I efteråret 2020 blev jeg kontaktet af Nationalmuseet i Stockholms feltarkæologiske afdeling; en gruppe, som er kendt som 'Arkæologerne'.
De var i gang med at udgrave en vikingebosættelse ved Viggbyholm lige nord for Stockholm.
I løbet af en rutinemæssig eftersøgning med metaldetektor var arkæologerne stødt på et meget spændende fund: Sølvsmykker, blandt andet 8 sølvhalskæder, og 12 mønter, som altsammen lå fint pakket ind i et stykke stof gemt i en krukke.
Med andre ord, en ægte vikingeskat.
Jeg er professor i numismatik, som er videnskaben om mønter, hvis resultater indgår i historisk og arkæologisk forskning.
Jeg har brugt lang tid på at blive ekspert i mønter, så jeg blev tilkaldt for at hjælpe dem med at lære mere om den spændende opdagelse.
Det viste sig at være et meget interessant fund.
Sjælden mønt fra vikingetidens Normandiet
De fleste af mønterne var mønttyper, som vi regelmæssigt ser i Sverige: engelske, bayerske, bøhmiske (tjekkiske) og islamiske mønter samt efterligninger af islamiske mønter.
Men én af mønterne var højst usædvanlig.
Blandt smykkerne og mønterne fandt arkæologerne en normannisk mønt fra slutningen af det 10. århundrede.
Det er kun anden gang, at man har fundet en normannisk mønt i Sverige, og det er også meget sjældent, at man støder på dem i resten af Skandinavien.
Det er egentlig lidt overraskende. Hertugdømmet Normandiet blev skabt, da Karl 3. (Karl den Enfoldige eller Karl den Ærlige), konge af Det Vestfrankiske Rige (en forgænger for nutidens Frankrig), forærede vikingehøvdingen Rollo lidt jord i 911.
Ikke set siden det 18. århundrede
Man ville forvente, at denne affiliation (tilknytning) ville føre til en tilstrømning af normanniske mønter i Skandinavien, men det var tydeligvis ikke tilfældet.
Måske er årsagen, at de nyligt bosatte vikinger havde lært at blande kobber i sølvmønterne af deres frankiske naboer. Deres skandinaviske slægtninge var dog kun interesserede i sølvmønter af høj kvalitet som de engelske, tyske og islamiske.
Men det er ikke det eneste, som gør den nyopdagede normanniske mønt interessant.
Mønten viste sig at være af en slags, der ikke var set siden det 18. århundrede. Flere forskere har betvivlet selve eksistensen af denne type mønt, og de hævder endda, at optegnelsen fra det 18. århundrede er en fejlfortolkning.
Men skatten ved Viggbyholm beviser, at de tager fejl. Denne slags mønt eksisterede, så det svenske fund bidrager til vores viden om Frankrigs historie.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Vikingemønter i Sverige
I øjeblikket arbejder jeg tæt sammen med arkæologerne for at fortolke skatten.
Mønten røber, at den skal dateres til de sidste år af det 10. århundrede.
Alle mønter er omdannet til smykker, monteret som vedhæng. Skatten blev meget omhyggeligt anbragt til sikker forvaring i et hus.
Det afslører, at Viggbyholm-skatten tilhører en kategori af skatte, der er opbevaret af særlige årsager, måske et ritual af den slags, som vi ikke kender de eksakte detaljer omkring endnu.
Faktisk skiller den sig ud fra den gennemsnitlige vikingeskat i Sverige.
Ligesom skatten fundet ved Viggbyholm består skattene almindeligvis af en blanding af mønter og andre sølvgenstande, hvor mønterne er af forskellig oprindelse.
Men i modsætning til Viggbyholm-skatten er der ofte flere hundreder eller endda tusinder mønter og genstande.
Blot sølvstykker blandt andre sølvgenstande
Mønter, smykker og sølvstænger blev desuden ofte skåret i stykker. De blev bøjet og hakket med knive for at tjekke konsistensen - godt sølv er blødt.
Det skyldes, at vikingerne ikke brugte mønter som mønter, de brugte dem som sølvbarrer baseret på deres vægt.
De fleste af mønterne er udenlandske.
Når mønterne først havde forladt deres hjemland, hvad enten det var fra England, Tyskland, Mellemøsten eller Centralasien, var deres faste værdi faktisk ikke længere garanteret.
I Sverige var de blot nogle sølvstykker blandt andre sølvgenstande. Derfor accepterede vikingerne alle slags mønter uanset oprindelse og alder - forudsat, at de var af godt sølv.
Ikke blot blodtørstige krigere
Vikingetidens handelsmænd bar derfor også rundt på lodder og sammenfoldelige vægte, som de kunne bringe med sig på deres lange rejser.
Det er genstande, som vi ofte finder i forbindelse med arkæologiske udgravninger, og de vidner om vikingernes handelsvaner, for imodsætning til den gængse opfattelse var vikingerne ikke blot blodtørstige krigere.
Disse svenske sølvfund fra vikingetiden er en del af en række fund, som har været med til at danne et bredere billede af Storbritannien, Irland, Nordatlanten, Skandinavien, Østersøen, Rusland, Hviderusland og Ukraine i vikingetiden.
Næsten 900.000 sølvmønter er registreret fra disse områder såvel som andre sølvgenstande.
Rusland, Polen og Sverige har flest fund med cirka 250.000 mønter hver.
Svenske fund er usædvanligt veldokumenterede
2/3 af de svenske fund er fra Gotland i Østersøen. Gotlands mange middelalderlige sølvskatte overgår langt antallet af andre fund i resten af verden.
Takket være en antikvarisk tradition, der går helt tilbage til det 17. århundrede, er de svenske fund usædvanligt veldokumenterede.
Skriftlige kilder fra denne periode er en sjældenhed, Skriftlige kilder fra denne periode er sjældne, så sølvfund er yderst vigtige for vores forståelse af vikingehistorien.
Som Viggbyholm-fundet viser, dukker nye fund op, som øger vores stadigt foranderlige forståelse af det tidligere samfund.
Og det er netop dét, som gør arkæologien så spændende at arbejde med.
Jens Christian Moesgaard modtager støtte fra Gunnar Ekströms Stiftelse og har tidligere modtaget støtte fra Le Studium, Orléans og Danmarks Kulturministerie. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
