Bakker, søer og floddale: Istiden satte dramatiske fodspor i landskabet

Måske du har kørt en tur i landskabet omkring Odder syd for Århus eller vandret omkring Flynder Sø nær Limfjorden og spekuleret over, hvordan netop disse landskaber er opstået, og hvorfra de har fået deres form.

Hvorfor er der så bakket lige hér? Hvorfor er der dybe huller i det flade landskab dér?

Interesserer du dig for landskaber, istider og fortidens klima, ved du måske også, at de store hesteskoformede bakkerygge i Odsherred er såkaldte ’randmoræner’, altså tydelige aftryk af den yderste del af de gletsjere, der i istiden har formet det danske landskab.

I denne artikel skal vi besøge en række udvalgte istids-landskaber rundt omkring i Danmark, blandt andet egnen syd for Skive, Bjerrelide ved Juelsminde, Endelave i Samsø Bælt, Nordvestsjælland og fladlandet omkring Aakirkeby på Bornholm.

Alle sammen områder, der hver især er et kapitlel i en samlet fortælling om istidslandskabets tilblivelse.

Artiklen her er udsprunget af en nyudgivet bog ’Istiden i det danske landskab’, der er tænkt som en slags ’turguide’ til de mennesker, der har lyst til at supplere deres øvrige naturinteresser med indsigt i det landskab, de nu engang færdes i. Denne tanke går igen i denne artikel.

Du kan selvfølgelig også gå tur i landskabet uden at lette dig fra sofaen, nemlig ved at gå på opdagelse i de mange kort over landskabets rige formverden, koble fantasien til og samtidig dykke ned i de ledsagende beskrivelser fra omtrent alle egne af Danmark. Og vi begynder med lidt baggrund om de mange kort i artiklen.

Arktisk forskning giver viden om danske landskaber

For at kunne aflæse og forstå det danske istidslandskab, tager bogen afsæt i de mekanismer og forløb, der er med til at udvikle landskaberne i Jordens arktiske områder.

De seneste års indhøstede viden om aflejring af sedimenter og udformning af landskaber i et miljø, hvor gletsjere har bredt sig ud i et forland med tundra og permafrost, har uden videre kunnet overføres til danske landskaber.

Det har givet os ny og værdifuld indsigt i, hvordan forholdene kan have været herhjemme under istiderne.

Også kortlægning af vores hjemlige terrænformer og fremstilling af landskabskort har gennemgået fornyelse, idet de topografiske kort og deres højdekurver næsten helt er afløst af digitale terrænmodeller, når det gælder analyser af landskaber.

Disse modeller er en digitaliseret og virtuel fremstilling af terrænets udseende, fremkommet ved hjælp af laser- scanning af jordoverfladen, og som belyst fra siden opnår en tredimensional effekt, når de vises på geografiske kort.

Terrænmodellerne er desuden næsten helt renset for spor af bygninger, bevoksning og andet, der ikke har med landskabsformerne at gøre.

Godt hjulpet af geologiske jordarts-kort og med udstrakt brug af den righoldige litteratur, har bogens forfatter kunnet fremstille en serie af moderne landskabskort fra de dele af landet, der blev skabt under istiden.

Kortene afbilder ikke blot de yngste terrænformer, men ’kigger også ned’ i de ældre landskaber, der ligger skjult under den nuværende overflade og som har rod i tidligere nedisninger.

Med udgangspunkt i en række af disse landskabskort tager artiklen dig med på en tur i gletsjernes fodspor i istids-landskabet.

En arktisk gletsjer-grænse i Jylland

Et af hjørnestenene i istidens landskab er den såkaldte ’Hovedopholdslinje’, der løber gennem Jylland i øst-vestlig retning mellem Bovbjerg og Viborg og i nord-sydlig retning fra Viborg til landegrænsen.

Opholdslinjen har i mere end et århundrede været anset for at markere den yderste grænse for det store is-skjold - en ophobning af sejt flydende gletsjeris, der fra det skandinaviske højland bredte sig ind over Danmark og omgivende landområder under den sidste istid.

