Skræmte klitoris grækerne og romerne?

Først i 2017 kunne man finde en anatomisk beskrivelse af klitoris i en del franske skolebøger. Det skyldes, at dette centrum for kvindelig nydelse, kendt ved sit latinske navn siden 1559, i lang tid har været dybt tabulagt.

Gennem historien ser vi ofte, at alt dét, der vedrører kvindelig ophidselse, ofte er blevet slettet eller betragtet som farligt eller uanstændigt - og på den front er antikken ingen undtagelse.

I TV-serien 'Rome' (2005-2007) giver legionæren Titus Pullo elskovsråd til centurion Lucius Vorenus, som ønsker at glæde sin kone Niobe.

»Fortæl hende, at hun ser smuk ud, hele tiden, selv når hun ikke gør det,« siger Titus Pullo.

»Ellers andet?« spørger Vorenus.

»Ja, når I elsker, så tryk på knoppen mellem hendes lår, og hun vil åbne sig som en blomst,« svarer Titus Pullo.

»Hvordan ved du, at Niobe har denne knop?« spørger Vorenus.

»Alle kvinder har én.«

Skam og nydelse

Scenen parodierer den romerske digter Ovids bog 'Elskovskunst – Håndbog i Hor', som blev udgivet i år 1 før vores tidsregning.

Bogen er helt uden hævede pegefingre en lærebog i kærlig­hed, erotik, flirt, nydelse samt erobringsstrategier og er desuden udformet som en forførelsesguide.

Den første del af bogen er henvendt til mænd, der ønsker at erobre en kvinde - søde, kærlige gestus, kys, forførende ord, komplimenter... På denne måde kan en bejler indsmigre sig hos en kvinde og bringe hende nydelse.

Digteren nævner ikke klitoris i sit værk, men måske hentyder han alligevel til den, når han skriver:

Nymfer og klitoris

Selvom klitoris ikke specifikt er nævnt hos Ovid, er den i meget høj grad til stede i græsk og latinsk medicinsk litteratur.

Soranos af Efesos, forfatter til 'Gynaikeia', en fagbog om kvinders sundhed fra det 2. århundrede efter vores tidsregning, beskriver de kvindelige kønsorganer.

Soranos kalder klitoris numphé eller nymfe - et ord, der betegner enten en ugift pige eller en gift ung kvinde.

Det er dog ikke for at være koket: Ordet sammenligner klitoris, som normalt er skjult af omgivende hud, med det unge kvindeansigt.

»Hvis man kalder denne del for nymfen, er det fordi, den gemmer sig under læberne, som unge piger gemmer sig bag deres slør,« forklarer forfatteren.

Usynligt organ holdt fanget i et begrænset rum

Det græske ord kleitoris bruges af den græske læge Rufus af Efesos, som var samtidig med Soranos og forfatter til anatomibogen 'Kropsdelenes navne'.

Kleitoris er uden tvivl knyttet til verbet kleio ('jeg lukker') og leder også tankerne hen på et usynligt organ, holdt fanget i et begrænset rum.

Hvis 'nymfen' ikke er tilstrækkelig tilbagetrukket, men stikker ud, vurderer Soranos, er det er en anomali, der kræver kirurgisk korrektion. Lægen råder til at skære den af med en skalpel og sørge for at undgå for kraftig blødning.

Denne operation blev udført på daværende tidspunkt i Egypten, hvilket geografen Strabo beskriver (Geografi, Bog XVII, 2, 5). Forfatteren nævner ikke klitoris, men taler om en form for kvindelig omskæring, formidlet af det græske udsagnsord ektemnein ('fjernelse ved at skære').

Uanstændig mosaik

På latin er numphé oversat til landica, et udtryk, man finder i den latinske version af en afhandling om Soranos af Efesos, skrevet af den romerske læge Caelius Aurelianus i det 5. århundrede efter vores tidsregning. Etymologisk er ordet muligvis afledt af glandicula ('lille kirtel' på latin).

En mosaik i det overdådige Casa del Menandro (på dansk: Menanders hus, red.) i Pompei giver os en kunstnerisk gengivelse. Mosaikken pryder indgangen til husets caldarium - et område dedikeret til varme bade.

Man ser fire soigneringsredskaber: Bronzeskrabere, arrangeret omkring et hætteglas med olie, som hænger i remme. Det var genstande, der regelmæssigt blev brugt af grækerne og romerne i deres sportsaktiviteter.

.

Mosaikkens illustrationer overraskede sandsynligvis ikke de badende på vej ind i lokalet, selvom sammensætningen af genstandene muligvis var lidt mærkværdig. Det er først, når man forlader lokalet, at kunstnerens intentioner står klar.

Set fra denne retning forestiller mosaikken nemlig en vulva. Rundt om klitoris, repræsenteret af hætteglasset med olie, har skraberne form som skamlæber.

I den øverste del af mosaikken løber et ungt afrikansk tyende med to falliske vaser, mens hans store penis har fundet vej ud af hans stramme lændeklæde.

Sammenstillingen af denne komisk virile illustration med repræsentationen af det kvindelige kønsorgan fremstillet af genstande fra mænds sportsudstyr var uden tvivl været til stor morskab for tilskuerne.

Gris med tap

I modsætning til fallos – en sand lykkebringer med alle mulige gavnlige egenskaber ifølge tidens fremherskende tankegang – blev klitoris set som en potentiel fare for mænd.

I mosaikken i Casa del Menandro ser hætteglasset med olie, set fra den ene vinkel, ud som et skarpt våben - en slags dolk.

Dette stemmer overens med definitionen formuleret af den græske digter og forfatter af satiriske epigrammer, Nicarchus, fra det 1. århundrede efter vores tidsregning.

Nicarchus hånede en vis Demonax, som var dygtig til cunnilingus, da han skrev:

»Grisen (khoiros) har en frygtindgydende tap (akantha).«

'Gris' var en slangbetegnelse for vulva, mens 'tap' refererer til klitoris, der ses som en miniature-penis til fare for mænds læber. Demonax, som slikker vaginaer, løber altså en alvorlig risiko for at gøre skade på sin mund.

Kvindelig dominans

I Odysseen (bog X, l. 389) har troldkvinden Kirke (eller Circe) et lille scepter kaldet en rhabdos, som er forgængeren til tryllestaven.

Objektet repræsenterer ikke Kirkes klitoris, men magikerens magt.

Kirke forfører mænd - hun lokker dem til sit palads, hvor hun får dem til at miste deres menneskelighed og forvandler dem til svin. Hun får dem på symbolsk vis til at underkaste sig hendes 'gris', hendes vulva, og gør dem til slaver af den.

.

Til glæde for det antikke græske patriarkat ender Odysseus med at erobre og bringe Kirkes vulva til underkastelse.

Han besidder den ved hjælp af sin fallus og uskadeliggør ejeren af tryllestaven - symbolet på selve det skadelige.

I dag, i en kovending væk fra de negative klassiske verdensrepræsentationer, fejrer kunstnere klitorissens magt.

Organet er blevet et symbol på håndhævelsen af kvinders rettigheder - for eksempel i skulpturer, smykker og andet arbejde af Brooklyn-baserede Sophia Wallace for hendes Cliteracy-projekt.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.