Når man læser om egeprocessionsspinderen i nyhederne, kan man få indtrykket af, at den ramte Danmark som et overraskelsesangreb, vi ikke havde set komme.
Men allerede siden 1996 så forskere kraftige indikationer på, at natsværmeren med de giftige larver var på vej og gradvist bredte sig gennem Nordeuropa.
Spørger man professor ved Syddansk Universitet Samuel Cushman, der forsker i spredning af arter, er der ingen tvivl om, at der er mange flere mere eller mindre plagsomme arter på vej over vores grænse:
»Vi lever i en verden af invasive arter nu, og spredningen er steget voldsomt de seneste årtier,« siger han til Videnskab.dk.
»Det sker især på grund af menneskelig eksport: Jord og planter, fødevarer, ballastvand fra skibe. Vi spreder arter rundt i hele verden, og med stigende temperaturer har mange lettere ved at klare sig længere nordpå.«
Videnskab.dk har derfor bedt ham og tre andre forskere om at komme med deres bud på, hvilke nye arter vi snart kan blive invaderet af, og hvordan vi håndterer dem.
Den invasive havemyre: Mange kolonier små…
Nogle artsbetegnelser er svære at afkode. Andre er ligetil: For eksempel ‘den invasive havemyre’ (Lasius neglectus).
»Den ligner meget den almindelige sorte havemyre (Lasius niger), der allerede lever i Danmark. For de fleste vil det nok være svært at se forskel med det blotte øje,« siger Rasmus Stenbak Larsen, biolog med speciale i myrer hos Biologisk Institut ved Københavns Universitet.
Men der er en afgørende forskel, der kan gøre livet surt for mange hus- og haveejere og eventuelt landmænd og gartnerier:
»De danner superkolonier, så når de er etableret, er der mindst 10 gange så mange af dem som almindelige havemyrer. Måske endda endnu værre.«
Til forskel fra den almindelige sorte havemyrer, der kun har én dronning per koloni, har invasive havemyrer ikke noget loft for, hvor mange dronninger der er plads til i samme koloni.
»I stedet for at konkurrere med nabokolonien arbejder alle kolonierne sammen i en kæmpe superkoloni« forklarer myreforskeren.
Den invasive havemyre er altså ikke værre end de myrer, vi allerede kender, på individniveau.
Men 10 gange så mange myrer tidobler størrelsen af problemer. Superkolonierne kan underminere fortovsfliser og brosten, indtage huse og elektriske systemer.
Ligesom andre myrer beskytter den blad- og rodlus mod rovdyr for at spise deres sukkerholdige afføring kaldet honningdug. Mange flere myrer betyder altså mange flere bladlus, der kan hæmme væksten af planter, frugttræer og så videre.
Ifølge Rasmus Stenbak Larsen er det blot et spørgsmål om tid, før den indtager Danmark.
»Den har spredt sig gennem Europa i flere år og er allerede i England og Rostock lige syd for grænsen, hvor den formentlig er importeret ind med en potteplante eller et træ. Jeg havde faktisk troet, at den ville have været i Danmark for flere år siden.«
Asiatisk daddelmusling: ‘Økosystem-ingeniøren’
En af de arter, forskerne holder øje med i vandet, er blåmuslingens asiatiske kusine, som man bestemt ikke ønsker at se til en dansk muslinge-familiesammenkomst: Arcuatula senhousia eller ‘asiatisk daddelmusling’, som den ofte kaldes på dansk.
»Den er lille, bliver op til 3,5 centimeter og minder om en blåmusling,« forklarer K. Thomas Jensen, der er lektor emeritus ved Sektion for Akvatisk Biologi ved Aarhus Universitet.
»De kan etablere sig på både hårde substrater som sten og muslingeskaller, men også på sandbund og havgræsser som for eksempel ålegræs, som den kan være til stor gene for.«
En af udfordringerne, daddelmuslinger medbringer til deres nye miljø, er begrænset ilt ved bunden, hvor de har lagt sig i et tæt dække. Det kan skade nogle af de organismer, der lever på hav- og fjordbunden, mens nye arter kan indtage overfladeområdet.
»Det er en af de arter, vi kalder for ‘økosystem-ingeniører’, fordi den skaber særlige forhold på havbunden, der kan skade nogle arter og begunstige andre.«
Arten blev første gang registreret i Europa i 2002 syd for Bordeaux og har gradvist bevæget sig nordpå sammen med flere hedebølger og varme sommermåneder. I 2011 dukkede den op i Nordsøen, da man fandt den i dele af England, og i 2018 registrerede man første eksemplar i Holland.
Blåmuslingen, hjertemuslingen og andre skaldyr på lavt vand såsom Vadehavet og fjordene er allerede udfordret af andre invasive arter, der konkurrerer med dem eller æder dem. Især den invasive stillehavsøsters har været en alvorlig konkurrent i årtier.
Samtidig advarer K. Thomas Jensen mod fladormen Postenterogonia orbiculatus, der angriber muslinger og østers, og som også lige nu breder sig op gennem Europas kyster som invasiv art.
Asiatiske gedehamse: Aggressive bidræbere
Nogle invasive arter er dårlige for biodiversiteten. Andre for landbrug og lignende industrier. Enkelte er også til ubehag for mennesker.
Den asiatiske gedehams (Vespa velutina) og den asiatiske kæmpe-gedehams (Vespa mandarinia) er alle tre ting på én gang.
