Den banebrydende franske naturforsker, zoolog og palæontolog Georges Cuvier var den første, som i 1809 videnskabeligt beskrev de flyvende krybdyr. Han skrev:
»Af alle de væsener, hvis forhistoriske eksistens er blevet afsløret for os, [er de] de mest ekstraordinære«.
Denne usædvanligt mangfoldige og meget succesrige gruppe, som Cuvier kaldte pterodaktyler, og som i dag kaldes pterosaurer (flyveøgler), levede side om side med dinosaurerne i mere end 150 millioner år i områder omkring floder, søer, kyster og endda det åbne hav.
En del arter var ret små (ikke større end en due). Andre udviklede sig til flyvende giganter med vingespænd på over 10 meter.
Forskellige fra alle andre dyr, både nulevende og uddøde
Pterosaurer var forskellige fra alle andre dyr, både nulevende og uddøde.
Alligevel er en overraskende lang række fossiler blevet fejlidentificeret som pterosaurer, blandt andet et eksemplar af den tidligste fugl, Archaeopteryx, og et uddødt havlevende krybdyr, Tanystropheus, som havde usædvanligt lange halshvirvler ligesom nogle pterosaurer.
En af de mest berømte fejltolkninger fandt sted i 1939, da en palæontolog fra München ved navn Ferdinand Broili, beskrev en ny pterosaur, Belonochasma, baseret på, hvad der så ud til at være kæber med hundredvis af lange, fine tænder.
Flere årtier senere løftede Franz Mayr, som grundlagde Jura-museet i Eichstätt i Tyskland, sløret for, hvad disse rester var.
'Tænderne' var i virkeligheden gællefilamenter. Mere komplette fossiler, blandt andet rester af kroppen, viste uden tvivl, at Belonochasma faktisk var en fisk.
Tilbage i 1930'erne kunne der gå år, før publikationer blev bredt kendt, og årtier, før fejl blev rettet.
Dette møjsommelige tempo i forskningen betød, at fejltolkninger som regel havde begrænsede konsekvenser.
Det står i skarp kontrast til nutidens digitale verden. Nu er de fleste palæontologer opmærksomme på ny forskning inden for få dage, eller endda timer, efter udgivelsen og kan straks begynde at downloade datasæt, der inkluderer forskningen.
Denne hurtige spredning og genanvendelse af data (i palæontologi blandt andet om alder, geografisk placering og kropsstruktur) betyder dog også, at fejl kan sprede sig meget hurtigt.
Et højst usædvanligt fossil
I november 2025 beskrev et hold brasilianske palæontologer ledet af R.V. Pêgas fra Zoologisk Museum ved universitetet i São Paulo, hvad de mente var en ny pterosaur.
Bakiribu waridza blev fundet i 110 millioner år gamle lag fra tidlig Kridttid i Araripe i det nordøstlige Brasilien.
Dette meget usædvanlige fossil lod til at bestå af flere små fisk samt rester af ikke én, men to pterosaurer, hver repræsenteret af noget, der blev tolket som fragmenterede kæber plus hundredvis af fine tænder.
Pêgas og kolleger spekulerede i, at disse fossiler var lå i en klump forstenet dinosaur-opkast (en såkaldt regurgitalit), som var så stort at det kun kunne være produceret af et enormt rovdyr, måske en theropod-dinosaur af typen Spinosaurus.
Den nye Bakiribu blev ivrigt vist frem og tiltrak stor opmærksomhed, blandt andet med mange kunstneriske gengivelser og sin egen Wikipedia-side.
Men en gruppe af os, som studerer pterosaurer, blandt andre David Martill og Roy Smith fra University of Portsmouth samt Sam Cooper fra Stuttgart State Museum of Natural History, opdagede hurtigt en række forhold, der ikke stemte.
Ved at sammenligne vores omfattende samling af højopløselige digitale fotografier af pterosaur-fossiler med offentliggjorte billeder af Bakiribu, så det ud til, at dets 'tænder' ikke strakte sig symmetrisk langs begge sider af kæben, som det er tilfældet hos alle pterosaurer med tænder.
Tænderne manglede også rødder, som ellers altid findes i pterosaur-tænder.
Desuden lod der til at mangle strukturer som dentin (det hårde, mineraliserede væv, der udgør størstedelen af en tand) og dentintubuli (mikroskopiske, væskefyldte kanaler i dentin), som ellers er typiske for pterosaur-tænder.
Vi så også, at de knoglefragmenter, som sad ved de formodede kæber, ikke stemte overens med kraniedele hos pterosaurer, og at deres grove overflade ikke lignede den glatte knoglestruktur, man normalt ser hos pterosaurer.
Bemærkelsesværdigt ens
Så hvad var Bakiribu? David Martill kom i tanker om tilfældet med Belonochasma fra 1939, hvilket fik mig til at undersøge det oprindelige fossil i forbindelse med et besøg i München tidligere i år.
Det stod hurtigt klart, at Belonochasma og Bakiribu var bemærkelsesværdigt ens.
Ved at sammenligne Bakiribu med fossile rester af oldtids-buefinner fundet i de samme lag og ved hjælp af Sam Coopers ekspertise i fossiliserede fisk, kunne vi identificere Bakiribus formodede tænder som gællefilamenter og de tilhørende knoglestrukturer som gællebuer (strukturer, der understøtter gællerne).
Ligesom Belonochasma var Bakiribu-fossilet i virkeligheden en sammenklappet gællebue fra en stor fisk, bevaret sammen med to mindre fisk.
En artikel, der beskriver vores resultater, er netop blevet offentliggjort i Annals of the Brazilian Academy of Sciences.
Pêgas og hans kolleger, som er uenige i vores konklusioner, fik mulighed for at offentliggøre et svar i samme nummer af tidsskriftet, men valgte ikke at benytte sig af tilbuddet.
Fejl-identifikationer betyder mere i dag
Alle palæontologer (inklusiv mig selv) har fejltolket mindst ét fossil i løbet af deres karriere.
Mange fossiler er fragmenterede og ufuldstændige, og det betyder, at fejlidentifikationer næsten er uundgåelige.
Men i dag med hurtig international kommunikation er det endnu vigtigere, at sådanne fejl bliver påpeget så hurtigt som muligt. Heldigvis kan den digitale verden også hjælpe med dette.
Inden for fem uger efter den første præsentation af Bakiribu pegede vores team på muligheden for en fejlidentifikation ved at offentliggøre en ny fortolkning som en ikke-fagfællebedømt preprint-artikel. Og blot fem måneder senere blev vores fuldt fagfællebedømte artikel offentliggjort.
Den hurtige informationsspredning i den digitale verden har gjort, at denne påstand hurtigt er blevet tilbagevist.
Men der findes uden tvivl stadig mange andre fossiler, som er fejltolket, uden at det er blevet opdaget, og det vil utvivlsomt ske igen.
Når de først bliver opdaget, har vi dog heldigvis værktøjerne til hurtigt at verificere sådanne fejl og dermed begrænse deres konsekvenser for palæontologien.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
