Der står Gert, midt i Netto, og han ved, han ikke kan flytte sig. Han prøver at løfte benet, men fødderne er som sømmet til gulvet. Ud af øjenkrogen ser han nogle mennesker og en ungarbejder stirre på ham.
Benene begynder at dirre på en gang nervøst og anspændt og samtidig slapt og magtesløst.
Ungarbejderen samler mod til sig, kommer over mod ham og siger med alvorlig mine:
»Nu skal du da vist have taget din brandert med udenfor, makker«.
Gert er min tidligere patient og har den neurologiske sygdom Parkinson. Han, og andre i samme situation, åbnede mine øjne for, hvor kompleks gang er – noget, de fleste af os tager for givet.
Cirka 9.000 gange om dagen sætter vi det ene ben foran det andet og tager et skridt uden at tænke over det.
Den første og tydeligste følelse, jeg selv fik, efter jeg begyndte at studere sygdomme, der forstyrrer evnen til at gå, var overraskelse. Det skete i forbindelse med min ph.d. i 2021.
For det viser sig, at gang er meget mere end en bevægelse af kroppen.
Det skal mere forstås som en samtale mellem hjernen og kroppen, som begge har brug for. Og når den ene fejler, så lider den anden også.
Jeg vil her dele mindst fem fascinerende egenskaber ved at gå, som i bedste fald vil give dig et nyt blik på de skridt, du tager ud i livet.
\ Serie: Fredagsessays
Artiklen er en del af serien Fredagsessays, hvor vi inviterer forskere til at fortælle om deres forskning i et nyt format. Emnet er frit, men der har været krav til værktøjerne.
Forskerne er blevet opfordret til at bruge narrative virkemidler: de eller deres informanter er hovedpersonerne, de reflekterer over en udvikling, de har gennemgået - én, vi andre potentielt kan spejle os i. Og de zoomer ind på scener og skriver til sanserne.
Ambitionen er at tilbyde en personlig fortælling med en videnskabelig overbygning, som i bedste fald efterlader dig opløftet - og måske endda med inspiration til at gøre noget anderledes i din hverdag.
Serien udkommer fem fredage over sommeren.
Bevægelse og hukommelse hænger sammen
I lang tid mente man, at det bevægelsesmæssige og hukommelsen ikke havde noget med hinanden at gøre.
Men studier af gang og Parkinson viser os noget andet.
Vi ved, at Parkinsonpatienters problemer med bevægelse først og fremmest skyldes tab af celler i hjernen, der har til opgave at producere dopamin.
Og i anden række tab af celler, der virker med transmitteren acetylcholin – især midt i hjernen.
Det er helt karakteristisk for Parkinson-patienter, at de ganske enkelt fryser fast i gulvet og står stille og løber på samme tid.
De har en foroverbøjet holdning og armene hænger stift ned langs siden på dem. De falder bagover, fordi de ingen balance har, og de braser henover deres egne fødder, fordi hovedet vil gå, men glemmer fødderne.
Desto klogere jeg er blevet på mekanikken, neurologien og æstetikken omkring at gå, jo tydeligere er det blevet for mig, hvordan Parkinson faktisk er et landkort over forbindelserne både i hjernen og mellem hjerne og krop.
\ Sproget er spækket med gå-referencer
Hvordan går det? Der er noget besnærende i at bemærke, at det, at gå, er så basalt, at vi, ikke engang i sproget, kan se os fri af det.
Nogle gange går det godt! Andre gange går det dårligt. Men uanset hvad, så går det altid. Det går op og det går ned. Det kan gå frem eller tilbage. Men det går. Tiden vandrer afsted, og vi følger med i små skridt eller med syvmilestøvlerne på.
Og man kan fortsætte tankegangen: gå i hundene, det gik op for mig, det gik rent ind, gå over i historien, gå agurk.
Vores gang er lige så unik, som vores fingeraftryk
Vi er vant til at tænke på gang som noget, der foregår i benene.
