Solformørkelser har betaget og bekymret os i årtusinder - fra mayaer til vikinger

Mørket er tungt og musikken anspændt, og lige pludselig titter en lille bue frem. Vi ser Månens nordpol og den yderste nordlige bue.

Mens den bevæger sig langsomt nedad, begynder vi at kunne skimte stjernen bagved.

Man kunne lokkes til at tro, at det var en solopgang, men det er faktisk en solformørkelse, som vises i åbningsscenen af filmklassikeren '2001: A Space Odyssey'.

Om få dage får vi mulighed for at opleve dette sjældne fænomen.

Over Danmark er der tale om en delvis mørklægning. Er man heldig at befinde sig i Spanien, i Island eller i det østlige Grønland vil det nærme sig Space Odyssey-stemningen, da Månen vil dække Solen fuldstændigt.

Men mon ikke vi andre også får brug for papbrillerne?

Som filmen lægger op til, har solformørkelser været betagende, bekymrende og inspirerende for os mennesker lige fra begyndelsen.

Nogle har betragtet det som et dommedagsvarsel, andre som guddommelig indblanding og atter andre som en matematisk konstruktion af omløbsbaner.

Men hvorfor har det været så væsentligt for os? Og hvordan har det præget vores forskellige verdensforståelser?

Lad os se på nogle nedslag i historien for at komme sagen nærmere.

Et varsel om verdens undergang

Den formørkede sol har været fascinerende for mennesket i årtusinder, og fortællinger om den lever fortsat.

For vikingerne ville verdens undergang, Ragnarok, sparkes i gang, når ulvene Skoll og Hati åd Solen. Der hersker dog bred uenighed om, hvorvidt der er tale om en solformørkelse, eller om der er hentet inspiration fra vulkanudbrud på Island.

I det mytiske digt Ældre Edda fremgår det, at tilstanden vil vare under hele dommedagsslaget, altså »sort bliver solskin somrene efter«.

Det vides dog, at en total solformørkelse fandt sted i 810 e.v.t. Større områder af Skandinavien har oplevet dette som en fuld mørklægning - en blandt flere solformørkelser, som forekom under vikingetiden. Mon den formørkelse har været inspirationskilden?

Mayaernes forudseenhed

Længere vestpå har man forudsagt solformørkelser med overraskende nøjagtighed.

Af de fire overlevende tekster fra maya-tiden i Mellemamerika (ca. 800 f.v.t.-1530 e.v.t.) er 'Dresden Codex' den ene.

Den indeholder grundige astronomiske overvejelser, herunder månecyklussen og forekomsten af sol- og måneformørkelser.

Mayaerne mente, at solformørkelser skyldtes en ubalance i kosmos, der medførte, at Månen (ofte afbildet som en slange) åd Solen. Til trods for dette var de udmærket klar over, at fænomenet fremkom med jævne mellemrum.

Uden teleskoper eller kendskab til rummets geometri og kun ved hjælp af matematiske metoder var mayaerne i stand til at forudsige samtlige solformørkelser mellem år 350 og 1150 e.v.t. med en nøjagtighed på et par timer.

Solformørkelse og korsfæstelse

Også kristne og muslimske skrifter omtaler astronomiske fænomener, som forskere har forsøgt at faktatjekke.

Af Bibelen fremgår det, at korsfæstelsen af Jesus fandt sted en fredag i den jødiske højtid Pesach og under Pontius Pilatus’ regeringstid. Derfor kan vi indsnævre begivenheden til to mulige datoer: 7. april år 30 e.v.t. og 3. april år 33 e.v.t.

Der opstår dog uenigheder om tidspunktet i Det Nye Testamente. Både Markus og Matthæus beskriver tre timers mørke over hele landet under hændelsen.

Matthæus omtaler også jordskælv undervejs. Lukas 23:44-45 angiver, at »Solens lys fejlede«, og i nogle gamle græske udgaver af Lukasevangeliet bruges udtrykket »tou heliou eklipontos« - som bogstaveligt betyder »Solen var i formørkelse«.

Vi ved, at en solformørkelse var synlig over Jerusalem i år 29 e.v.t., men på grund af den særlige geometri i vores solsystem kan en solformørkelse umuligt vare hele tre timer. Derudover er Pesach bundet til månekalenderen, og det fremgår, at der har været fuldmåne under korsfæstelsen. En solformørkelse kræver nemlig, at der er nymåne.

I 1983 fremlagde to forskere fra Oxford University en anden teori.

Der kan umuligt have været en solformørkelse ved Pesach, men faktisk er de geometriske omstændigheder helt perfekte for en måneformørkelse, hvor Jorden skygger for Solens lys, og Månen derfor bliver rødlig i farven (sommetider kaldt en blodmåne).

Af NASA’s arkiver fremgår det, at en måneformørkelse fandt sted over området netop 3. april år 33 e.v.t.

Det er dog tvivlsomt, hvorvidt den var synlig midt på højlys dag, og om den havde skabt det store og spektakulære mørke, der er beskrevet i Det Nye Testamente.

Denne forklaring forener dele af Bibelens beskrivelser med astronomiske hændelser, men det endegyldige svar mangler fortsat.

Muhammads solformørkelse

Forskere har regnet sig tilbage til en solformørkelse, som fandt sted i januar år 632 e.v.t., og som har særlig relevans for islamisk historie.

Islamiske religiøse tekster beskriver dødsfaldet af Muhammads yngste søn Ibrahim, som gik bort i en alder af atten måneder.

Muhammad angives som værende ved at kvæles i sorg, og da der samme dag var en solformørkelse synlig over Medina, løb der hurtigt rygter om, at man var vidne til Guds kondolence.

Muhammad benægtede på det kraftigste, at solformørkelsen skulle være sket i forbindelse med hans sorg eller som følge af menneskelige handlinger. Det kom til udtryk i Salat al Kusuf, en særlig bøn, som stadig bruges af muslimer under solformørkelser:

»Solen og Månen går ikke i formørkelse grundet et menneskes liv eller død. Når du ser en formørkelse, bør du bede og mindes Gud.«

Alligevel er hændelsen i år 632 opkaldt efter ham. Man betegner den nu ‘Muhammads solformørkelse’.

Moses og Farao

I 2. Mosebog beskrives ti guddommelige straffe, der rammer Egypten.

Den niende af plagerne, som også er blandt de mest kendte, var mørke over landet i hele tre dage.

Der findes ingen entydig forklaring på, hvad mørket skyldtes. Og der er grund til at betvivle, om det overhovedet fandt sted.

Forskere har forsøgt at præcisere hændelserne beskrevet i 2. Mosebog ved at antage, at en solformørkelse 5. marts år 1223 f.v.t. gav anledning til mørket.

Som nævnt tillader Solsystemets geometri slet ikke, at en solformørkelse kan vare i hele tre dage.

Heldigvis.

Faktisk kan Månens særlige placering foran Solen, hvor alt lys blokeres, maksimalt vare syv et halvt minut. Måske har man pyntet lidt på historien, eller måske må vi ud og lede efter andre forklaringer.

Uanset om man har koblet det sammen med dommedag, videnskab eller en guddommelig straf, har sol- og måneformørkelser fascineret os længe. Måske har det endda skabt undren, før vores art blev til, som filmen Space Odyssey lægger op til.

Man kan derfor konkludere, at lysten til at samles udenfor, være vidne til et fantastisk naturfænomen og overveje sin placering i universet er noget, mennesker har gjort i tusindvis af år.

Måske burde vi gøre os de overvejelser noget oftere.