I 1992 fandt arkæologer ved udgravningen af det romerske fort Vindolanda ved Hadrians Wall i Northumberland, England, noget, de først troede var et redskab brugt til at stoppe strømper.
Trægenstanden blev efterfølgende lagt til side og derfor ikke videre undersøgt.
Indtil nu.
For nylig tog arkæologerne Rob Collins fra Newcastle University og Rob Sands fra University College Dublin endnu et kig på den 16 centimeter lange fallosformede genstand - og de fik sig noget af en overraskelse.
Efter nærmere undersøgelse nåede de frem til en helt anden fortolkning: Der er ikke tale om et håndværksredskab til at stoppe strømper, men derimod en fallos.
Og det er ikke en hvilken som helst fallos, men til dato den eneste kendte træfallos i naturlig størrelse, der har overlevet intakt fra romertiden.
Pikant bijob
Gennem min forskning i forhistoriske proteser ved jeg, at romerske skomagere ofte havde et lidt mere pikant bijob - kan en skomager have stået bag dette træredskab, som ser ud til at være en romersk dildo?
Sten-, metal-, ben- og keramiske fallos er allerede almindeligt kendt fra andre romerske udgravningslokationer.
Selvom falloser lavet af organiske materialer som træ og læder formentlig var lige så populære i romertiden, ville de kun være i stand til at overleve i den arkæologiske optegnelse under visse miljøforhold - enten meget våde eller meget tørre.
Vindolanda er meget våd og har i mange år forbløffet arkæologer med sine skatte, som har strakt sig fra trætavler med oldgamle private breve (blandt andet en invitation til en fødselsdagsfest), over et par boksehandsker i læder til et toiletsæde i træ.
Vindolanda-fallosen, som den nu kaldes, blev genfundet i en lokation, der kan dateres til slutningen af det andet århundrede efter vores tidsregning og er særdeles velbevaret.
Fallosen er udskåret i asketræ og er sandsynligvis blevet snittet med et enkelt værktøj af en person med en vis erfaring i træskærer-arbejde, da der ikke er spor efter fejl i processen.
Genstanden er 16 centimeter lang, men den kan oprindeligt have været længere og større, da træ er tilbøjelig til at skrumpe og vride sig over tid.
Teorier om den romerske fallos i træ
Billeder af de mandlige kønsorganer var at finde alle steder i den romerske verden.
Engang havde man en meget bogstavelig opfattelse af fallos-afbildninger og mente, at de viste vej til bordeller, men i dag bliver de normalt fortolket som værende 'apotropaiske’ - til at påkalde sig beskyttelse og afværge uheld.
Derfor er der flere spændende svar på, hvordan denne Vindolanda-fallos kunne have været brugt.
Trægenstanden kan bestemt have været brugt i en seksuel sammenhæng. Den kan dog lige så godt have været brugt som støder i en morter i tilberedning af mad eller medicin. I så fald troede man måske, at det falliske motiv styrker ingrediensernes egenskaber.
Eller måske var den have været brugt i en statue, som en repræsentation af guderne Priapus eller Silvanus, eller endda bare en herme (en skulptur med et hoved og en firkantet nedre del, hvorpå kønsorganerne også er snittet), enten fritstående eller monteret på en bygning, som folk gik hen for at røre eller gnide for held og lykke.
Manglen på slid indikerer, at hvis den blev brugt i en statue, blev den brugt indendørs, og ikke udsat for vejr og vind i Northumberland, som soldaterne udstationeret ved Vindolanda ofte klagede over i deres korrespondance.
Understøtter fallos-teorien
De arkæologer, der igen undersøgte og identificerede trægenstanden, hælder mere mod fortolkningen af den som en støder til en morter eller en statuekomponent end et sexlegetøj.
Det er dog fascinerende, at fallosen blev opdaget i en affaldsbunke med mange sko og klædetilbehør samt affaldsprodukter som afskæringer af læder og stykker af bearbejdet gevir.
Det understøtter teorien om, at den fallosformede genstand kunne have været en dildo.
Håndværkere som skomagere blev i romertiden brugt til alle mulige ting, og mens mange herre-, dame- og børnesko er blevet udgravet ved Vindolanda, ville skomagerne også have haft tid til et lille bijob på de lange mørke aftener i det kolde Nordengland.
Stadig kapacitet til at overraske og forbløffe os
Ligesom vi i dag ofte sætter lighedstegn mellem skostørrelse og penisstørrelse, forbandt man ofte i antikken fødder og fallos.
Digteren Herodas beskriver to kvinder ved navn Coritto og Metro, der diskuterer Corittos nyerhvervede skarlagenrøde læderdildo. Metro vil gerne vide, hvor hun kan skaffe sig én mage til, og Coritto anbefaler den lokale skomager, Cerdon.
I et efterfølgende afsnit beskriver Herodas, hvordan Metro beder Cerdon om at gøre hendes drøm til virkelighed, og Cerdon præsenterer hende for et omfattende katalog af 'sko' at vælge imellem.
Måske var byen uden for Vindolanda-fortet hjemsted for en lige så driftig skomager.
Selvom udgravningerne ved Vindolanda har stået på i årtier, har stedet stadig kapacitet til at overraske og forbløffe os med de mest intime aspekter af livet for de romere, der boede her for 2.000 år siden.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