Det har dog i en årrække stået klart, at linjen ikke repræsenterer isskjoldets yderste grænse, men at gletsjere i flere omgange indtog betydelige dele af det vestlige Jylland også i den sidste istid.

Derfor afspejler Hovedopholdslinjen blot de yderste dele af isskjoldet under den seneste episode med nedisning i Danmark.

Desuden ved man i dag, at opholdslinjen er udformet langs randen af flere isstrømme, altså store gletsjere, der fra det indre af isskjoldet er flydt ud over landskabet.

I stedet for at tale om en linje, kunne man tale om en israndszone.

Det har således vist sig, at hovedopholdslinjens forløb fra Bovbjerg til Viborg er sammensat af randdannelser og smeltevandssletter fra to isstrømme nemlig Kattegat Isstrømmen og Hovedfremstødet, begge fra slutningen af sidste istid.

De to er adskilt af et bælte af dødislandskaber fra den ældste isstrøm, der afsnøret fra hovedstrømmen var ophørt med at bevæge sig og var begyndt at smelte ned.

Isstrømmenes aftryk

Syd for Skive omkring Flynder Sø i det mellemste Jylland krydser Karup Ådal Hovedopholdslinjen. Her viser studier af istidens landskab i området, at der er et varieret udvalg af terrænformer.

De er opstået for mellem 27.000 og 22.000 år siden, da først Kattegat Isstrømmen maste sig vej ind over det jyske landskab fra Sydnorge og senere Hovedfremstødet, der invaderede landet fra Sverige.

Kattegat Isstrømmens smeltevand har formet Sønderhede flodslette, der grænser op til lave randmorænebakker mod nord med bagvedliggende bølget dødislandskab.

På figuren herunder repræsenterer de forskellige farver og mønstrer de mange typer af landskaber, der findes i området omkring Flynder Sø.

Isen smelter – og landskabet dukker frem

Dødislandskabet grænser længere mod nord op til et randmorænelandskab med store bakker fra Hovedfremstødet.

Her er de tunneldale, som Kattegat Isstrømmen skabte inden Hovedfremstødet, smeltet frem under dækket fra Karupdalens smeltevandssand og grus.

Oven på bakkerne slynger sig mindre randmoræner, der også anes under Karupdalens flodsletter. Floderne har under flere stadier gravet sig dybere ned i terrænet, mens smeltevandet banede sig vej mod Limfjordens lavning i nord.

I dag er floddalens bund i Karupdalen bulet og bugtet, fordi floden løb hen over dødis, som gav ophav til isolerede lavninger også i de tidligere tunneldale.

I Karupdalen syd for Skive ser vi altså et istidslandskab opstået under Kattegat Isstrømmen og Hovednedisningen, som straks efter dets dannelse blev udsat for nedbrydende kræfter og omformning på grund af gravende floder og smeltende dødis under overfladen.

Endelaves linseformede jordvolde

Øen Endelave har terrænformer, der er opstået da den Østjyske Isstrøm flød frem gennem Samsø Bælt for omkring 18.000 år siden.

Små buttede og nærmest linseformede forhøjninger i terrænet– kaldet drumliner – ligger som et oplag af skibe med bunden i vejret strøet rundt i landskabet.

De er i forhold til omgivelserne knap et par meter eller tre høje og kan være op til et par kilometer lange og adskillige hundrede meter brede.

Ved foden af drumlinerne kan man se skurestriber på en stenbrolægning, der er en ophobning af store sten med ridser på oversiden, dannet af slid mod andre sten indefrosset i den flydende is.

Man kan også se, at retningen på de aflange sten, der findes i overfladens moræneler bekræfter, at de udtrukne terrænformer ligger parallelt med isens flyderetning.

Samsø Bælt er fuld af drumliner

Endelaves overflade udgør kun en lille brik i det samlede billede af landskabsformerne omkring Samsø Bælt.

Terrænets lokale udformning på Endelave genfindes på hele den havdækkede moræneflade mellem Samsø og det jyske fastland.

