Sangerinden Trille (f. 1945) blev med ét landskendt i 1970, da hun på tv sang en erotisk vise om »Ham Gud«, der lurer i det høje, når man foretager sig noget syndigt:
»Ham Gud / han er eddermame svær at få smidt ud / men selvføl’ig / hvad har Gud forstand på sjæl / når han aldrig / nogensind’ var menneske sel’.«
De ansvarlige på Danmarks Radio blev efterfølgende anklaget for blasfemi efter straffelovens paragraf 140.
I anklageskriftet hed det, at sangen 'forhåner og bespotter den kristne troslærdom om, at Kristus er undfanget ved Helligånden', og at teksten tillægger Gud 'en utilfredsstillet kønsdrift, der giver sig udtryk i beluring af kønsligt samvær, hvorved den kristne lære om Guds overmenneskelige egenskaber bespottes eller forhånes'.
Sangen handlede om at få smidt Gud ud af politik, seksualitet – og nok af hele tilværelsen. (Se videoen nedenfor). Men Trilles sang handlede også om, hvor vanskeligt det er at skaffe sig af med Gud.
Hvordan kan det være, at Trille ikke kunne skaffe sig af med 'lureren' Gud?
Et oplyst menneske kan vel droppe forestillingen om Gud, hvis hun beslutter sig for det? Så hvorfor bliver øjet i det høje ved med at lure – på trods af alverdens religionskritik?
Sekularisering får mange til at tænke på statistik
Trilles sang stiller spørgsmålet om, hvor grænsen mellem det hellige og det profane bør gå. Sangen er blevet en del af Danmarks sekulariseringshistorie og en invitation til at diskutere begrebet sekularisering.
I dag tænker mange på statistik, når de hører ordet sekularisering: Sekularisering handler om at måle nedgange og om at give empiriske beskrivelser af en udvikling.
F.eks. faldt antallet af kirkegængere i den danske befolkning fra 1900 til 1975 fra 10 procent til 2 procent. Færre mennesker benytter sig altså af kirkelige institutioner end før.
Statistikken beskriver en udvikling, og ordet sekularisering reflekterer udviklingen ved hjælp af store teser om, at verden bliver mere og mere verdsliggjort, at videnskaben dag for dag presser de religiøse verdensbilleder tilbage, og at vi ikke længere finder den primære eksistentielle vejledning i religioner.
Ja, faktisk, at 'vi' historisk set var religiøse, men forlod religionen og vendte os mod denne verdens herligheder.
LÆS OGSÅ: Historiens største sammenstød mellem religion og videnskab
Sekulariseringens betydning har været omstridt
Som så mange essentielle begreber har sekularisering haft sine op- og nedture. De seneste ti år – i hvert fald siden 2001 – har spørgsmålet om sekulariseringens betydning været særdeles omstridt.
En oplagt grund er indvandringen til Danmark, der har bragt mennesker med et anderledes religionsforhold tæt på.
Især muslimer med en noget stærkere religiøsitet har gjort deres til at tydeliggøre de religiøse strenge, der vibrerer i det danske samfund, og som vi måske har været lidt for hurtige til at reducere betydningen af.
Læg dertil det religiøst motiverede terrorangreb på USA den 11. september 2001 og Danmarks genvordigheder under Muhammedkrisen. Så føles spørgsmålet om sekularisering temmeligt påtrængende.
LÆS OGSÅ: Det globale billede af islam levner ikke plads til nuancer
Sekularisering er de sekulariseredes begreb
Og måske diffust: Sekularisering er udtryk for en iagttagelse. Spørger man derfor sig selv, om sekularisering er en ide, må svaret blive: 'nej, ikke helt'.
Begrebet udtrykker mere en række observationer. Sekularisering siger noget om, hvem vi er, og hvordan vi blev, som vi er – med en vældig slagside, idet det fortæller om en ankomst i afviklingens tegn.
Sekularisering er de sekulariseredes begreb. Derfor forbindes sekularisering ofte med en ide om, at samfundsudviklingen bør gå i retning af mindre religion.
