I takt med at Jorden bevæger sig mod et klima, der ikke er set i flere hundrede tusinde år, skal vi rette blikket mod forhistoriske miljøforhold for at få et fingerpeg om, hvad der muligvis vil ske fremover.
Vores nye studie af to hvalfossiler med bevarede fragmenter af hajtænder peger på, at de nulevende efterkommere af disse dyr igen vil bevæge sig ud i den sydlige del af Nordsøen, mellem Storbritannien, Belgien og Danmark.
Klimaforandringerne kan genskabe de forhold, som gjorde det muligt for hvidhajens forfædre at jage i disse farvande.
Hvis vi ønsker viden om, hvordan dyr og andre organismer vil reagere på denne form for klimaforandringer, som vores planet oplever lige nu, har vi brug for viden om tidligere reaktioner på tilsvarende forandringer.
I naturbevarelsens tjeneste
Palæoøkologi, som er studiet af samspillet mellem organismer i den fjerne fortid, er gennem et par år blevet taget i brug i naturbevarelsens tjeneste.
Et eksempel på et tidligere havmiljø, som kan give os vigtig information, er den sydlige del af Nordsøen, som for få millioner år siden var beboet af store havdyr. I moderne tid har området haft en forholdsvis lav biodiversitet.
Men for omkring 4–5 millioner år siden var Nordsøen hjemsted for flere store hajarter, blandt andet den nu lokalt uddøde seksgællede haj (Hexanchus griseus) og en slægtning til den moderne hvidhaj.
Grønlandshajen levede i dette område, ligesom små rethvaler, en slægtning til hvidhvalen samt bardehvaler som eksempelvis finhvaler.
Området var også hjemsted for nu uddøde delfinarter, som for eksempel Pliodelphis doelensis, som var på størrelse med en almindelig delfin, samt marsvin og flere sælarter.
Mange af disse dyr, såsom alle hvalerne og sælerne og en del af hajerne, er nu uddøde. Andre, heriblandt mange andre hajer, er sidenhen flyttet til fjerntliggende oceaner.
Det lader til, at en omfattende udskiftning af hvalarter fandt sted i den sydlige del af Nordsøen i løbet af istiden i pliocæn-pleistocæn-epoken. De fleste små bardehvaler og andre hvalfamilier uddøde, blandt andet den art hvidhvalen tilhører.
Denne udskiftning kan meget vel have været skyld i, at de store hajer forsvandt fra Nordsøen. Blandt andet slægtninge til hvidhajen og de seksgællede hajer, som levede af de mindre hvaler.
Indimellem giver fossiloptegnelserne et glimt af tidligere relationer mellem arter. Det kan hjælpe forskere med en bedre forståelse af disse fødekæder, og hvordan forhistoriske økosystemer fungerede.
Bidemærker fra hajer på fossile knogler fra havpattedyr er relativt almindelige og afslører tidsintervaller, hvor to dyr interagerede. Det er dog ofte vanskeligt at identificere rovdyrarten.
Bidemærker OG tandfragmenter
Det er langt mere sjældent, at vi kan se bidemærker sammen med fossiliserede tandfragmenter, men det er netop, hvad vi fandt i to hvalkranier fra tidlig pliocæn (cirka 4-5 millioner år siden) i Nordsøen.
Det første af de to kranier tilhørte en lille, uddød rethval, som blev fundet af en far og søn med interesse for fossiler (Robert og John Stewart, der er medforfatter til denne artikel) i midten af 1980'erne i havnen i Antwerpen, Belgien.
Omkring 40 år senere blev kraniet doneret til Institut for Naturvidenskab i Bruxelles, hvor det blev identificeret af Olivier Lambert som ét af kun to fossile eksemplarer af Balaenella brachyrhynus, en lille rethvalsart, der kun er kendt fra Nordsøen.
Yderligere undersøgelse afslørede bidemærker på toppen af kraniet, og i ét af disse mærker fandtes et tandfragment fra en haj.
Angrebet af nu uddød makohaj
I vores studie blev tandspidsen med hjælp fra hajspecialisten Frederik Mollen og mikro-CT-scanning identificeret som en del af en underkæbetand fra en seksgællet haj (Hexanchus griseus), som i dag er almindelig i Middelhavet.
Placeringen af bidene peger på, at hvalen blev ådselædt, mens den drev rundt i havet med bugen opad.
Det andet kranium, som stammer fra en nær slægtning til den uddøde hvidhval Casatia thermophila, blev opdaget i begyndelsen af 1980’erne. Det blev fundet under udgravningen af en ny dok i Antwerpens havn af endnu et far-søn-team – Paul Gigase, der var patolog af profession, og hans søn Pierre.
I dette tilfælde blev hvalen, som også har bidemærker med spidsen af en hajtand indlejret, muligvis angrebet af en uddød makohaj, som er en slægtning til den nulevende hvidhaj.
Det ser ud til, at hajen, som forsøgte at skille hvalens hoved fra resten af kroppen, gik målrettet efter den ovalformede, oliefyldte vævsklump, der findes i panden foran kraniet på alle delfiner og tandhvaler, som bruges til ekkolokalisering.
Disse fossiler repræsenterer direkte bevis for, at slægtninge til nutidens hajer levede af disse hvaler. Selv hvis fossilbeviserne er begrænsede til to par dyr, er de håndgribelige eksempler på en sådan adfærd.
Alt er under forandring
Den igangværende biodiversitetskrise er direkte forbundet med klimaforandringerne og har (eller vil få) effekt på udbredelsen af havpattedyr.
Den globale opvarmning vil sandsynligvis især påvirke lavvandede havområder.
Den sydlige del af Nordsøen er ikke stor eller dyb nok til nutidens bardehvaler, som er større end deres forfædre og lever i Nordatlanten, såsom den nulevende rethval, pukkelhvalen og finhvalen.
Men varmere oceaner kan tiltrække delfiner og sæler og dermed også hvidhajer eller andre store havrovdyr.
I Nordsøen har forskere allerede observeret kortvarige ændringer i udbredelsen af marsvin og sæler. Nye sælkolonier er etableret langs kysten i den sydlige del af Nordsøen, og der har været pludselige udsving i antallet af marsvin, der årligt skyller op på belgiske strande.
Den fossile adfærd hos de forsvundne hvaler og hajer understreger, at alt er under forandring i Nordsøens økologi.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
