Snart udfolder der sig et drama på liv og død i den norske natur.
Forskere følger spændt med i, hvad der vil ske dette forår, når lunden slår sig ned for at yngle langs den norske kyst.
De seneste syv år har forholdene på lundeskråningerne været triste, særligt i de sydligste kolonier.
Æg og unger er blevet efterladt til at dø, fordi forældrene ikke har formået at skaffe mad til dem.
Søpapegøjen er en vigtig indikator for økosystemet
Søfugle er vigtige indikatorer for økosystemet i havet, og lunden, havets papegøje, er i en særstilling.
I 50 år har norske forskere studeret lunden. De har solide data for bestanden og den tætte tilknytning til norske forårsynglende sild, som er selve nøglekosten for lunden.
Det gælder særligt på Røst, der har kystens største bestand af lunder.
Trefjerdedele af lunderne er væk
Siden 1979 har forskerne fulgt ekstra nøje med i udviklingen af lundebestanden på Røst.
For 35 år siden blev der talt omkring 1,5 millioner par på øerne i kommunen. I dag er der kun mellem 350.000 og 400.000 par tilbage.
Heldigvis bliver lunden gammel af en fugl at være.
De, der overlever de fem til syv ungdomsår, lever normalt til de er 15-20 år gamle. Den ældste lunde, som seniorforsker Tycho Anker-Nilssen ved NINA kender til, blev 41 år gammel.
»Det betyder, at den har mange år at yngle i. Men langvarige svigt i tilgængeligheden af småfisk i havområderne omkring kolonien får konsekvenser. Hvis størstedelen af forældrene mislykkes i at opfostre en unge mange år i træk, kan det blive kritisk for bestandens størrelse.«
I dag mindskes bestanden med omkring 7-8 procent hvert år, svarende til den naturlige dødelighed for voksne fugle.
Skiftende klima har stor betydning for mængden af føde
I havet er det nu makrellen, der dominerer. Den spiser lundens mad.
Et varmere hav har åbnet op for nye store fødeområder for den effektive fisk, som bevæger sig hurtigt og blandt andet har sildeyngel på menuen.
Desuden bider den på vandlopper, som småsild har brug for, hvis de skal kunne overleve.
Makrellen yngler langt ude til havs. Derfor er makrellens yngel ikke aktuel føde for lunderne. De må tilbringe meget tid på ynglepladsen og finde mad til ungerne inden for rimelige afstande til kolonien.
Fiskeri skal tilpasses til økosystemets bedste
Tycho Anker-Nilssen er en bekymret.
»Der er en hårfin balance i næringskæden, hvor konkurrencen mellem nogle nøglearter bestemmer den store dynamik. Hvis vi ikke forstår denne balance, er det vanskeligt at forvalte fiskerierne til hele økosystemets bedste,« mener Tycho Anker-Nilssen.
I dag ved vi ikke, hvor stor bestanden af makrel i havet er.
»Jeg vil ikke sende en bekymring ud på vegne af sild, men nu har vi haft mange år uden gode årgange. Måske kunne dette have været opregnet ved en beskatning af makrellen, som vi ikke har haft i flere år,« siger han.
Forholdene er mere stabile længere mod nord
Det er interessant, at en anden stor koloni, der befinder sig på Gjesvær ved Nordkapp, har været mere stabil.
Foreløbig er makrellen ikke trængt ind i centrale dele af Barentshavet, hvor der er er gode lod, når ungsilden udebliver. Dette kan være en medvirkende årsag til, at kolonien holder sig her, tror Tycho Anker-Nilssen.
Røst er mest sårbar, hvilket har flere årsager end blot et varmere hav.
Kyststrømmen, der fragter sildeynglen nordover er her på sit bredeste, og øgruppen har 100 kilometer kontinentalsokkel i alle retninger.
Strømmen over disse grundområder skaber meget omrøring, som er gunstig for planktonproduktionen og sildelarverne. Makrellen bevæger sig hurtigt og effektivt og opsnapper nemt en stime af småsild i disse farvande.
Misforhold mellem lundens og fødens yngleperiode
Makrellen er dog bare en ny faktor i kølvandet på varmere hav.
Den egentlige forklaring på, hvorfor lundeungerne sulter ihjel langs den norske kyst er kompleks.
Seniorforsker Leif Nøttestad ved Havforskningsinstituttet har dog en teori.
Lundernes avl er i høj grad styret af lyset. Den vender tilbage fra Norskehavet, hvor den befinder sig hele vinteren, med lysforholdene om foråret.
Lundens yngleperiode er dermed temmelig konstant fra år til år.
Sildene er derimod styret af temperaturen i havet og har meget mere varierende yngleperiode fra år til år. Den yngler nogle gange i februar og andre gange først i marts eller april måned.
Når sildene yngler ud fra kysten af Vestlandet, driver larverne i kyststrømmene mod Lofoten og ind i Barentshavet, fortæller han.
Normalt yngler sild tidligt, når det er varmt i havet, mens den yngler sent, når temperaturen er lav.
»Når sild yngler tidligt på vinteren, som vi har observeret de seneste år, driver larverne nordover, før lundens ynglesæson er skudt ordentligt i gang.
»Resultatet er, at der er et misforhold mellem lunden og maden,« siger Leif Nøttestad.
For at få en bedre sammenhæng mellem avl og fødetilgængelighed, må lunden enten begynde at avle tidligere, eller også må den begynde at avle længere nordpå.
Stedbunden fugl
Vi kan ikke forvente, at lunden vil ændre vaner i takt med klimaændringerne i havet. Så enkelt er det desværre ikke, mener Tycho Anker-Nilssen.
Men fugleforskeren vil i samarbejde med havforskerne afdække, hvad der styrer sammenfald eller misforhold mellem lunderne og sildeyngel.
»Fuglene vil helst yngle i det område, hvor de selv kommer fra, og ynglefuglene er ekstremt stedstro. De bruger helst det samme leje år efter år. Men unge fugle kan finde på at yngle i andre kolonier.«
Tycho Anker-Nilssen påpeger, at så længe fuglene gør det bedst i nord, vil bestandens tyngdepunkt gradvis flytte sig nordpå.
Men det er en langsommelig proces og vil tage lang tid, påpeger han.
© forskning.no Oversat af Anna Bestle