Sekularisme betegner en utopisk ide om den konsekvente adskillelse af religion og politik, men det er en ide, sekulariseringsiagttagelser har kastet af sig. Det er derfor vigtigt at skelne mellem sekularisering og sekularisme.
Begrebet sekularisering har en meget længere historie end ideen sekularisme.
LÆS OGSÅ: Terror begyndte som retfærdighed
Den vestlige sekulariseringsfortælling er ikke sandheden
Mange forskere er i dag tilbøjelige til at skrotte sekulariseringen til fordel for at tale om sekulariseringer.
Få føler sig i dag sikre på, at privatiseringen af det religiøse tilhørsforhold i 1700-tallet og middelklassens irreligiøsitet efter 1968 er to komponenter i samme overordnede proces, og endnu færre er sikre på, at Danmark og USA gennemgår den samme sekulariseringsproces.
Det er blevet pinligt tydeligt, at den vesteuropæiske sekulariseringsfortælling langtfra er hele sandheden om forholdet mellem religion og bredere samfundsprocesser.
Et oplagt eksempel er netop USA, hvor industrialisering, velstand, individualisme og en hidsig kapitalisme i kombination med statens religiøse neutralitet ikke har forhindret en stærk og til tider bizar religiøsitet i civilsamfundet.
LÆS OGSÅ: Ordet 'ånd' dør i Europa - men ikke i Danmark
Rationalisering gjorde samfundet mere verdsligt
Lad os se på rationalisering og privatisering.
I 1700-tallet lod rationaliseringen af verden sig mærke gennem en fornemmelse af et mere verdsligt tempo. Dagen og året blev gradvis løsnet fra kirkens liturgi og den kristne kalender.
Den tid, der før var under ledelse af forsynet, når dette greb ind fra det hinsides, blev mere og mere et rent verdsligt medium for dagligliv, handel og fremskridt.
Det er f.eks. tydeligt, hvordan økonomiske og moralske argumenter mod lediggang for første gang spillede en betydelig rolle i den danske helligdagsreduktion, der i 1770 gjorde elleve helligdage til almindelige hverdage.
LÆS OGSÅ: Demokrati var en død sild i 2.000 år
Krig og sult var ikke længere skæbnen
På lignende vis udviklede hospitaler sig til institutioner, hvor ikke frelsen, men førstehjælpen var i højsædet.
Hospitaler, der tidligere havde fungeret som ventesal for evigheden, som hospice og et sted for 'hospitality', hvor man kunne forberede 'den gode død', blev til sygehuse med behandling og redningsteknikker.
Krig og sult – klassiske billeder på forsynet, idet de slog ned som en anden naturkraft – blev ikke længere betragtet som skæbne, men snarere som et produkt af en numerisk ubalance i befolkningen.
I 1798 kunne den britiske økonom Thomas Malthus (1766-1834) i et essay om befolkningsprincippet hævde, at krig og hungersnød ikke havde noget at gøre med djævelen eller andre mystiske kræfter, men var et udtryk for naturlige ubalancer.
Ulykker blev til regulariteter, sygdomme fik et mønster, og mange domæner undergik en tæmning af tilfældet.
LÆS OGSÅ: Skabelse: Er du, har du været, eller bliver du?
Religionens privatisering gav religiøs tolerance
Et eksempel på religionens privatisering er den religiøse tolerances fremkomst.
I 1700-tallet var det en givet sag, at vi mennesker har brug for religiøs, moralsk vejledning. At tolerere andre religioner var derfor en kilden sag, idet det kunne opfattes som moralsk eftergivenhed.
Hovedargumentet for tolerance lød, at tro ikke lader sig fremtvinge: Kroppe kan nok tvinges, men tanker kræver overtalelse.
\ Fakta
Denne artikel stammer fra bogen '50 ideer, der ændrede verden’. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her
Tvang konverterer ikke, men skaber allerhøjst martyrer eller hyklere.
