Farvel til sikkerhedspolitik

Den Kolde Krigs afslutning betød, at militære spørgsmål rykkede længere ned ad den politiske dagsorden. Det gav plads til nye former for trusler, for eksempel HIV/AIDS, global opvarmning, indvandring, og kvindehandel.

I takt med at politikere udvidede sikkerhedsbegrebet, gjorde forskere det også. Med baggrund i sprogteori argumenterede mange for, at sikkerhedsspørgsmål ikke er objektivt givne, men politisk forhandlede.

Sikkerhed skaber identitet

Hvis sikkerhed ikke er et spørgsmål om at måle og veje våbenlagre, men om hvad der politisk italesættes, er hvad som helst så sikkerhed?

I princippet ja – hvis danske politikere bliver enige om, at amerikansk fodbold udgør en trussel mod dansk identitet og værdier udtrykt gennem håndbold og fodbold, så bliver det et sikkerhedsspørgsmål.

Det afgørende er, at et fænomen bliver lanceret som et spørgsmål om vores overlevelse. Overlevelse kan handle om at forhindre invasion fra fremmede hære, men den kan også være symbolsk, det vil sige gå på vores identitet og værdier.

Sikkerhedspolitik er med andre ord en særlig logik, som er med til at skabe en identitet, som er 'vores'.

Sikkerhedspolitikkens bagside

Sikkerhedsproblemer rykker øverst op på politikeres, mediers og aktivisters dagsorden. Det betyder opmærksomhed, penge og handleplaner.

Bagsiden kan være, at spørgsmålet bliver så vigtigt, at det giver politikere ret til hemmelighedskræmmeri og brug af midler, som demokratier normalt tager afstand fra.

Tag for eksempel den amerikanske regerings påstand om, at tortur var nødvendigt og moralsk i orden efter angrebene 11. September 2001.

Sikkerhedspolitikkens bagside er også, at trusselstankegangen skaber venner og fjender. Vi bliver hyperopmærksomme på, hvem 'vi' er, og det er fristende at se andre som trusler.

Beskrivelsen af HIV/AIDS som et globalt sikkerhedsproblem har ledt til masser af bistand, især til Afrika, men har også ledt til at gøre det svært for mennesker med virussen at rejse frit, fordi de ses som en smitterisiko.

Gevinsten ved at flytte et spørgsmål fra sikkerhedspolitik til 'almindelig politik' er mere demokratisk debat og mindre 'os' mod 'dem'-logik.

Forskningsmæssig uenighed

Forskere er gennem de seneste 15 år blevet mere opmærksomme på sikkerhedspolitikkens bagsider.

Men der er stor uenighed om, hvor og hvornår sikkerhedspolitikkens bagdele er større end dens fordele.

Der er også uenighed om, om vi helt kan undvære sikkerhedspolitikken, eller om den spiller en uundværlig rolle for vores identitet, det vil sige uden noget der truer 'os', ved vi ikke, hvem vi er.

Disse spørgsmål er blevet behandlet særligt intenst af forskere som arbejder med sikkerhedsliggørelsesteori - en teori udviklet af den såkaldte Københavnerskole med Ole Wæver i spidsen.

Mit aktuelle bidrag til debatten har været at gøre det klart, at forskerne misforstår hinanden, fordi de – uden at vide det – taler ud fra tre forskellige modeller.

Tre modeller

Den første model, forandring gennem stabilisering, beskriver en situation, hvor to fjender står over for hinanden. For eksempel som USA og Sovjetunionen gjorde under den Kolde Krig.

Pointen er, at hvis de to parter anerkender hinandens ret til at eksistere, så er det muligt langsomt og gennem samarbejde at bevæge sig ud af den højspændte sikkerhedspolitik.

Modellen er attraktiv, når hverken forskere eller politikere kan se en umiddelbar vej ud af en konflikt.

Svagheden ved modellen er, at forandringen ofte tager lang tid, og at man skal acceptere en modstanders grundlæggende ret til at have sine egne værdier. Man skal også være udstyret med en god portion optimisme omkring fjendens vilje og evne til at ændre sig.

Den anden model, nulsumsspillet, antager, at stater ikke kan overleve uden fjender. Vores identitet bryder simpelthen sammen uden noget som truer os. Politikere vil derfor helt automatisk finde nye trusler, når nogle forsvinder. Når Sovjetunionen bryder sammen, bliver HIV/AIDS, narkotika og terrorisme sat i stedet.

Nulsumsantagelsen gør, at vi ikke bare skal forholde os til fordele og ulemper ved at flytte et enkelt emne ud af sikkerhedspolitikken, men til det emne som overtager pladsen.

Den tredje model, bearbejdning, hævder, at sikkerhedsspørgsmål kan bearbejdes aktivt og en løsning findes, uden at nye trusler tager de gamles plads. Et eksempel er Sønderjylland, som Danmark og Tyskland kæmpede to krige om i det nittende århundrede. Sønderjylland har i dag en åben grænse, og ingen ser de to mindretal som trusler.

Modellen er mere offensiv og positiv omkring sikkerhedspolitikkens forsvinden end de andre to modeller. Det svære spørgsmål for denne model er, at det er vanskeligt at afgøre, hvornår en bearbejdning er fuldstændig afsluttet.

Politiske agitatorer har ofte taget en 'afsluttet' historie op og givet den nyt konfliktfuldt liv, som vi så det i det tidligere Jugoslavien i 1990’erne.

Gevinsten ved modellerne

Modellerne bygger på forskellige filosofiske og moralske antagelser, det vil sige de siger noget om, hvordan verden bør være. Man kan derfor ikke bare afgøre uenighed mellem modellerne ved at gå ud og teste, hvilken som passer bedst på virkeligheden.

Men nogle modeller er mere oplagte at bruge i nogle situationer end andre. Modellerne viser også, at alle forskere forholder sig til normative spørgsmål, men at spørgsmålene er forskellige fra model til model.

Gevinsten ved modellerne er derfor ikke kun, at forskere får ryddet op i deres indbyrdes debatter, men at vi får en bedre forståelse for de praktiske politiske og normative spørgsmål, som rejser sig, når sikkerhedspolitik skal formuleres.