Måske tænker du, at vi i Danmark får børn i en relativt sen alder - mange er over tredive - og at folk i stenalderen garanteret har fået børn, så snart de var kønsmodne?
Men så kan du godt tro om igen. For nu har genforskere på Aarhus Universitet i samarbejde med tyske forskere på Max Planck-instituttet i Tyskland fundet ud af, at det forholder sig helt anderledes for oldtidens mennesker.
Deres forskning viser, at gennemsnitsalderen for nybagte forældre i hele Europa og Asien (også kaldet Eurasien) over de seneste 40.000 år har svinget en del afhængigt af, hvor i verden fortidens mennesker befandt sig:
»Fortidens forældre i Østasien har i løbet af de seneste 40.000 år i gennemsnit ventet mindst 3 til 5 år længere med at få børn end forældre i Europa og Amerika,« forklarer professor Mikkel Heide Schierup fra Aarhus Universitet, som er leder af det dansk-tyske forskningsprojekt, som er offentliggjort i tidsskriftet Nature Communications.
Mikkel Heide Schierup skønner, at hvis gennemsnitsalderen var omkring 32 år for de asiatiske forældre, så var den 28 år for de europæiske. Men det er et forsigtigt skøn, påpeger han, da de ikke kan slå den absolutte alder endeligt fast, før de har analyseret flere data.
Forældrenes alder afsløres af neandertal-DNA
Men hvordan i alverden kan de undersøge det?
Jo, det skyldes, at vi alle sandsynligvis har små bitte dele af gener i vores arvemasse, der stammer helt tilbage fra neandertalerne, som levede på Jorden for mere end 40.000 år siden. Cirka 2 procent af vores arvemasse kommer faktisk derfra, hvilket blandt andet tidligere er blevet målt på en gruppe gymnasieelever i Danmark.
»En stor del af verdens nulevende befolkning har sådanne små fragmenter af neandertal-gener i deres DNA. Og det er længden af disse ældgamle DNA-fragmenter, som vi nu har målt på, og som giver os overraskende ny viden,« siger Mikkel Heide Schierup.
Forskerne har altså fundet frem til resultaterne ved at bruge de dele af neandertal-DNA’et, som er spredt i moderne menneskers arvemasse. På den måde kan de tælle antallet af generationer tilbage i tiden, hvilket forskerne kalder for et molekylært ur (se forklaringen i faktaboksen).
\ Det molekylære ur – hvad betyder det?
Idéen bag det molekylære ur er, at vi ved, at neandertalerne og Homo sapiens fik børn med hinanden for ca. 50.000 år siden, og siden spredte de sig ud over Jorden.
I hver eneste generation sker der så dét, at hvert forældrepar, det vil sige både far og mor, giver halvdelen af deres eget DNA videre til afkommet. Det, de giver videre, er en blanding af det, de selv fik fra deres forældre efter såkaldte overkrydsninger, altså udvekslinger af arvematerialet fra forældregenerationen.
Der er et nogenlunde konstant antal af disse overkrydsninger i hver generation, og dermed bliver de neandertal-fragmenter, der gives videre til de næste generationer, gradvist mindre og mindre.
På den måde kan forskerne - ved at kigge på længden af genstykkerne - regne ud, hvor lang tid det er siden, at neandertalerne og Homo sapiens fik børn med hinanden. Derved kan man også se, at der er færre generationer i Asien end i Europa, hvilket viser, at forældrene var ældre end i Europa, før de fik børn.
»Det er en ny måde at bruge disse data om vores arvemasse på, og det gør det muligt for os at hente oplysninger om menneskets livsvilkår i en fjern fortid. Vores resultater supplerer altså den viden, som arkæologerne ellers kan lære os om vores historie,« siger Mikkel Heide Schierup.
Forskellen i forældrenes alder i henholdsvis Asien, Europa og Amerika kan dog sandsynligvis have været endnu større end 3-5 år:
»Hvis ændringen for eksempel er sket i løbet af en kortere periode end de 40.000 år, for eksempel i løbet af de sidste 10.000 år, så kan der være tale om endnu større forskelle i alder end det, vi gennemsnitligt finder i studiet,« siger ph.d.-studerende Moisès Coll Macià fra Aarhus Universitet, som er førsteforfatter på den videnskabelige artikel.
Genmutationer er ophobet på forskellig vis
For at bakke deres resultater op har forskerne også analyseret, hvilke nye mutationer der i løbet af generationerne er kommet til i de forskellige dele af verden. Ældre forældre giver nemlig andre typer af genmutationer, det vil sige ændringer i cellernes DNA, videre til deres børn, end yngre forældre gør.
»Resultaterne viser, at de befolkninger, som vi anslår har ældre forældre ud fra deres neandertal-arv, også har mutationer, der tyder på ældre forældreskab,« forklarer Moisès Coll Macià.
Disse forskelle i mutationer gør det muligt at finde ud af, om forskellene i, hvornår man fik børn, skyldes ændringer i fædrenes alder, moderens alder eller begge dele.
»For eksempel kan vi se, at der i de østasiatiske befolkninger var en tendens til, at fædrene var ældre end mødrene, mens vi i de europæiske befolkninger kan se, at faren og moren var nogenlunde lige gamle,« siger Moisés Coll Macià.
