Italienske Gianni Infantino har i et årti været en af fodboldens mest magtfulde mennesker som præsident for det internationale fodboldforbund FIFA.
Han har en mærkelig position i verdenssporten: han er en af de mest kritiserede personer i international idræt, og samtidig en af de mest sikre på sin post.
De seneste uger er han blevet kritiseret fra alle sider for sine planer om at sælge ud af de kommercielle rettigheder til VM. Men meget taler for, at han klarer sig igennem krisen og bevarer sin magt – præcis som han har gjort før.
Hvordan kan det lade sig gøre? Hvorfor falder han ikke, når det virker som om, alt brænder omkring ham?
Som forsker i sportens politiske magtspil vil jeg pege på tre centrale mekanismer, der hjælper med at forklare Infantino‑fænomenet. De handler om:
- Hvem Infantino taler til, når han skal sikre sin position.
- Hvordan han håndterer kritik ved at tilbyde mere fodbold.
- Hvordan han gør modstand til brændstof for endnu mere magt.
To vigtige begreber: soft power og sportswashing
Inden vi går videre, vil jeg forklare to begreber, som fylder meget i debatten om FIFA: soft power og sportswashing.
Soft power blev oprindeligt udviklet af den amerikanske forsker Joseph Nye og handler om en stats eller organisations evne til at forme andres præferencer gennem tiltrækning og indflydelse frem for gennem militær magt eller økonomisk pres.
Det sker via kultur, værdier, diplomati og i høj grad sport, hvor man forsøger at skabe goodwill, positive associationer og politisk indflydelse gennem et attraktivt image.
Sportswashing opstod som et kritisk slagord brugt af journalister til at beskrive situationer, hvor stater eller magtfulde aktører bruger sport til at aflede opmærksomhed fra krænkelser af menneskerettigheder, autoritær styring eller korruption.
Et af de mest omtalte eksempler er VM i fodbold i Qatar 2022, hvor værtslandet blev beskyldt for at bruge turneringen til at forbedre sit internationale image, samtidig med alvorlig kritik af behandlingen af migrantarbejdere og manglende demokratiske rettigheder.
Senere er sportswashing blevet udviklet som analytisk redskab i forskningen. Der findes dog ikke én entydig definition. Forskellige forskere understreger forskellige aspekter.
Infantino står midt i det her landskab. Han leder en organisation, der både er en af verdens stærkeste soft power‑maskiner og et tilbagevendende eksempel i sportswashing‑debatten. Både når det gælder valg af værtslande, håndtering af menneskerettigheder og måden, FIFA kommunikerer sin egen rolle i verdensfodbolden.
Når vi ser på hans aktuelle krise, giver det derfor mening at læse den ind i netop dette krydsfelt mellem soft power og sportswashing.
Mekanisme 1: Infantino taler til dem, der stemmer – ikke til os
Mange fans og medier taler om fodbold som ’folkets’ sport, noget der bør tilhøre fans, lokalklubber og landshold, ikke toppen af internationale forbund.
Men Infantino er ikke afhængig af, hvad vi som tilskuere mener. Han er afhængig af stemmerne fra de 211 nationale fodboldforbund, der udgør FIFA.
Når han lover flere VM‑pladser til Afrika og Asien, større udviklingsmidler til små forbund og flere turneringer, taler han direkte til dem, der bestemmer hans politiske skæbne.
Et nationalt forbund kan være dybt bekymret over menneskerettigheder i et værtsland, men det kan samtidig være økonomisk og sportsligt afhængigt af FIFA.
Samtidig har Infantino gennem FIFA Forward‑programmet og planerne om nye kommercielle selskaber lovet markant øgede udviklingsmidler til medlemsforbundene, med ekstra milliarder af dollars til baner, talentarbejde og landsholdsaktiviteter som en gylden mulighed for dem, der stemmer på ham.
I praksis betyder det, at Infantino kan være upopulær i Europa og i den bredere offentlighed, men stadig have solid opbakning blandt de forbund, der stemmer.