Og jo, det gør det skam også, men faktisk foregår det også hele vejen op og ned af ryggen.
Skulderbæltet og hoften bevæger sig i antiparallelle ottetaller henover hver enkelt gangcyklus, og derudover svinger vi også armene for at holde balancen, især hvis vi skal gå eller løbe hurtigt.
Ikke nok med, at alle de muskler, knogler og led skal koordineres konstant.
Uanset om vi er på vej op ad alteret mod vores kommende ægtefælle, eller om vi er på vej ud på toilettet på grund af madforgiftning, så gør vi det faktisk også på hver vores helt individuelle og unikke måde.
Så her har vores gang meget til fælles med vores ansigt eller fingeraftryk:
Den er helt vores egen.
Og derfor reagerer vi også med det samme, hvis ikke vi får lov at overholde vores egen rytme. Hvor irriteret bliver du, hvis du følges med nogen, der går hurtigere eller langsommere end dig selv?
Det føles fremmed og forkert.
Du kan selv prøve at rejse dig lige nu og gå lidt frem og tilbage med overkroppen og armene holdt lige ned langs kroppen. Det føles mærkeligt, gør det ikke? Der er noget, der ikke er rigtigt.
Det er faktisk nogenlunde sådan, det er at have Parkinson.
Sanser, du måske ikke kender, gør os i stand til at gå
Gang er afhængig af flere sanser. Blandt andet følesansen.
Vi tilpasser gangen efter underlaget – både det vi rent faktisk mærker, og det vi forventer at mærke.
Det sidste kender du sikkert selv, hvis du nogensinde har prøvet at tage et skridt ned ad en trappe og næsten snubler over dine fødder, fordi der var et trin mindre, end du regnede med.
En sans du måske ikke kender, er ledstillingssansen – den sans vi bruger til at afkode især vores arme, ben og hovedets placering i forhold til resten af kroppen.
Den er så vigtig for vores gang og balance, at den udgør en tredjedel af de nødvendige sanser, der skal til, for at vi kan holde os oprejst.
Og faktisk er den med til at adskille os fra andre dyr: Vi er det eneste pattedyr, der går på to ben.
Vand smager sødere, når vi er tørstige
To andre sanser, der også er afgørende, er ligevægtssansen (den, der bliver rundtosset, når vi snurrer rundt, og sidder inde i øret) og synet.
Sanserne sender information fra verden og ind i hjernen. Men det er hjernen, der fletter det hele sammen til én samlet oplevelse.
Og hjernen har præferencer, forstået på den måde, at visse sanser opleves anderledes afhængigt af, hvad vi foretager os.
For eksempel ’smager’ vand sødt i hjernen, hvis vi er tørstige. For at det kan lade sig gøre, er det derfor nødvendigt at styre informationsstrømmen.
\ Sammenhængen mellem gang, hjerne og sanser
1. At gå er en helhjerneaktivitet, hvor du benytter mange sanser
2. Hvis ikke hjernen er i stand til at integrere dine sanseindtryk, kan du ikke bevæge dig og går i stå
3. Din gangfunktion reguleres igennem den samme rytmegenerator, der styrer søvn og vejrtrækning.
Gangområdet i hjernen multitasker for fuld blæs
Især nogle bestemte, bittesmå områder i hjernen ser ud til at være særligt betydningsfulde for gang og balance.
Det er i et område af hjernestammen, som er placeret i bunden af kraniet og fungerer som en forlængelse af rygmarven. Rygmarven forbinder desuden hjernen med resten af kroppen.
I hjernestammen ligger ’gangområdet’ (lokomotor-region) – især i den lidt mindre afgrænsede del, kaldet den pedunculopontine nukleus (forkortes typisk PPN).
Det er en interessant del af hjernen, fordi den synes at samordne en masse ting, der ikke har noget med hinanden at gøre.
Den er blandt andet med til at organisere vejrtrækning, den er involveret i skiftet fra vågen til sovende, og så er den tilsyneladende enormt vigtig for gangen.
