Når vi hører ordet 'orgie' får det mange til at tænke på oldtidens Grækenland og Rom, takket være mere eller mindre pirrende film, der portrætterer udsvævende kejsere - eller måske specifikt 'Fellini Satyricon’ fra 1969.
Udtrykket bruges også i dag til at betegne alverdens overflod; for os repræsenterer et orgie den ultimative fejring af kødets lyster i en forhistorisk verden, fri for moralske begrænsninger.
Men hvordan var det i virkeligheden?
Fra orgia til orgier
Ordet kommer til os fra den græske ‘orgia’, som er betegnelsen for ritualer praktiseret til ære for guder som Dionysos - hos romerne kaldt Bacchus. Han var vinens og ekstasens gud i græsk mytologi, og hans kult fejrede genskabelsen af naturen.
Der var tale om såkaldte 'mysteriekulter' - det vil sige begrænset til indviede mænd og kvinder, der har svoret ikke at røbe deres hemmeligheder.
Udtrykket orgia leder tankerne hen på passion og spænding. Orgiastiske ritualer – som man ikke kender meget til, netop grundet mystikken omkring dem – kunne involvere fremvisning af genstande af en seksuel form i løbet af ekstatiske og voldelige fremvisninger, der havde til formål at fremmane en kollektiv rus.
Men det var først efter år 1800, i løbet af det 19. århundrede og især i fransk litteratur, at ordet orgie tilegnede sig betydningen af gruppeseksuel praksis, oftest forbundet med en overflod af alkohol og mad.
Gustave Flaubert beskriver i sin klassiske fortælling 'Smarh' fra 1839 således:
»En natlig fest, et orgie fuld af nøgne kvinder, smukke som Venus.«
Prostituerede... og fisk
Den korrekte definition af et orgie er imidlertid ikke en moderne opfindelse.
Banketter, der blander gastronomi og erotisk fornøjelse, er velkendte i klassiske tekster.
I det 4. århundrede fvt. anklagede den athenske taler og demokratiske leder, Aeschines, således sin fjende Timarchus for at have overgivet sig til »de skammeligste laster« og »alt, som en fri adelsmand ikke bør lade sig indordne under.«
Så hvad var disse forbudte fornøjelser? Jo, Timarchus havde inviteret fløjtespillere og andre syndige kvinder hjem at spiser middag.
Vi får at vide, at fløjtenisterne ikke kun spillede i rollen som kunstnere, udvalgt på baggrund af deres musikalske talent, men var unge prostituerede, der var klar til at tilfredsstille de spisende gæsters seksuelle forlangender.
Ud over alle kurtisanerne, var fisk en meget dyr spise - en detalje, der især blev bemærket af andre talere i det 4. århundrede fvt - den athenske taler og statsmand Demosthenes forbandt disse to aspekter af udskejelser i en af de filippiske taler.
I år 346 fvt. havde byen Athen sendt ambassadører til kong Filip II af Makedonien, som truede Grækenland med sine tropper, men herskeren havde korrumperet nogle af de athenske ambassadører så meget, at de støttede hans kejserlige ambitioner.
En af disse udsendinge, som var blevet bestukket af kong Filip II af Makedonien, beskyldes af Demosthenes for at ødsle sine - med urette erhvervede - penge bort på »prostituerede og fisk«.
Der var altså tale om en dobbelt dosis frådseri - både kødædende og kødelig.
Romerske udskejelser
Romerske historikere beskrev også overdådige fester, hvor sex og mad blandedes sammen.
I årtiet 89-80 fvt. var tyrannen Sulla den første romerske politiske leder, der inviterede til erotiske drukfester. Det var et koncept, han formentlig tog med sig fra det antikkens østlige Grækenland, hvor han havde været på felttog.
Sulla svirede hele natten med skuespillere, musikere og mimekunstnere, skriver den græsk-romerske forfatter Plutarch (Life of Sylla, 36).
Erotisk dans var en af kurtisanernes yderligere færdigheder, og det var ligeledes ikke sjældent, at prostituerede lærte mimekunst. De vred og strakte sig og simulerede af og til sexhandlinger.
Ifølge den romerske historiker Suetonius var den romerske kejser Tiberius den arketypiske udsvævende kejser.
I sit palads i Capri iscenesatte han dristige pornografiske optog, og han rekrutterede et kompagni af unge skuespillere, der engagerede sig i seksuelle handlinger kaldet 'spintriae' - et latinsk udtryk, sandsynligvis fra det græske sfinkter (anus), eller blomsterkrans (Life of Tiberius, 43)
Caligula, Tiberius’ efterfølger, ville ifølge Suetonius have sex med sine søstre for øjnene af sine gæster (Life of Caligula, 24).
Ved både at være incestuøs og ekshibitionistisk brød han således to romerske tabuer på én gang. Han viste også sin kone Caesonia frem til hest, klædt ud som en kriger eller alternativt helt nøgen. Kejserinden var en villig medskyldig i sin mands udskejelser og nød især disse særlige sessioner, fordi hun, ifølge Suetonius, var »fortabt til udskejelser og laster« (Life of Caligula, 25).
Omkring 20 år senere »varede kejser Neros fester fra middag til midnat,« skriver Suetonius (Life of Nero, 27).
Alle sanser skulle mættes i løbet af disse lange fester, som var symfonier af mad, musik og smidige kroppe, som kunne betragtes eller fortærres, mens slaver fik blomster til at regne fra loftet og fyldte luften med parfume.
Under en fest for kejser Elagabal omkring år 220 efter vores tidsregning blev gæster efter sigende kvalt til døde, »ude af stand til at slippe fri« - i hvert fald hvis man eller skal tro forfatteren til Historia Augusta (Antoninus Heliogabalus liv).
Kristen fordømmelse
Men de dekadente banketter var lige så ualmindelige i romerriget, som de er i dag.
Der er ingen tvivl om, hvorfor disse antikke forfattere brugte tid og kræfter på deres beskrivelser af orgier. De havde altid et moralsk formål: At fordømme 'udskejelserne' i mådeholdets og afholdenhedens navn.
Mens kristendommen spredte sig i Romerriget blev dette moralske perspektiv kun forstærket - det finder vi et godt eksempel på i Augustins værker, nærmere bestemt den 16. prædiken, om halshugningen af Johannes Døberen.
Her bliver der skildret et festmåltid, afholdt af Herodes Antipas, herskeren over Galilæa, med mad i overflod, og Augustins beskrivelse understreger i særdeleshed gæsternes frådseri.
Men Augustin tilføjer også en handling så moralsk fordærvet, at den kun kan være Satans værk; Herodes beder sin grandniece Salome om at danse for ham. Efter at have afsløret sine bryster under en hektisk dans beder hun om sin betaling:
»Jeg ønsker, at du straks giver mig Johannes Døbers hoved på et fad.«
I nyere tid bryder Damien Chazelles film ‘Babylon’ med klassiske tekster og konfronterer seeren med en kæmpe orgiescene uden at kaste klar moralsk dom over den.
Det er måske en af grundene til, at kritikernes reaktioner er stærkt polariseret - hvor nogle har stemplet filmen som skandaløs, er der andre, der hylder den som et mirakuløst 'visuelt orgie'.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