Det er klassisk organisationslogik. Man prioriterer den indre kreds frem for det ydre image.
Når Infantino vil bevare magten, har han først og fremmest øjnene rettet mod de forbund, der skal stemme på ham ved næste valg, og ikke mod, hvad aviserne skriver i Europa eller stemningen blandt fans på stadion og sociale medier.
Det er den første nøgle til at forstå, hvordan han kan overleve krise efter krise. Han spiller først og fremmest for et internt publikum, ikke for ’folkets sport’.
UEFA mod FIFA: moral eller magtkamp?
Den aktuelle konflikt mellem FIFA og UEFA om salget af fremtidige VM‑rettigheder til en ny FIFA‑kommerciel enhed illustrerer netop denne logik.
FIFA‑præsident Gianni Infantino har for nylig lanceret en plan om at etablere et selskab, hvor eksterne investorer kunne købe sig ind i rettighederne til kommende verdensmesterskaber og andre turneringer. Planen har mødt kraftig modstand fra europæiske UEFA og flere andre forbund og er siden blevet skrottet.
UEFA har ligefrem truet med at boykotte FIFA‑turneringer og har offentligt advaret om, at planen ’sælger fodboldens sjæl’ til private investorer.
Men bag retorikken ligger også meget konkrete interesser: Champions League og de europæiske klubturneringer er økonomiske guldminer, som UEFA har stærk interesse i at bevare kontrollen over.
Hvis FIFA via et kommercielt selskab fik endnu større greb om de globale rettigheder og pengestrømme, kunne det på sigt svække UEFAs egen position og forretningsmodel. Når UEFA kritiserer FIFA, handler det derfor ikke kun om moralske værdier, men i høj grad også om at forsvare egne økonomiske monopoler.
Det gør det mindre sandsynligt, at kritikken i sig selv fører til grundlæggende forandringer. Den er lige så meget en del af et magtspil mellem to kommercielt stærke aktører som et opgør med systemet.
Den aktuelle konflikt viser altså både Infantinos strategi og UEFAs modstrategi, og understreger, at kampen om ’sjælen’ i fodbold i høj grad også er en kamp om penge og kontrol.
Mekanisme nr. 2: Mere fodbold som svar på kritik
Så er vi nået til mekanisme nummer to i Infantinos magtudøvelse. Når FIFA kritiseres for alt fra korruption til sportswashing, er Infantinos svar ofte enkelt: mere fodbold, flere kampe, større turneringer.
Det lyder populært – hvem vil ikke have mere fodbold?
Men det er også en effektiv måde at flytte fokus fra kritiske spørgsmål om værtskaber og governance til konkret sport og nye muligheder for deltagelse og indtjening. Samtidig fungerer det som en belønning til de forbund, der støtter ham.
Eksempelvis sagde Infantino efter sit genvalg i 2023, at der var brug for »way more football and not less competitions«, og præsenterede samtidig både den udvidede VM‑slutrunde og en ny klub‑VM med 32 hold som en »fantastisk mulighed« for flere lande og klubber verden over.
Her bruger Infantino grundlogikken i sportens soft power: hvis du kan knytte dig til drømmen om at spille VM, få større eksponering eller flere midler til anlæg og talenter, bliver det sværere for folk at sige nej. Også selv om de har betænkeligheder.
Det gør kritikken fra fans og medier vigtig, men ikke nødvendigvis afgørende for de politiske beslutninger.
Mekanisme nr. 3: Konflikten kan bruges aktivt
En tredje forklaring på, at Infantino står så stærkt, er, at kritikken ikke kun svækker ham. Den kan også bruges aktivt. Den bliver til en ressource, der kan bruges til at samle resten af verden bag ham i opposition til Europa.
Når europæiske medier, store klubber og politikere kritiserer FIFA, kan Infantino positionere sig som den, der forsvarer ’den globale fodbold’ mod en europæisk elite, der vil bestemme.