Det lyder måske som en masse funktioner og aktiviteter, der ikke har en pind med hinanden at gøre. Men det har de faktisk.
Den centrale stikkontakt
Tænk på det sådan her: Når du går fra at sove til at være vågen, er der store dele af din hjerne, der går fra at hvile til pludseligt at være meget aktive.
Her fungerer PPN som en lyskontakt og rytmegenerator, der aktiverer de mange dele af hjernen. Det er lidt det samme, der sker, når din opmærksomhed dirigeres fra én ting over mod noget andet.
Måske kender du følelsen af at læse i din yndlingsbog, høre din yndlingssang eller sidde i din yndlingsstol – og når du gør det, bliver din opmærksomhed dirigeret væk fra alt andet end lige dit syn, din hørelse eller følelsen af afspændte muskler.
Lige indtil et højt brag vækker dig og det føles som om, du ser, hører og sanser alt omkring dig på én gang. Det er PPN.
Og så er den fleksibel.
PPN – og dermed også resten af nervesystemet – er nemlig ligeglad med, om det du bruger til at gå, er dine ben eller dine arme på en kørestol: den neurologiske mekanisme er den samme.
Hjernen udfordres, når du går, og det skærper tankerne
På samme måde skifter hjernens aktivering afhængigt af, hvad du foretager dig - såsom hvis du går.
For eksempel opleves synet anderledes, når du går, end hvis du sidder - hjernen forudsiger, hvordan tingene omkring dig glider forbi, så du kan styre udenom dem.
Og når det sker, aktiveres store dele af din hjernebark, og tankerne skærpes.
Så hvis du har følelsen af at kunne tænke bedre, når du går en tur - så har du faktisk ret. I Parkinson er det netop evnen til at sammenkæde sanser til en samlet komposition, der følger sin egen rytme, bestemt af PPN, der synes at gå tabt.
Rytmer får Parkinsonpatienter til at gå
Det med rytmen skal i øvrigt forstås ret bogstaveligt – ligesom når du selv skal gå i en andens tempo.
Personer med Parkinson har på grund af en slidt PPN svært ved selv at generere en rytme. Noget kunne tyde på, det er derfor, de går i stå.
Når de til gengæld får lov at høre musik med en tydelig rytme, kan mange pludselig gå igen.
Det giver ro at gå
20 minutter før jeg skulle forsvare min ph.d. tilbage i 2024, begyndte jeg at gøre det, jeg altid gør, når jeg er nervøs: at gå frem og tilbage.
Noget i bevægelsen føles nødvendigt. Som om det vil kræve mere energi at stå stille, end at bevæge sig.
Faktisk gør jeg det altid inden store begivenheder. Især hvor jeg selv skal præstere. Fornemmelsen af en hel masse energi er sparet op og murrer rundt inde i kraniet, og det skal omsættes og ud.
Følelsen af, det løber under huden og spænder den ud, som om syningen – hvis man havde sådan en – ville blive spændt til bristepunktet. Og når jeg tænker på den følelse, så forstår jeg, hvordan Gert må have haft det.
Gert, der stod i Netto med den samme opflaskede energi, og to fødder, der ikke vil lystre. På overfladen rolig, men en ro, der af Parkinson-patienter er blevet beskrevet med et citat fra den skønlitterære klassiker ’En opiumdrankers bekendelser’ fra 1821:
»..en ro, der ikke [er] et resultat af inerti, men som et resultat af mægtige og lige store modsætninger; uendelig aktivitet, uendelig hvile«.
Så husk at være nysgerrig, hvis et menneske fryser fast. Eller ’går’ med sin kørestol. Vi har alle hver vores måder at gå på.
Og næste gang du går en tur for at få ro på tankerne, for at hvile hovedet, for at afreagere, så ved du nu: Det er ikke bare i overført betydning.
Hjernen og kroppen taler sammen, tankerne skærpes og sanserne skifter gear.
