Ny 3D-modellering af det verdensberømte fossil peger på, at Lucy kunne stå og gå ligesom vi mennesker.
Det skriver University of Cambridge i en pressemeddelelse.
I et studie har en forsker benyttet digital modellering til at genskabe 36 muskler med skanninger af den uddøde menneskeart Australopithecus afarensis, som Lucy var en af.
Gennem både MRI- og CT-skanninger af muskler og knoglestrukturer af både en mand og en kvinde kunne forskeren kortlægge muskelstrukturerne og bygge en digital model.
Det viser sig, at Lucy formentlig var op mod 1 meter høj og vejede mellem 13 og 42 kilogram ifølge studiet.
Med lige så fleksible knæ end os mennesker vurderer forskeren, at Lucy og andre fra Australopithecus afarensis-arten har kunnet klare sig både på savannen og i tæt skov.
»Vi er nu det eneste dyr, der kan stå oprejst med udstrakte knæ. Lucys muskler viser [på rekonstruktionen, red.], at hun var lige så god til at gå som os, mens hun formentlig også følte sig hjemme i træerne,« siger forskeren bag studiet, Ashleigh Wiseman, der er ph.d. og videnskabelig medarbejder ved Institut for arkæologisk forskning på University of Cambridge, i pressemeddelelsen.
»Hun har nok gået rundt på en måde, som vi ikke ser i noget levende væsen i dag.«
Rekonstruktionen viser også, at Lucys ben var mere muskuløse end menneskers og lægger sig tæt op ad en bonobo-abes (Pan paniscus). Menneskers består typisk af 50 procent muskler, mens Lucys var på 74 procent.

Videnskab.dk har tidligere skrevet mange artikler om Lucy - blandet andet denne: Superstjernen Lucy fylder 3,2 millioner år, hvor du kan blive klogere på, hvornår og hvordan hun blev fundet.
Eller denne: Lucy afslører: Vores forfædre slap ikke træerne så hurtigt som antaget, som beskriver lidt af et mysterie, nemlig at Lucys skelet under navlen – hofte, knæ, ankler, ben – er tilpasset en oprejst gang, men over navlen vidner skelettets arme, fingre og skulderblad om et liv i træerne.
Studiet er udgivet i tidsskriftet Royal Society Open Science.
mls


