I Samsø Bælt kan man se i hvilket mønster gletsjer-isen er strømmet, når man betragter retningen af de stimer af drumliner på havbunden, der bliver synlige i den digitale terrænmodel. Det mønster der danner sig, viser en vifteformet strømning af gletsjeris op gennem Bæltet og ind over det østjyske fastland.

På morænefladen i lavlandet mellem Hov og Odder er drumlinerne så at sige gået på land. Her viser de entydigt isens flyderetning, idet de fleste har en nærmest afskåret og stump og en udtrukket, tenformet hale, der peger mod nordvest.

Den strømlinede moræneflade afsluttes af et højere liggende bælte af tværgående små randmorænebakker mellem Norsminde og Odder, som her markerer den største udbredelse af isstrømmen i Samsø Bælt.

Bornholm har tydelige aftryk af gletsjer-strømme

På det sydlige Bornholm er den strømlinede moræneflade veludviklet.

Modsat Nordbornholm består undergrunden omkring Aakirkeby af en mosaik af forskellige mere eller mindre hærdnede gamle sedimenter som eksempelvis skifre, sandsten og kalksten, ofte med velbevarede skurestriber i overfladen.

Gemt under et tyndt dække af aflejringer fra istiden viser de yngste af striberne, som gletsjerne har skuret på undergrunden, at isen stort set strømmede fra øst mod vest.

Det er samme retning som den strømlinede moræneflade på Sydbornholm fremviser.

Her findes drumliner, der på ryggen dækkes af en særlig type terrænstribning nemlig de meget lange og smalle ’mega-flutes’, der viser samme flyderetning, men som er dannet under ændrede forhold i isens interne dynamik.

Smeltevand fungerer som smøremiddel

Den isstrøm, der flød over Sydbornholm under istidens sidste fase, var tilsyneladende upåvirket af, hvad underlaget bestod af.

Isen opførte sig på samme måde hvad enten den flød over grundfjeld, sandsten, skifer eller kalksten, hvilket betyder, at underlagets evne til at lede smeltevand væk fra gletsjerens sål var uafhængig af bjergartstypen.

Det høje antal drumliner på Bornholm kan skyldes, at smeltevandet fra isstrømmen ikke har kunnet komme væk gennem underlaget, men er blevet ophobet ved gletsjerens sål, hvorved isen har mistet fodfæste og er flydt hurtigt frem.

Smeltevandet fungerer altså som et smøremiddel mellem is og underlag, der fremmer hurtig flydning.

Modsat betyder mangel på smeltevand, at gletsjeren vil flyde langsomt og nærmest 'lime' eller fryse sig fast til underlaget.

Bundter af små morænerygge, der ligger på tværs af drumlinerne, blev formet langs den nord-syd liggende is-front i forbindelse med periodevis opbremsning under tilbagesmeltningen mod øst.

En lille isstrøm ved Juelsminde skabte bakker og søer

I slutningen af sidste istid har randområdet for isskjoldet gjort ophold langs de østjyske kyster. På Bjerrehalvøen mellem Horsens og Vejle har en hurtig strømmende smal gletsjer banet sig vej over land, for at gå i stå cirka 10 kilometer inde.

Det betød, at de mere end 100 meter høje bueformede randmoræner ved Bjerrelide blev skubbet op, og skabte det bakkede landskab, der findes i dag.

Bag bakkerne mod øst findes den lavning der opstod, da gletsjeren skubbede forlandet sammen, og efterlod et stort hul, hvor bakkernes materialer er hentet fra.

I dag er lavningen opfyldt af en sø, der har afløb til Odder og Elbodalen, en smeltevandsdal dannet under isens tilbagesmeltning.

I baglandet ned mod kysten findes en delvist strømlinet bundmoræne med drumliner og flutes, hvor terrænet er trukket ud i lange og smalle overfladeformer, som følge af gletsjerens hurtige flydning mod vest. Disse strømlinjer er især tydeligt på fladen mellem Ashoved og Overby.

Et landskab præget af spaltedale

I terrænet ved Bjerrelide ses også rækker af svagt buede, aflange ridser eller store grøfter, der skærer sig ned i morænefladen.

