København versus Tjernobyl: Klimaforandringer versus atomkraft

Det skulle egentlig bare have været en rutinemæssig nedlukning af den ene af værkets fire reaktorer. Men noget gik helt galt den nat for knap 25 år siden på det sovjetiske atomkraftværk i Tjernobyl.

Da en lille gruppe ingeniører og teknikere natten mellem den 25. og 26. april 1986 var i gang med at lukke reaktor 4 ned, kom kernen ud af kontrol, og der opstod en voldsom eksplosion, som blæste hul i taget på reaktoren.

Som følge af eksplosionen blev radioaktivt materiale sendt ud over området, og i dagene efter ulykken blev der ved med at sive store mængder radioaktivt materiale ud fra den ødelagte reaktor. Følgerne var katastrofale.

Selv om kun nogle få mennesker døde umiddelbart efter ulykken, har flere tusinde mennesker efterfølgende fået cancer som følge af det radioaktive udslip, og mere end 350.000 mennesker er blevet tvunget til at forlade deres hjem. Den store spærrezone omkring Tjernobylværket er i dag et spøgelsesagtigt, ubeboet område – klassificeret som et af verdens mest forurenede områder.

Risikosamfundet

Få måneder efter ulykken på atomkraftværket i Tjernobyl udgav den tyske sociolog Ulrich Beck sin nu verdensberømte bog: ’Risikosamfundet. På vej mod en ny modernitet’.

I forordet til bogen skriver Beck, at sammenlignet med Tjernobyl kommer hans analyser i bogen til at fremstå som en flov beskrivelse af virkeligheden. Atomkraft bliver for Beck et kerneeksempel på de nye risici, som vores industrielle levevis fører med sig – risici, som varsler overgangen til et nyt samfund: Risikosamfundet.

Her 25 år efter Tjernobyl er risiciene ved atomkraft tilsyneladende ved at være glemt i Europa. Eller måske er Tjernobyl ikke glemt, men har bare måttet vige pladsen for andre risici, som opfattes som mere påtrængende.

Nye forskningsresultater fra Dansk Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet peger nemlig på, at den megen opmærksomhed, som klimaændringerne har fået gennem de seneste år har sat en ny dagsorden for europæernes risikobevidsthed og teknologiforståelse.

Risikoen for ulykker på atomkraftværker med efterfølgende udslip af radioaktivt materiale er på ingen måde elimineret, og der er stadig problemer med slutdeponeringen af atomaffaldet. Alligevel opfattes atomkraft nu ikke længere alene som en problematisk teknologi. I stigende grad ses atomkraft også som en mulig løsning på problemerne med den globale opvarmning.

A-kraft er for mange i dag et muligt element i en klima- og energipolitisk indsats, der skal håndtere de komplekse risici for oversvømmelser, cykloner, tørke, hungersnød, klimaflygtninge og tropesygdomme, som den globale opvarmning fører med sig.

Opmærksomheden på disse nye klimarelaterede risici kulminerede omkring det meget hypede, skønt resultatmæssigt pauvre topmøde i København i december 2009. Man kan derfor sige, at København i de seneste år har overskygget Tjernobyl.

Hvad viser tallene?

Ser man på tallene, så er forventningerne til atomkraft stadig afmålte sammenlignet med andre moderne teknologier. Men siden 1999, hvor Europakommissionens serie af Eurobarometre første gang undersøgte borgernes holdninger til atomkraft, har der været en tydelig stigning i andelen af europæere, der er positive overfor atomkraft.

I den seneste Eurobarometerundersøgelse, der lige er udkommet, og som bygger på målinger fra 2010 blandt 32.000 europæere, ser man for første gang, at der er lige så mange optimister som pessimister i forhold til a-kraftens fremtidige potentiale.Den danske udvikling er parallel med den europæiske, men forventningerne til atomkraft er dog lavere her end det europæiske gennemsnit.

Således mente 31% af danskerne i 2010, at atomkraft vil have en positiv indvirkning på samfundet over de næste 20 år, mens 40% mente, at atomkraft vil have en negativ indvirkning. 24% mente, at atomkraft ingen indvirkning vil have, mens 5% svarede ’ved ikke’ på spørgsmålet.

Københavnseffekten

Det man kunne kalde Københavnseffekten, altså den stærkt øgede risikobevidsthed i forhold til klimaforandringer og den deraf følgende øgede opmærksomhed på energiteknologier, afspejles klart i europæernes syn på solenergi og vindenergi.

Europæerne har generelt store – og stigende – forhåbninger til disse teknologier. Henholdsvis 87% og 84% af europæerne var i 2010 optimistiske omkring mulighederne i solenergi og vindenergi. Og optimismen er specielt stor i Danmark: 96% af danskerne mener således, at sol- og vindteknologier vil have positiv indvirkning på vores samfund.

Så sol og vind skal stadig ind, som den ene del af atomkraftmodstandernes gamle slogan lød, mens den anden del – »Hvad skal væk? Barsebäck!« – tilsyneladende ikke er in mere.