Hvorfor denne forskel?
Det forskellige antal år, der er mellem generationerne rundt om i verden, kan skyldes, at livsvilkårene har ændret sig i historisk tid. Det formoder forskerne. Det kan for eksempel være klimatiske forskelle over tid og mellem forskellige steder.
Men det kan også være teknologiske og kulturelle ændringer, som har gjort, at levevilkårene var mere eller mindre gunstige i forhold til at få børn.
»I et barsk miljø vokser man langsommere, vejer mindre og bliver dermed kønsmoden senere. Og i nogle kulturer skulle mænd måske vinde status, for eksempel vise sig som gode jægere eller samlere, før de var attraktive nok at finde sammen og få børn med,« lyder det fra Mikkel Heide Schierup. Han fortsætter:
»Det giver derfor god mening, at man i oldtiden først har fået børn i 30-årsalderen, selvom den maksimale levealder var kortere, og dødeligheden generelt var større end i dag.«
Man kan også forestille sig, at det var svært at have flere mindre børn ad gangen, når man var jæger eller samler.
»På den måde var der automatisk længere mellem børnefødslerne, end der er og har været senere i historien. Det var formentlig først med landbruget – altså væsentligt senere end den periode, vi undersøger - at vores forfædre begyndte at få børn meget tidligt. Det kræver nemlig nogle helt andre livsvilkår, hvor man har mulighed for at stoppe med at amme tidligere og er fastboende med et vist minimum af overskud,« uddyber Mikkel Heide Schierup.
Han forudser, at forskerne i fremtiden vil være i stand til at bruge den store og voksende mængde af uddøde og nulevende menneskelige sekvenser af arvemassens DNA til at blive endnu klogere.
Det kan for eksempel bruges til at lave et meget mere detaljeret kort over, hvordan ændringerne i antal år mellem hver generation hænger sammen med miljø- og kulturændringer gennem tiden.
\ Neandertalerne – hvem var de?
- Neandertalerne er vores nærmeste uddøde slægtning.
- De levede i Eurasien i det lange tidsrum fra for 300.000 år siden til for 40.000 år siden. Eurasien er en fællesbetegnelse for verdensdelene Europa og Asien.
Det var her, Homo sapiens, der udvandrede fra Afrika for ca. 40.000-50.000 år siden, mødte neandertalerne, parrede sig og fik børn. - De betragtes som en underart til det moderne menneske, Homo sapiens.
Kilde: Moesgaard Museum | Neandertaler | Ny særudstilling åbner 17. november
Helt fantastiske nye, epokegørende resultater
Spørger man museumsdirektør og professor i evolutionshistorie Peter C. Kjærgaard ved Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet, er der ingen tvivl. Han ser på de nye resultater med udelt begejstring i forhold til deres soliditet og betydning:
»Jeg er imponeret over, hvad Mikkel Heide Schierup og hans gruppe har opnået. Deres metoder indenfor genetisk arkæologi giver en dybere forståelse af vores viden fra arkæologi og palæoantropologi. Resultaterne betyder, at vi kan gå ind og kigge på – ikke bare generationer – men forskelle i generationernes længde – endda i forskellige populationer i forskellige verdensdele – det troede vi ikke var muligt for bare få år siden,« siger Peter C. Kjærgaard.
Tidligere har man været nødt til at arbejde med nogle langt mere generelle standardantagelser for, hvor lang en generation er, forklarer Peter C. Kjærgaard og fortsætter:
»Indtil nu har det ikke været muligt for os at se de forskelle, som Schierups gruppe peger på. Den teknologiske udvikling indenfor gensekventering har gjort det muligt at få mange flere data fra mange flere prøver, så vi er gået fra at basere vores analyser på enkeltindivider til populationer. Men de enorme datamængder er intet i sig selv. De kræver, at man udvikler nye metoder, altså analyseværktøjer, der kan hjælpe os med at give mening til alle disse data.«
En større forståelse af vores forfædre og af os selv
De store mængder af data kommer både fra nulevende mennesker og fra udgravninger af ældre skeletter. Nye fund og metoder er dog ikke tilstrækkeligt:
»Vi har brug for forskere, der kan stille de rigtige spørgsmål og har redskaberne til at besvare dem. I dette tilfælde betyder det, at vi nu kan kvalificere den eksisterende viden fra arkæologiske studier. Fremadrettet kan vi bruge det til at se på kulturelle forskelle og tilpasning til forskellige miljøer, og hvordan biologi og kultur har spillet sammen tidligere i menneskets historie,« siger Peter C. Kjærgaard.
»Vi står i disse år overfor et gennembrud, hvor genetiske studier hjælper os til at forstå nogle af de vanskelige spørgsmål om adfærd for titusindvis og måske hundredtusindvis af år siden,« mener Peter C. Kjærgaard.
»Vi får hermed en langt større forståelse for, hvordan vores forfædre levede. Helt konkret er spørgsmålet om, hvornår man får børn, noget vi kan relatere til. Dette vindue til fortiden kan dermed hjælpe os med at tage fat på spørgsmålet om, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvorfor vi opfører os, som vi gør. Det kan være med til at ophæve det kunstige skel mellem fortid og nutid og måske give os en dybere erkendelse af betydningen af, at menneskets historie også er naturhistorie,« afslutter han.
