For 50 år siden fandt en amerikansk palæoantropolog et næsten komplet forstenet kranie og hundredvis af knoglestykker fra et 3,2 millioner år gammelt kvindeligt eksemplar af abemenneskearten Australopithecus afarensis.
Det nu verdensberømte fund, som fik tilnavnet 'Lucy' efter den berømte Beatles-sang 'Lucy in the Sky with Diamonds', bliver ofte beskrevet som 'menneskehedens mor'.
Selvom Lucy har givet os svaret på en række evolutionære gåder, er hendes udseende stadig en velbevaret hemmelighed.
Hun bliver ofte fremstillet med en tyk, rødbrun pels; kun ansigt, hænder, fødder og bryster er ikke dækket af kraftig behåring. Men denne pelsede fremstilling af Lucy er måske misvisende.
Lucy var næppe meget behåret
Teknologiske fremskridt inden for genetisk analyse peger på, at Lucy måske slet ikke var behåret, eller at hendes kropsbehåring var langt mere sparsom.
Ifølge fortællingen om det evolutionære samspil mellem mennesker og lus mistede vores nærmeste slægtninge det meste af deres kropsbehåring for 3 til 4 millioner år siden, og de iførte sig først tøj for mellem 83.000 og 170.000 år siden.
Det vil sige, at de tidlige mennesker og deres forfædre ganske enkelt var nøgne i mere end 2,5 millioner år.
Som filosof er jeg interesseret i, hvordan den moderne kultur påvirker fremstillingen af fortiden - og den måde, Lucy er præsenteret i aviser, lærebøger og på museer, afslører nok mere om os, end den fortæller om hende.
Da vi tabte pelsen
Tabet af kropsbehåring hos fortidsmennesker skete sandsynligvis som følge af en kombination af faktorer, blandt andet termoregulering, forsinket fysiologisk udvikling, for at tiltrække seksuelle partnere og som beskyttelse mod parasitter.
Miljømæssige, sociale og kulturelle faktorer motiverede muligvis til, at tøj og beklædning blev indført blandt mennesker.
Begge forskningsområder – hvornår og hvorfor abemenneskerne mistede deres kropsbehåring, og hvornår og hvorfor de til slut iførte sig tøj – lægger vægt på hjernens store størrelse, som tager mange år at udvikle, og som kræver en uforholdsmæssig stor mængde energi at opretholde i forhold til andre dele af kroppen.
Fordi menneskebabyer skal passes og plejes i så lang tid, før de kan overleve på egen hånd, har tværvidenskabelige evolutionsforskere en teori om, at tidlige mennesker anlagde en strategi, der var baseret på tilknytning - at mænd og kvinder dannede par efter at have udviklet et stærkt tilhørsforhold til hinanden.
Ved at samarbejde kunne de lettere klare de mange års forældreskab.
Kroppen er en 'seksuel reklamesøjle'
Denne tilknytning er dog forbundet med risici: Fordi mennesker er sociale og lever i store grupper, er det nærmest uundgåeligt, at de bliver fristet til at bryde pagten om monogami, hvilket gør det mere vanskeligt at opfostre børn.
En eller anden mekanisme var nødvendig for at sikre den social-seksuelle pagt - og den mekanisme var sandsynligvis skam.
I dokumentaren 'What’s the Problem with Nudity?' forklarer evolutionsantropologen Daniel M.T. Fessler, hvordan samfuldhed har udviklet sig: »Den menneskelige krop er en suveræn seksuel reklamesøjle... Nøgenhed er en trussel mod den grundlæggende sociale kontrakt, fordi det er en invitation til sidespring... Skam tilskynder os til at være tro mod vores partnere og til at dele ansvaret for at opfostre vores børn.«
Fra nøgen til påklædt abe
Mennesket, som meget passende er beskrevet som 'den nøgne abe', er enestående på grund af fraværet af pels og den systematiske brug af tøj.
Kun ved at forbyde nøgenhed opstod 'nøgenhed'.
I takt med at den menneskelige civilisation udviklede sig, blev der iværksat foranstaltninger for at håndhæve den sociale kontrakt – bøder, straf, love, sociale befalinger – især i forhold til kvinder.
Det var sådan, at relationen mellem skam og menneskelig nøgenhed blev født. Nøgenhed bryder med sociale normer og regler, så derfor er den tilbøjelig til at få os til at skamme os.