Nye menneskeskabte risici

Denne udvikling er også interessant i forhold til Ulrich Becks teori om risikosamfundet. Som vi kort har været inde på, er det Becks tanke, at vi fra 1960’erne og frem gradvist har forladt det klassiske industrisamfund til fordel for det, han kalder for risikosamfundet.

Risikosamfund er samfund, der dels producerer en ny type risici, og dels sætter de nye risici i centrum for den politiske debat og for samfundsudviklingen. Det er ofte svært at afgøre, om risiciene er virkelige eller blot opfattes sådan.

Men, om de er det ene eller det andet, gør ifølge Beck ingen forskel i forhold til deres samfundstransformerende kraft. Fælles for de nye risici – atomkraft, genteknologi, global opvarmning, globale finanskriser, terror mv. – er, at de er menneskeskabte, uberegnelige og har en global karakter.

Bivirkninger ved den industrielle levevis

De nye risici må ifølge Beck forstås som bivirkninger – eller som han kalder det: uintenderede følgevirkninger– ved vores industrielle levevis. Industrisamfundet har ikke bare haft enorm succes med at bekæmpe nød og materiel elendighed – det har også frembragt nye risici.

Dette er sket, uden at man har villet det, bag om ryggen på industrisamfundets aktører. Atomkraft er på mange måder et højdepunkt i den industrielle udvikling, og Tjernobylkatastrofen kan derfor ses som et symbol på overgangen til risikosamfundet.

Med Tjernobylulykken så man for alvor det destruktive potentiale i de nye menneskeskabte risici. Man oplevede også den generaliserede usikkerheds genkomst – altså gensynet med den usikkerhed, som vi fra oplysningstiden og frem ellers gradvist, succesfuldt havde bekæmpet med videnskab, industrialisering, rettigheder, forsvarsalliancer, forsikringer, velfærdsordninger osv.

Og Tjernobylkatastrofen kom da også umiddelbart til at virke som en katalysator for modstanden mod atomkraft i Europa i slut 80’erne, med nye atomkraftpolitikker i blandt andet Tyskland til følge.

På vej mod risikosamfund version 2.0?

Den seneste udvikling i europæernes holdning til atomkraft tager sig umiddelbart ud som en svækkelse af Becks teori om risikosamfundet. Men ser man nærmere efter, er der meget i den seneste Eurobarometerundersøgelse, der støtter Becks teser.

Europæerne forestiller sig nemlig ikke, at atomkraft og andre energiteknologier i sig selv kan redde os ud af problemerne med den globale opvarmning – der må også livsstilsændringer til. Blikket er ikke længere alene rettet mod arbejdspladser og økonomisk vækst. Europæerne er tilsyneladende villige til at tilsidesætte økonomisk vækst til fordel for at bekæmpe risiciene fra den globale opvarmning.

I hvert fald er 64% af europæerne enige i et udsagn om, at »for at bremse klimaændringerne og den globale opvarmning er vi nødt til at ændre vores måde at leve på, også selvom det indebærer lavere økonomisk vækst«.

Samtidig tilslutter kun 26% sig et udsagn om, at «man vil finde en teknologisk løsning, der kan standse klimaændringerne og den globale opvarmning, så vi kan fortsætte med at leve på samme måde og fortsætte den økonomiske vækst«.

Så selv om tilslutningen til atomkraft er stigende blandt europæerne, er man altså samtidigt klar over, at atomkraft ikke alene kan være løsningen på klimaudfordringerne.

Vi styres ikke af irrationel angst

Når europæerne i dag ser mere positivt på atomkraft, kan det forklares med en øget risikobevidsthed i forhold til den globale opvarmning. Der ligger således en bevidst eller ubevidst risikoafvejning bag den nye mere positive holdning til atomkraft.

Eurobarometerundersøgelsen viser netop, at det ikke er irrationel angst, der får offentligheden til at afvise visse teknologier og omfavne andre. Der er tværtimod en systematisk sammenhæng mellem borgernes evaluering af teknologiers nytte, risici og etiske implikationer på den ene side og deres opbakning til eller afvisning af teknologierne på den anden side.

Når europæernes syn på de fremtidige muligheder i nanoteknologi, bioteknologi og IT er faldende i perioden fra 2005 til 2010 kan det blandt andet skyldes, at disse teknologier har været italesat som vækstteknologier – med øget forbrug, ressourcehugst og klimauansvarlighed som negative medbetydninger.

Københavns udmanøvrering af Tjernobyl vidner tilsyneladende om, at europæerne tager ansvar for de nye risici. Udviklingen peger også på, at vi med Becks terminologi er på vej mod risikosamfund version 2.0. I risikosamfund 2.0 er ’de nye risici’ ikke bare ’nye risici’, der for enhver pris må undgås. I stedet opleves nogle ’nye risici’ som farligere end andre.

Og man kan man opleve det fænomen, at borgere ønsker at bekæmpe nye risici med teknologier, som de ved indbefatter andre, nye risici. Det, der står tilbage, er så spørgsmålet, om dette fænomen skyldes en ny modenhed eller en ny afmagtsfølelse blandt borgerne i risikosamfundet.

Det er i spændingsfeltet mellem rationelle risikokalkuler og overvældende angst for klimaforandringer, at man skal finde begrundelserne for den ændrede holdning til atomkraft.