Vandet langs Danmarks kyster stiger: Vi skal beslutte, om vi vil kæmpe eller flygte

Arealerne langs vores kyster forandrer sig, om vi vil det eller ej. For vandet stiger.

Luftfoto af en kystby med huse nær kysten, en stenet strand, grønne græsplæner, en smal vej og en træmole, der strækker sig ud over vandet.

For beboere ved Danmarks kyster handler de kommende årtier om...

En ældre person med vandrestave går alene på en stenmole ved havet, med bølgeskvulp på begge sider og en overskyet himmel i baggrunden.

... hvorvidt de vil beskytte sig, tilpasse sig - eller acceptere, at havet tager over.

En kvinde med lyst hår sidder indendørs ved et rundt bord med drinks, iført et hvidt tørklæde og en mørk frakke. Hun kigger til siden, og store vinduer bag hende afslører nøgne træer og en overskyet himmel.

En kvinde med lyst hår sidder indendørs ved et vindue på en grå dag. Hun er iført et hvidt tørklæde, en lys kjole og en sort frakke. Hendes hænder hviler i skødet, og bag hende ses en lille skulptur på en afsats.

»De (kommunen, red.) tørrer røv i os herude, det kan jeg godt sige dig. Vi var lige blevet færdige med at renovere huset og nåede at bruge opvaskemaskinen to gange. Så kom vandet,« siger Signe Beyer, der bor i Dragør.

En person med et hvidt tørklæde står på verandaen til et lille hus med gul og mørk træbeklædning. Der er potteplanter, en cykel og nogle havemøbler på en overskyet dag.

En kvinde med hvidt tørklæde og frakke står på verandaen til et lille træhus med mørkebrune og gule ydervægge. En cykel er parkeret i nærheden, og der står potteplanter ved indgangen.

»Alt stod i ét, det sejlede lige ind. Vi stod og skovlede vand ud hele natten, til jeg segnede. Om morgenen sov jeg en time, og da jeg rejste mig fra sengen og satte fødderne ud, var det i ankelhøjt vand.«

Signe Beyer fik sit hus oversvømmet under stormfloden i 2023. Dragør er ét af de steder, hvor vandet kan stige næsten en halv meter inden 2100. Men trods mange års snak er der endnu ikke bygget et dige.

Dragør står dermed som et billede på den udfordring, mange kommuner møder: Hvordan sikrer man sig – og hvordan gør man det sammen med nabokommunerne?

I dag er det nemlig kommunerne, ikke staten, der bærer hovedansvaret for kystbeskyttelse. Det giver forskelligeartede løsninger rundt om i landet.

\ Statens klimatilpasningsplan fra 2023

I oktober 2023 lancerede den danske regering ‘Klimatilpasningsplan 1’. Planen signalerer en forskydning af ansvaret for kystbeskyttelse fra staten til kommunerne.

Tidligere var staten mere involveret i finansiering og beslutningstagning omkring kystbeskyttelse, men med Klimatilpasningsplan 1 får kommunerne en større rolle i at planlægge og gennemføre kystbeskyttelsesprojekter.

Særligt to elementer i planen understøtter denne udvikling:

Staten stiller faglig bistand til rådighed, men ikke fuld finansiering:
Seks særligt udsatte kystområder får støtte i form af vejledning, men kommunerne skal selv tage ansvar for at gennemføre projekterne.
Kommunerne får myndighedsansvar for grundvandsstigninger:
Det betyder, at de selv skal stå for håndtering af højtstående grundvand, hvor det tidligere har været en mere delt opgave mellem stat, kommuner og forsyningsselskaber.

Overordnet peger planen på en decentralisering, hvor kommunerne får større ansvar for at sikre lokal klimatilpasning – hvor staten i stedet støtter de største eller mest kritiske behov - en tendens, vi også ser inden for andre områder af klimaindsatsen.

Tilføjelse 23. februar 2026:

Regeringen har den 23. februar 2026 lanceret et udspil til Klimatilpasningsplan 2.

Som oplæg til forhandlinger om planens udmøntning foreslår regeringen at afsætte 14,9 milliarder kroner i perioden 2029-2040 til kystbeskyttelse.

Ifølge regeringen vil 85 procent af regningen for kystbeskyttelsesprojekterne blive betalt af staten. Kommuner skal bidrage med de resterende 15 procent. I enkelte kommuner kan staten finansiere 95 procent af investeringerne.

Hvad der skal beskyttes, og hvad der ikke skal, vil være politiske prioriteringer, der skal udvælges på et senere tidspunkt.

I nogle tilfælde træder staten dog til. På Amager har transportministeren for nylig bekræftet, at man vil bygge et stort dige lige syd for Københavns Lufthavn, hvilket illustreres af den stiplede linje 5 på kortet, som det statslige selskab Sund & Bælt står bag.

Det såkaldte lufthavnsdige kommer dermed til at ligge nord for Dragør, og kystbyen bliver derfor ikke beskyttet af statens dige.

