nye artikel har ikke set prøver, der går over den japanske grænseværdi på 100 becquerel (Bq) per kilo fisk. I Norge er grænseværdien sat til 600 Bq per kilo fisk.

Becquerel er en SI-enhed, der beskriver mængden af ​​forekommende radioaktivitet - for eksempel i fiskekødet (se øverste faktaboks).

Til sammenligning indeholder bananer naturlig radioaktivitet på cirka 100 Bq per kilo. Bananer indeholder små mængder af de radioaktive isotoper, kalium-40.

De norske kostråd lyder, at man helst ikke må blive udsat for mere stråling, end hvad der svarer til 80.000 Bq radioaktivt cæsium om året. Grænsen er lavere for spædbørn og gravide kvinder.

For fisk, der indeholder 100 Bq per kilo, betyder det, at man skal spise 800 kilo fisk om året for at nå denne grænseværdi, hvis man ser bort anden stråling. Det svarer til 2,2 kilo fisk om dagen.

Stråling fra fødevarer er meget lav

Ifølge matportalen.no. ligger de fleste norske forbrugere langt under den anbefalede grænseværdi på 80.000 Bq om året.

»Hvis man bliver udsat for 100 årlige doser på ét enkelt år, ved vi, at det kan være helbredsskadeligt,« forklarer Lavrans Skuterud fra Norges statslige Institut for Strålebeskyttelse. Han tilføjer:

»Det er usandsynligt, at det skader helbredet, hvis man kommer over 80.000 Bq årligt, men vi kan heller ikke helt udelukke det ud fra, hvad vi ved strålingens effekt på vores celler.«

»Man kan sammenligne det med hastighedsgrænserne på vejene. Risikoen stiger, jo hurtigere man kører, men der er ingen garanti for, at der ikke sker en ulykke, selvom man ligger et godt stykke under hastighedsgrænsen,« forklarer Lavrans Skuterud.

Derfor er grænseværdien også sat så tilpas lavt. Faktisk kommer meget lidt af den stråling, vi bliver udsat for, fra fødevarer. Størstedelen kommer fra Jorden og rummet i form af kosmiske stråler.

Et tandlægebesøg, hvor du bliver røntgenfotograferet er også en stor del af den årlige dosis.

Tjernobyl-fisk i Norge kan spises

Efter Tjernobyl-ulykken i 1986 blev Norge udsat for en hel del radioaktiv forurening. Det gik hårdt ud over de ferskvandsfisk, som levede i bjergsøer.

De blev udsat for de samme slags cæsium-isotoper, der lækkede fra Fukushima-reaktoren.

»Dengang kunne der være op mod 20 - 30.000 Bq i fiskene,« fortæller Skuteud.

Men hvad sker der, hvis man spiser disse fisk?

»Det får ikke nogle direkte konsekvenser. Det står for en stor del af den årlige dosis, og det kan heller ikke anbefales, at man spiser mad, som indeholder mere end 20.00 Bq per kilo.«

Men cæsium-istoperne forbliver ikke i kroppen, og du bliver kun udsat for stråling så længe partiklerne er inde i kroppen,« udtaler Skuterud.

Evakueringen efter Fukushima-ulykken er største udfordring

Skuterud mener, at den nye japanske artikel leverer et godt overblik, men at det i praksis ikke har så stor betydning. Han udtaler:

»Vi taler om forholdsvis små værdier, der i praksis ikke har så stor betydning.«

Han er mere bekymret for de langsigtede effekter af selve evakueringen af Fukushima-området. Skuterud har endda været i området for at hjælpe med løsningen af ulykkens konsekvenser.

»Der er stadig en del områder omkring Fukushima, som folk endnu ikke har været i stand til at flytte tilbage til, og det skaber mange problemer for dem, der boede der.«

Blandt andet har folk måtte opgive deres forretninger og deres job, og de har til og med måtte udholde stigmatiseringen af, at de blev 'bestrålet', dengang ulykken indtraf, skriver Skuterud på sin blog.

Skuterud efterlyser mere fokus på, hvordan det egentlig går med alle dem, der stadig ikke har været i stand til at flytte hjem igen.

© forskning.no Oversat af Stephanie Lammers-Clark