En »stor klimakatastrofe« kan måske ramme os snart, skrev TV 2 for nylig.
For et livsvigtigt system af havstrømme i Atlanterhavet, kendt som AMOC, risikerer at kollapse allerede fra 2037 ifølge et nyt hollandsk studie.
Det kan give et klima herhjemme, der minder om Alaskas. Det vurderer klimaprofessor Peter Ditlevsen, der tidligere har nået til lignende konklusioner i et meget omtalt studie, i P1 Morgen.
Men nu melder andre forskere sig ind i debatten og nedtoner studiets konklusioner:
»Vi er en stor gruppe forskere, der vurderer, at de usikkerheder, der reelt ligger bag de estimater, er så store, så det slet ikke giver mening at komme med den slags forudsigelser,« siger oceanograf Steffen Olsen, der er forskningsleder ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), i P1 Morgen.
Kritikken går blandt andet på, at studiet bruger havtemperaturerne i Labradorhavet syd for Grønland som en parameter for, hvordan AMOC forandrer sig, hvilket ifølge Steffen Olsen er en »ekstremt dårlig indikator« for havstrømmenes udvikling.

Et andet studie, udgivet i tidsskriftet Science Advances, gennemgår ligeledes nogle af usikkerhederne i at forudsige havstrømmenes tipping points — altså at havstrømmene vil forandres markant efter et kollaps.
Med de usikkerheder in mente ville det kunne betyde, at et muligt kollaps først ville ske inden år 6.000 og ikke inden for det næste årti eller århundrede, forklarer Steffen M. Olsen.
Forskeren kritiserer desuden, at det hollandske studie ikke er fagfællebedømt, og at konklusionerne derfor kan ændre sig »drastisk«.
Samtidig anfægter Steffen M. Olsen på baggrund af evidens fra klimamodeller, at det skulle være stensikkert, at et egentligt kollaps vil ske:
»Vi ser det bestemt ikke som det mest sandsynlige, at vi får et kollaps af AMOC. Vi ser det som langt mere sandsynligt, at vi får en gradvis reduktion.«
Ergo bør man ikke frygte, at et arktisk-lignende klima ligger lige rundt om hjørnet, mener han.
Men uanset scenariet er midlet det samme, understreger han, hvis man vil opnå en mere sikker fremtid: at reducere de globale udledninger af drivhusgasser.
