Så nu må Dragør Kommune selv kæmpe videre for at få et ydre dige.

»Det er tydeligt, at vi er et komma. Det er ikke her, pengene er. Der har været talt om diger herude i 15 år, og hvis alt går vel, bliver det første spadestik i 2028. Nu bygger min mand og jeg et lille fort. Vi vil mure op om huset. Vi kan ikke vente til 2028 og gå og skide i bukserne indtil da,« siger Signe Beyer i Dragør.

»Dragør Kommune sagde nej til et landdige i 2017, fordi nogle politikere ikke mente, vi havde problemer med højvande. Det slås vi så med nu. Der har været arkitektkonkurrencer, borgerinddragelse, konsulenter. Der er brugt millioner, og der er ikke bygget noget dige,« siger Sven Norup, der er daglig leder af Vestamager Pumpedigelaug, og tilføjer:

»Jeg har en båd, jeg kan sejle væk med, hvis det bliver højvande.«

En mand med skæg sidder på en stol i et dunkelt, ufærdigt rum med blottede gulve, løse rør og en stor ventilationsslange. Der kommer lys ind gennem et vindue og en dør bag ham. Atmosfæren virker dyster og eftertænksom.

En mand med skæg sidder på en træstol i et industrielt rum med synlige rør og kabler; en trædør og et vindue er i baggrunden, og der kommer lys ind udefra.

Et år efter stormfloden boede Thomas Brogaard stadig i en skurvogn, mens hans hus i Dragør blev klar igen.

»Jeg vidste jo godt, at jeg ikke ville bo på toppen af Himmelbjerget, da jeg købte mit hus for mange år siden. Men jeg har da fået en anden interesse for vejrudsigten nu.«

En mand står i et delvist renoveret rum med synlige ledninger og rør, bare gulve og afskallede vægge. Forskellige byggematerialer, bl.a. en blå industriventilator og et hvidt varmeapparat, er spredt rundt omkring.

En person står i en svagt oplyst, smal gang med afskallet maling og kigger væk mod et vindue. Slanger og kabler ligger spredt på gulvet, og atmosfæren virker forsømt eller under renovering.

»Vi vil jo bare gerne have et dige herude. Man har snakket om det i tyve år uden at flytte en eneste skovlfuld jord. Nogle gange sætter jeg mig over i huset med en kop kaffe og tænker lidt på, hvad der egentlig skal ske med det,« fortæller Thomas Brogaard.

Fire strategier mod vandstandsstigning

Når havet stiger, er der overordnet fire strategier:

Beskytte sig (diger, mure, sandfodring)
Tilpasse sig (bygge højere, acceptere oversvømmelser)
Undgå problemet (ikke bygge i risikoområder)
Trække sig tilbage (flytte væk – med eller uden huse)

Som et oplæg til alle landets kommuner har Kystdirektoratet lanceret kystplanlaegger.dk, hvor man kan finde meget detaljerede kort over alle landets kyster og forslag til mulige måder at ruste dem og sikre bebyggelser langs dem.

Et eksempel er Havneby på Rømø, som ses på kortet.

Et kort over en ø viser foranstaltninger til beskyttelse mod oversvømmelse med ikoner: lokale diger, strandvolde og dæmninger. Tidsperspektiver (20, 50, 100 år) er markeret. En legende forklarer ikonerne. Hovedvej og nærliggende byer er vist.

To mennesker står i vandkanten og krammer hinanden. Den ene har en neongul refleksjakke på og den anden en grå jakke. De står tæt, vendt mod hinanden, med vand og en overskyet himmel i baggrunden.

Havneby, Rømø

Havneby på Rømø er muligvis det sted i Danmark, hvor middelvandstanden stiger mest.

Den sydlige vadehavskyst får ifølge DMI's Klimaatlas 58 centimeter ekstra vand frem mod år 2100, beregnet ud fra en global temperaturstigning på 3,1 grader.

Kystdirektoratet anbefaler derfor at sikre byen med diger, højvandsmure og lokale beskyttelser.

Hvide Sande

Et andet eksempel er byen Hvide Sande, som Kystdirektoratet anbefaler at sikre med stormflodsbarrierer og højvandsmure.

På længere sigt anbefales derudover lokal beskyttelse, for eksempel sandfodring lokalt, og såkaldt skråningsbeskyttelse, der består i at fjerne stranden foran en skråning og gøre skråningen stejlere.

Den centrale vestkyst forventes nemlig at få 54 centimeter ekstra vand ved slutningen af århundredet.

To mennesker med surfbrætter går ud i havet, i silhuet mod de lyse bølger, med store mørke klipper i forgrunden.

Accept eller kamp?

Ikke alle steder bliver der bygget diger. Danmark har over 8.500 kilometer kystlinje, så det er praktisk umuligt.