Han kan tegne et billede af, at kritikken handler om magtkamp mellem rige, europæiske topklubber og resten af verden, og dermed samle opbakning i de forbund, der føler sig overset.
Det har vi blandt andet set i hans tale før VM i Qatar 2022, hvor han kaldte europæisk kritik »hyklerisk«, opfordrede Europa til at »undskylde for de næste 3.000 år« og præsenterede sig selv og FIFA som dem, der forsvarer resten af verden mod en moraliserende europæisk elite.
Han kan skabe en fortælling om, at kritikken handler om magtkamp mellem rige og fattige forbund, mellem Europa og resten af verden.
Jeg forsker i samspillet mellem sportswashing og soft power. Og jeg har netop arbejdet med, hvordan kritik af store sportsbegivenheder ikke kun kan skade værter og organisationer.
Den kan også bruges til at mobilisere støtte internt ved at tegne et billede af ’os mod dem’.
Den proces beskriver jeg som reverse sportswashing: når kritik udefra vendes til et argument for sammenhold og loyalitet indefra, og dermed ender med at styrke dem, der kritiseres, i stedet for at svække dem.
Infantino er dygtig til at spille på de spændinger. Jo mere konflikt, der er mellem europæisk fodbold og FIFA, jo lettere er det for ham at bygge loyalitet i andre regioner, der føler sig overset eller underrepræsenteret.
Fans og medier har magt, men den er indirekte
Betyder det, at fans og journalister er uden betydning? Nej. Offentlig kritik kan:
- gøre det politisk dyrere for demokratiske regeringer at støtte problematiske værtskaber
- presse sponsorer til at ændre strategi
- påvirke nationale forbund, som DBU, der frygter omdømmetab
Men det er vigtigt at forstå, at kritik sjældent rammer Infantino direkte.
Kritikken bevæger sig gennem flere led: fra fans og medier til politikere, sponsorer og forbund, og først derefter, i bedste fald, til FIFA‑toppen. Det er derfor, vi kan have massiv offentlig modstand mod FIFA og Infantino, samtidig med at den interne støtte i organisationen består.
Det er også derfor, vi ser situationer, hvor VM‑værtskaber og FIFA‑beslutninger er voldsomt upopulære i den brede befolkning, men alligevel gennemføres uden større interne konsekvenser for ledelsen.
Den nuværende konflikt mellem FIFA og UEFA, som du kan læse om i faktaboksen længere oppe, viser også, hvor begrænset det reelle handlerum kan være.
Selvom kritikken er hård i ord, er begge parter dybt afhængige af hinanden økonomisk og sportsligt.
UEFA har brug for FIFA‑turneringer, og FIFA har brug for de europæiske klubber og deres stjerner. Det gør det mere realistisk, at konflikten ender i et kompromis om fordeling af indtægter, end i en egentlig reform af verdensfodboldens magtstruktur.
Med andre ord er både Infantino og hans kritikere bundet til det samme system, og det begrænser, hvor langt kritikken kan flytte magtbalancen.
Hvad betyder det for fremtiden?
Infantino er derfor ikke bare en ’skurk’ i en klassisk sportsdramatisk fortælling. Han er også et produkt af et system, hvor fodboldens globale vækst, økonomi og politiske magt er flettet tæt sammen.
Hans måde at overleve kriser på siger noget grundlæggende om sportens rolle som soft power‑instrument og om, hvordan sportswashing og reverse sportswashing er blevet en fast del af det politiske værktøjssæt i international fodbold.
Vil man ændre systemet, er det ikke nok at skifte personen ud. Man er nødt til at diskutere hele den måde, FIFA og internationale sportsorganisationer fordeler magt, penge og stemmer på, og hvilken rolle fans, spillere og nationale forbund skal have i det fremtidige fodbolddemokrati.
Ellers vil den næste FIFA‑præsident stå med mange af de samme værktøjer, som Infantino i dag bruger til at overleve kriser, og historien om 'den mest kritiserede, men mest sikre mand i fodbolden' vil gentage sig.