»De er aggressive og dræber andre bestøvere, så de kan påvirke den lokale biodiversitet,« siger Samuel Cushman, der henviser til de asiatiske gedehamse som nogle af de dyr, der skaber bekymring i flere europæiske lande.
Den asiatiske gedehams er med sine cirka 3 centimeters længde lidt mindre end den hjemmehørende stor gedehams (Vespa crabro), som bliver op til 3,5 centimeter.
Den asiatiske kæmpe-gedehams bliver til gengæld op til 4,5 centimeter lang.
»Den er stor og slem, og den vil man altså nødig stikkes af,« siger Lars Vilhelmsen, der er lektor og kurator på Statens Naturhistoriske Museum og forsker i hvepse.
»Men det, der får biavlerne til at bekymre sig særligt meget, er, at de går efter honningbier.«
Begge arter af de asiatiske gedehamse er dygtige jægere og øverst i insekternes fødekæde. De kan for eksempel finde på at hænge stille i luften og nedlægge bier, så snart de kommer ud af deres bo. De bier, der ikke bliver spist, kan altså sidde ‘indespærret’.
»I sidste ende kan det give udfordringer for kommerciel landbrug, hvis mange bestøvere bliver fordrevet eller spist,« siger Samuel Cushman.
I modsætning til andre arter på denne liste gælder det dog for begge gedehamse, at det ikke er et spørgsmål om 'når', men ‘hvis’ de etablerer sig i Danmark. I hvert fald for nu.
Den asiatiske gedehams kom til Europa for omtrent 20 år siden og blev etableret i Frankrig i 2005. Siden har den spredt sig så langt op som til Sydtyskland og det sydlige England.
I 2025 dukkede det første danske eksemplar op ved Kerteminde.
»Det var bare en enkelt strejfer, der kan være smuttet ind i en lastbil i Sydtyskland og forvildet sig ud på Fyn,« beroliger Lars Vilhelmsen.
Ifølge ham er den asiatiske gedehams formentlig ikke klar til at etablere sig i Danmark.
»Nu må vi se, hvordan klimaet udvikler sig, men jeg vil vurdere, at vores vintre generelt skal være mildere, for at den kan leve her på sigt.«
Det kan den asiatiske kæmpe-gedehams til gengæld. Den lever i det nordlige Kina og Japan, hvor klimaet er koldere, og vil formentlig have færre problemer med at overleve danske vintre.
Den asiatiske kæmpe-gedehams er dog stadig ikke registreret i Europa.
»Den etablerede sig kortvarigt enkelte steder i det vestlige Nordamerika, men de fik den slået ned. Så det kræver som sådan bare, at en befrugtet dronning finder vej med et containerskib fra Fjernøsten til en dansk havn,« siger Lars Vilhelmsen.
Kan vi standse dem ved grænsen?
Når man spørger forskerne, om man kan forhindre invasive arter i at komme til Danmark, er svaret det samme fra dem alle: Nej!
»Invasive arter er uundgåelige i en moderne verden. Vi transporterer for mange varer, hvor dyr og planter følger med,« siger Samuel Cushman.
»Vi mennesker dominerer og forandrer biosfæren så meget, at vi kalder det en helt ny tidsalder på Jorden: Den antropocæne æra. De invasive arter spredes overalt.«
Så spørgsmålet er altså ikke, hvordan vi forhindrer de invasive arter i at dukke op, men hvordan vi håndterer dem og holder dem nede, når de er her.
Hvad gør man, når de dukker op?
I havet kan det være særdeles svært at regulere invasive arter såsom asiatisk daddelmusling, når først de er dukket op.
»Det er meget begrænset, hvad man kan gøre. Det er praktisk taget umuligt at komme af med stillehavsøsters, der allerede har etableret sig. Og hvis det lykkedes, ville det være midlertidigt, for så kommer der bare nye larver sydfra,« siger K. Thomas Jensen.
For de landlige arter handler det om rettidig omhu, gerne i samspil med borgerne, påpeger Samuel Cushman.
»En af Danmarks styrker er, at der er så mange borgere, der er interesseret i ‘citizen science’, hvor de hjælper med at monitorere arter. Den arbejdskraft skal udnyttes,« siger han.
»Der findes allerede apps, hvor borgere kan rapportere, hvis de ser en invasiv art. Og så er det vigtigt, at staten og kommunerne har et beredskab til at rykke hurtigt ud.«
For eksempel har forskere anbefalet appen Arter til at registrere egeprocessionsspinderen. Appen, som blandt andre Statens Naturhistoriske Museum og myndighederne samarbejder om, bruger AI og forskellige eksperter til at hjælpe borgere med at genkende arter.
»Det handler simpelthen om at nakke rederne og slå dem ihjel hurtigst muligt. Det lykkedes de med i Seattle. Så hvis man finder et bo, skal man kontakte en skadedyrsbekæmper med det samme,« siger Lars Vilhelmsen om de invasive gedehamse.
Det samme gælder den invasive havemyre, som man ifølge Rasmus Stenbak Larsen bedst kan kende på, at der er flere dronninger uden vinger i samme bo, eller at flere myreboer hænger sammen over længere strækninger.
»Selvom invasive havemyrer har flyvemyrer, bruger de dem ikke, så de breder sig til fods ikke meget mere end 10-30 meter om året naturligt,« siger Rasmus Stenbak Larsen.
»Det er kun, når vi flytter den jord, myren lever i, at den spredes langt. Fordi den invasive havemyre har begrænset spredning lokalt, har vi en mulighed for at stoppe den lokalt. Men det kræver, at vi er heldige at opdage dem tidligt og gøre noget hurtigt.«