Men hvad der tæller som nøgen i én sammenhæng, gør det måske ikke i en anden.
Nøgen for mændenes skyld
En blottet ankel var for eksempel nok til at gøre skandale i Victoriatidens England. I dag er det almindeligt at være topløs på stranden på den Franske Riviera.
Når det gælder nøgenhed, skildrer kunsten og virkeligheden ikke nødvendigvis det samme.
I sin kritik af den europæiske oliemaleritradition skelner kunstkritikeren John Berger mellem nøgenhed - 'at være sig selv' uden tøj - og 'nøgenstudiet', en kunstform, der forvandler kvindens nøgne krop til en fryd for øjet for mænd.
Feministiske kritikere som Ruth Barcan udfordrede John Bergers skelnen mellem nøgenhed og nøgenstudiet og insisterede på, at nøgenhed allerede er påvirket af idealiserede fremstillinger.
Nøgenhed er ikke en neutral tilstand
I 'Nudity: A Cultural Anatomy' udlægger Ruth Barcan, hvordan nøgenhed ikke er en neutral tilstand, men derimod spækket med betydninger og forventninger.
Hun beskriver det 'at føle sig nøgen' som: »den forstærkede fornemmelse for temperaturer og luftstrømme, tabet af den velkendte afgræsning mellem krop og den omgivende verden, samt effekten af andres egentlige blik på dig« eller »det internaliserede blik, som vi forestiller os, bliver kastet på os«.
Nøgenhed kan fremkalde en bred vifte af følelser – fra erotik og intimitet til sårbarhed, frygt og skam. Men der er ikke noget, der hedder nøgenhed uden sociale normer, kulturelle regler og forventninger.
Lucys slør
Uanset hvor behåret (eller ej) Lucy var, så var hun ikke nøgen.
Men ligesom nøgenhed kan være en form for påklædning, er Lucy, lige siden hun blev fundet, blevet præsenteret på måder, der afspejler historiske antagelser om moderskab og kernefamilien.
For eksempel er Lucy afbildet med en mandlig ledsager eller med en mandlig ledsager og børn.
Hendes ansigtsudtryk, som er varmt og tilfreds eller beskyttende, afspejler en idealiseret forestilling af moderskabet.
Nutidens forsøg på at fremstille vores fjerne forfædre er blevet kritiseret for at være en slags 'erotisk fantasividenskab', hvor forskere forsøger at fylde huller i fortiden ud med deres egne antagelser om kvinder, mænd og deres forhold til hinanden.
En anderledes tilgang
I en artikel fra 2021 ved navn 'Visual Depictions of Our Evolutionary Past' forsøgte et tværfagligt team af forskere sig med en anden tilgang.
De beskriver deres egen rekonstruktion af Lucy-fossilet og fremhæver særligt deres metoder, forholdet mellem kunst og videnskab samt de beslutninger, de tog, for at fylde hullerne i den videnskabelige viden.
Deres proces står i kontrast til andre abemenneskelignende rekonstruktioner, som ofte mangler solidt empirisk grundlag, og som holder fast i kvindefjendske og racistiske misforståelser om menneskets evolution.
Historisk set har illustrationer af forskellige stadier af menneskets evolution haft en tendens til at ende med en hvid, europæisk mand.
Og mange gengivelser af kvindelige fortidsmennesker overdriver egenskaber, der på stødende vis er associeret med sorte kvinder.
Én af forfatterne bag 'Visual Depictions’' billedhuggeren Gabriel Vinas lavede en visuel rekonstruktionen af Lucy i 'Santa Lucia' – en marmorskulptur af Lucy fuldstændig indhyllet i et gennemsigtigt 'slør', der repræsenterer kunstnerens egne usikkerheder og Lucys mystiske udseende.
Den tilslørede Lucy taler ind i det komplekse forhold mellem nøgenhed, tildækning, sex og skam. Men det præsenterer også Lucy som en tilsløret jomfru, ophøjet for sin seksuelle 'uskyld'.
Men jeg kan alligevel ikke lade være med at forestille mig Lucy uden slør - en Lucy, som ikke er 'in the sky with diamonds' eller fastlåst i en idealiseret moderrolle - en Lucy, der nok ville gå amok eller 'go Apeshit' (blive stiktosset, red.) over det slør, vi har tildækket hende med, en Lucy, der måske ville se sig nødsaget til at iføre sig en Guerilla Girls-maske, hvis hun da absolut skal have noget på.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