Nogle lokalsamfund – som Thorsminde, Sønderby og Gedesby – er i de foreslåede planer kun tiltænkt sandfodring eller slet ingen sikring. Naturen får muligvis lov til at bestemme her.

Andre steder ville det mest fornuftige nok være at flytte helt væk, men i Danmark fylder den strategi næsten intet i debatten. Og det på trods af at udenlandske studier viser, at planlagt tilbagetrækning nogle steder er billigere og mere effektivt end høje diger.

Annonce:

Diskussionen om at flytte bebyggelse væk er følsom. Sociolog Nina Baron har forsket i, hvordan små nordiske samfund forholder sig til mulighederne for at blive boende i områder med høj risiko for oversvømmelser.

Hun peger på, at vi i Danmark, modsat vores nordiske naboer, er vant til at kontrollere naturen:

»Vi har kunnet dræne jorden, bo alle steder, og så har vi, modsat andre nordiske lande, ikke store erfaringer med vild natur og naturkatastrofer.«

»Derfor er det et stort skridt at skulle åbne for snakken om at trække sig tilbage. Men der er en stigende erkendelse af, at kommunerne ikke kan redde alle. Mange små samfund må klare sig selv,« siger Nina Baron, der er lektor på Katastrofe- og risikomanagementuddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

Men fordi folk er stærkt knyttede til det sted, de bor, er det næsten utænkeligt for folk at flytte, tilføjer hun. Selv når økonomien taler for det.

Hvem betaler?

Kystbeskyttelse kommer med en regning. Spørgsmål er, om staten skal betale, eller overlades ansvaret til lokale fællesskaber?

Regeringens klimatilpasningsplan fra 2023 peger på kommunerne som drivkraften, mens staten kun hjælper i de mest udsatte områder.

Annonce:

Men mange eksperter peger på behovet for mere koordinering: Stormfloder stopper ikke ved kommunegrænsen, og hvis ét område bygger høje diger, kan vandet blot skubbes videre til naboen.

»Vandstanden er ikke et problem, en lille kommune som Dragør kan stå alene med. Det må være et fælles ansvar.«

Helle Schouw

Beboer i Dragør

En ældre kvinde med lyst hår og grå sweater hviler hagen på sin hånd og kigger eftertænksomt til siden i et blødt, naturligt lys med hvide gardiner i baggrunden.

\ 982 nye millioner til klimasikring i seneste finanslov

På finansloven for 2026 har regeringen og Det Konservative Folkeparti afsat 982 millioner nye, statslige kroner til klimasikring af truede områder og bygninger i perioden 2026-29. Det vidner om en stigende erkendelse i staten af behovet for en national hjælpende hånd til klimasikring ude hos kommuner og borgere.

Kilde: Finansministeriet

At planlægge med usikkerhed

En af de største udfordringer er usikkerheden. Ingen ved præcis, hvor hurtigt vandet vil stige. Og middelvandstand er kun én faktor – stormfloder, bølger, regn og grundvand spiller også ind.

Derfor taler man om adaptiv kystsikring: Løsninger, der kan bygges videre på, hvis havet stiger hurtigere end forventet. Grønne diger kan forhøjes, hvor betonmure til gengæld må skiftes helt ud, hvis de viser sig for lave.

Uanset hvad vi beslutter, vil Danmarks kyster forandre sig i de kommende årtier. Spørgsmålet er, om vi vil kæmpe for at holde havet ude – eller acceptere, at vi nogle steder må flytte os.

Artiklens første faktaboks er 23. februar 2026 opdateret med regeringens nye udspil til klimatilpasningsplan 2. Denne artikel er den første af to artikler om kyster i serien 'Kampen om Danmarks areal'. Den næste artikel fokuserer på vores kystnatur, der er under pres. Følg med her, og læs mere om Danmarks kyster.

Om serien 'Kampen om Danmarks areal'

Danmark er under stor forandring i denne tid:

Kyster bygges til, marker lægges om, skove får lov at gro vildt, og byerne breder sig på bekostning af det åbne land, alt imens vi forsøger at finde balancen mellem natur, klima og vækst.

I denne artikelserie dykker vi ned i de virkeligheder og dilemmaer, der former fremtidens Danmark – gennem forskningen, politiske beslutninger og menneskene, der lever midt i forandringen.

Du kan navigere mellem seriens artikler ved at trykke på prikkerne i nedenstående danmarkskort.

Artiklerne udkommer løbende i begyndelsen af 2026. Tilmeld dig Videnskab.dk's gratis nyhedsbrev, og modtag de næste artikler direkte i din indbakke.

Bag serien

Tekst og foto: Jens Renner Christensen og Marius Renner Christensen

Redigering: Ditte Holst Svane-Knudsen, Jonas Salomonsen og Jon Mathorne

Serien er støttet økonomisk af Carlsbergfondet. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.

Fotografier og fortællinger fra serien udgør også den omrejsende fotoudstilling 'Det formede land', der indtil videre har besøgt Middelfart, Thisted, Aarhus og København.