Synspunktet vandt frem i 1700-tallet. Hvor man før fokuserede på religiøs afvigelse som en objektiv fejltagelse, blev man mere optaget af det subjektive element ved samvittigheden.
Det vigtige blev ikke at have god tro, men at være i god tro. Individuel oprigtighed i religiøse anliggender blev en dyd.
LÆS OGSÅ: Religion giver mindre integration
Muslimers religiøsit står sin prøve
Længe er det blevet taget for givet, at individualisering af religionsforholdet var udtryk for en sekularisering.
Spørgsmålet er dog, om individualisering ikke også kan betegne en intensivering af religiøsitet.
Det er f.eks. interessant, hvordan muslimer i Europa reagerer på en kulturreferencekrise.
Frisat fra hjemlandets kulturelle korset tvinges muslimer til at forholde sig individuelt til deres religion. Religiøsiteten må stå sin prøve. Det kan i sig selv tolkes som en sekularisering.
LÆS OGSÅ: Pressede religioner håber på dommedag
Det guddommelige er blevet en lægmandssag
Individet er blevet mere religiøst og mere sekulariseret på samme tid. Det religiøse er blevet sekulariseret i den forstand, at det guddommelige er blevet lægmandssag og ikke længere ligger i hænderne på et korps af professionelle.
Sekularisering henviser derfor til et væld af forskelligartede processer og betegner ikke nødvendigvis et brud med religion.
Som filosoffen Jürgen Habermas (f. 1929) har foreslået, bør sekularisering mindre forstås som et filter, der separerer tradition og overtro, og mere som en transformator, der drejer religiøse strømme i nye retninger.
LÆS OGSÅ: Er naturvidenskab en religion?
En regulær gejstlig overgang til verdslig stand
Sekulariseringsbegrebet fik sin debut på den idehistoriske scene den 8. maj 1646. Ordet 'séculariser' blev for første gang anvendt af Baron de Longueville (1595-1663), en fransk gesandt ved forhandlingerne om Den Westfalske Fred, til at betegne overførslen af kirkeligt gods på verdslige hænder.
Allerede i de foregående århundreder havde sekulariseringsbegrebet dog slået sine folder som en del af den katolske kirkes lovbog: Corpus juris canonici.
Her var begrebet saecularisatio en teknisk betegnelse for et gejstligt ordensmedlems overgang til et verdsligt liv som 'tilbageførslen til lægmandsstatus af én, der har afgivet et helligt løfte eller lever efter klosterregler'.
Ordet betegner en regulær gejstligs overgang til en verdslig stand.
LÆS OGSÅ: Klimadebat er baseret på religion
Der opstod et universalt ideal om en kristelig enhedsstat
I årene efter Den Westfalske Fred blev sekularisering udvidet til at være et politiskjuridisk begreb.
Betydningselementet af overførsel betegnede nu den suveræne stats magtmonopol og tilegnelser af kirkelige domæner og gods.
Året 1648 og indførelsen af sekulariseringsbegrebet i det politiske ordforråd betegnede ikke så meget begyndelsen på en række stridigheder som afslutningen på en forviklethed mellem stat og kirke, der var begyndt langt tidligere.
Helt tilbage fra senantikken havde der eksisteret en politisk teologisk version af dualismen åndelig/verdslig og himmelsk/jordisk.
I 494 formulerede pave Gelasius (u.d.-496) princippet som 'læren om de to sværd'.
»Denne verden,« skrev Gelasius, »bliver væsentligt regeret efter to principper: Pavernes hellige auctoritas (autoritet) og kongernes potestas (magt).«
Sekulariseringsbegrebets nye rolle fra og med Den Westfalske Fred udgør opløsningen af den næsten 1.000 år gamle forbindelse mellem gejstlig autoritet og verdslig magt, der lod sig samle i et universelt ideal om en res publica christiana; en kristen enhedsstat, hvor det timelige og det åndelige supplerede hinanden.