Her er sandsynligvis tale om spaltedale, der er opstået ved bevægelser langs undergrundens store svaghedszoner – forkastninger, der fra nordvest mod sydøst løber skråt gennem den jyske halvø.

Den bedste forklaring på ridsernes tilstedeværelse er, at bevægelserne i undergrunden har forårsaget spaltelignende åbninger, der er nået helt op til jordoverfladen.

Røre i undergrunden

Den måde, som spaltedalene ligger i forhold til de øvrige terrænformer, viser at de må være dannet efter udformningen af den strømlinede moræneflade men før smeltvandet fandt vej gennem Odder-Elbo dalen.

Det må betyde, at undergrunden dybt under istidslagene har rørt på sig, og at dette har medført bevægelse langs svaghedszoner anlagt for mange millioner år siden.

Forskydninger i undergrunden skete sandsynligvis, da jordskorpen gav sig og blev hævet, fordi vægten fra isskjoldet var forsvundet, da isen smeltede ved sidste istids afslutning.

Spaltedale og andre spor efter bevægelser i undergrunden er i øvrigt et fænomen, der i stigende grad har indtaget en stilling på lige fod med andre landskabsdannende processer.

Treenighed af landskaber

De enkelte landskabsformer som for eksempel den strømlinede moræneflade, flodsletten, randmorænebakkerne og de bulede ’æggebakkeformede’ dødislandskaber synes at udgøre et sæt af fingeraftryk, der tilsammen danner en landskabsserie, som er direkte knyttet til en gletsjers fremrykning, stilstand og afsmeltning.

Denne form for treenighed optræder sjældent i så perfekt og uspoleret form, som det er tilfældet med istidslandskabet mellem Holbæk og Sejerø Bugt i Nordvestsjælland, med Vejrhøj og de klassiske Odsherred-buer i centrum.

Området udgør altså en glacial landskabsserie, det vil sige et landskab med fladt forland af flodsletter, høje bakker skudt op langs randen af gletsjeren og et lavtliggende nærmest nedgravet bagland.

Begrebet blev først brugt til at beskrive tidligere gletsjerdækkede områder for foden af Alperne, og sidenhen anerkendt som den grundlæggende model for landskabsdannelse og siden begyndelsen af 1900-tallet, også for det danske istidslandskab.

En glacial landskabsserie i Nordvestsjælland

I området mellem Åmosen og Sjællands Odde brød en hurtigt-flydende del af isskjoldet fra det nordøstlige Sjælland frem og strømmede mod vest.

Isstrømmen blev opdelt i flere mindre tungeformede gletsjere, der har dannet de lavningerne, der i dag ligger bag bakkelandet nemlig Kundby Moræneflade, Lammefjord, Sidinge Fjord og Nykøbing Bugt.

Den strømlinede moræneflade er skjult under havaflejringer i den tidligere Lammefjord og Sidinge Fjord og kan derfor kun ses i fuld udfoldelse på fladen omkring Kundby, hvor drumliner og mega-flutes antyder en vifteformet udbredelse af isstrømmen fra øst.

Randmorænerne, der omkring Vejrhøj når mere end 100 meter over havet, danner store bueformede bakkeknuder, hvis indre består af stærkt opskudte og foldede istidsaflejringer, hvorpå der er påklistret mindre terrænformer.

Her findes yderst et bælte af mindre opskudte rygge, og bagved ligger issøbakker, formet af ler, sand og grus aflejret i lavninger i et dødislandskab.

Vest for israndsbakkerne, der løber fra Nykøbing gennem Vig og Vejrhøjbuen til Bjergsted Bakker og området nord om Åmosen, ligger store flodsletter og smeltevandsløb, hvor vandet fra gletsjerne er løbet mod vest ud i Sejerøbugten.

Derfor kan dette område i Nordvestsjælland pryde sig med at være en såkaldt glacial landskabsserie i topklasse, og selvom opstillingen af den glaciale landskabsserie således har mere end 100 år på bagen, lever den – dog med modifikationer og udbygninger i mange retninger – i bedste velgående den dag i dag.