LÆS OGSÅ: Religion sidder flere steder i hjernen
Sekularisering et blevet en ønskværdig tilstand
I dag er sekularisering mere abstrakt. Fra at have betegnet konkrete overførsler i rum, dvs. munke flyttet ud af klostre og kirkegods afleveret til fyrster, betegner begrebet i dag en proces i tid, hvor hele samfund løsner sig fra religionens 'greb'.
Fra at have refereret til en afgrænset juridisk proces med en rumlig overførsel (fra et gejstligt her til et verdsligt der uden for murene) kommer begrebet til at betegne en generel historisk udvikling, der måles over tid (fra et gejstligt domineret før til et mere verdsligt nu).
Sekularisering bliver til en generelt ønskværdig tilstand af en så almen og flertydig karakter, at den bliver til en -isme, dvs. til en egentlig ide om sekularisme.
LÆS OGSÅ: Sekularisme: Kan man adskille religion og politik?
Sekularismen åbnede for kritik af det moderne liv
En sådan sekularisme blev f.eks. præsenteret af forfatteren George Holyoake (1817-1906) i 1846, der med etableringen af The British National Secular Society satte sekularisering som endemål for en frigørelsesproces.
Holyoake foreslog, at sekularisme skulle referere til samfund, der var adskilt fra religion. Det indebar, at menneskelivet alene lod sig forbedre gennem sekulære tiltag, at videnskaben leverede en aldeles tilstrækkelig eksistentiel vejledning, og at evnen til at handle moralsk ikke krævede et religiøst fundament.
Det nye procesbegreb åbnede modsat også for kritik af det moderne livs overfladiskhed. Indbyggerne i moderne, sekulære stater er overfladiske, fordi de ikke er bevidste om dybden i deres moralske intuitioner.
LÆS OGSÅ: Religion forsvandt ikke, fordi stat og kirke blev adskilt
Sekulære udlægninger besvarer ikke spørgsmål som religioner
Et eksempel på en sådan sekulariseringsforståelse kan man bl.a. finde i Erik Bjeragers (f. 1958) – chefredaktør for Kristeligt Dagblad – bog Gud bevare Danmark.
Her argumenteres der for, at en sekularisme, der ønsker et samfund tømt for ethvert religiøst indhold af betydning, er dømt til at mislykkes fordi sekularismen glemmer og aktivt ser bort fra kristendommens vedvarende positive indflydelse.
Som modtræk til glemslen må man insistere på en række intime forbindelser mellem kristendom og det moderne samfund:
»De værdier, der skabte menneskerettighederne og demokratiet, dumpede ikke ned fra himlen.«
Kritikken åbner for det vanskelige spørgsmål, om det moderne liv overhovedet magter at svare på de eksistentielle spørgsmål, religioner forsøger at håndtere.
En måde at forklare religionens permanens ville være ved at sige, at der i praksis har vist sig ting, det moderne liv ikke har formået at svare på.
Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er, fordi en sekulær udlægning af tilværelsen i princippet er ude af stand til at besvare de samme spørgsmål som religioner.
LÆS OGSÅ: Hvad skal forholdet være mellem religion og stat?
Religioner har stadig bud på det gode liv
Sekulariseringsspørgsmålet handler således om forskellen på de ting i tilværelsen, vi vedtager, og de, vi overtager.
Kan et fællesskab grundlægge sig selv, eller må det grundlægges på noget andet?
Det moderne liv tager udgangspunkt i, at borgerne i et givent fællesskab selv sætter normerne. De er retfærdiggjort i kraft af, at vi vedtager love og bedømmer normer efter nogenlunde rationelle standarder.
LÆS OGSÅ: Sådan gennemsyrer kristendommen Danmark
Sekulariseringsdebatten i dag handler om, hvorvidt moderne samfund lader sig bygge på rent sekulære principper, eller om et førpolitisk livsgrundlag er påkrævet.
I debatten har religioner stadig vide muligheder for at give deres bud på det gode liv.
Sekulariseringsprocessen er ikke til ende, og mens de seneste hundreder af år nok har transformeret religioners funktioner, har de tydeligvis ikke udtømt dem.
