En majdag i 334 f.v.t. modtog Alexander den Store en efterretning fra sine rekognosceringsstyrker om, at den persiske hær havde taget opstilling på den østlige side af floden Granikos i det nordøstlige Lilleasien. Efterretningen blev modtaget med lettelse.
Alexander havde et par måneder forinden igangsat et storstilet persisk felttog, som han havde arvet fra sin fader, Filip II, og havde i de forudgående uger krydset Hellesponten uden mærkbar persisk modstand.
Med de nye oplysninger satte Alexander kurs mod Granikos i kampberedt formation med ærindet om et hurtigt angreb.
Men ved ankomsten konstaterede han, at perserne havde valgt den optimale position til en defensiv forsvarslinje: Floden var dyb, bredderne var høje, glatte og mudrede, og perserne var placeret i en bred frontlinje i en dominerende position på flodbredden.
For en tid var der stilstand. Perserne afventede den mindste bevægelse fra Alexanders græsk-makedonske hær, og Alexander må her have afvejet sine muligheder.
Iført sin rustning og hjelm fra det netop besøgte Athena-tempel ved Troja red han nogle gange frem og tilbage foran sin frontlinje.
Hvad der skete herefter, er omdiskuteret.
\ Alexander den Store
Alexander den Store var konge af Makedonien fra 336 f.v.t.
Han erobrede Perserriget 334-325 f.v.t. i et feltslag ved Granikosfloden og optrådte som perserkongens efterfølger og konge af Asien fra 331 f.v.t.
Alexanders hurtige erobring af omtrent halvdelen af den da kendte verden har skaffet ham en fremtrædende plads både i verdenshistorien og i verdenslitteraturen.
Næsten alle kilder er sene, men bygger dog på optegnelser og værker af folk, der fulgte ham på hans felttog.
Hvad skete der egentligt ved Granikos?
I starten af 2025 lokaliserede et forskningshold slagmarken for slaget ved Granikos i det nordvestlige Tyrkiet.
På dette sted besejrede Alexander den Store i 334 f.v.t. perserne i deres første store, direkte konfrontation, og det var et verdenshistorisk vendepunkt af flere årsager.
Slaget satte tonen for Alexanders efterfølgende felttog, da hans hær fik fodfæste på det persiske territorium, hvorfra de erobrede Østen og forårsagede Perserrigets fald.
Sejren igangsatte også spredningen af den græske kultur, der skabte og formede det kulturelle og politiske landskab i de erobrede regioner de næste mange århundreder.
Desværre er slaget notorisk svært at rekonstruere grundet det mangelfulde kildemateriale, der – alt afhængigt af, hvem vi følger – påvirker den måde, vi anskuer Alexander på som dristig hærfører og general.
Her kan de nye fund hjælpe os med at skrælle nogle af datidens (politiske) lag af historiefortællingen og gøre os klogere på, hvad der egentlig skete.
Hofhistorikerens beskrivelse
Det er ved Alexanders ankomst til Granikos, at de antikke kilder deler sig i to forskellige beretninger om slaget.
Ifølge felttogets officielle hofhistoriker var der ingen tvivl. Alexanders næstkommanderende, den rutinerede general Parmenion, trådte frem - angiveligt på foranledning af hele den makedonske officerselite - og anbefalede Alexander at udsætte angrebet.
Parmenions råd var at slå lejr for natten, og dernæst, ved daggry, krydse floden uhindret. Et angreb nu, anførte Parmenion, var yderst risikabelt for hele felttogets videre færd.
Alexander, der øjensynligt var upåvirket af sin næstekommanderendes argumenter, afviste forslaget uden betænkningstid. En udsættelse var uforenelig med hans inderste natur, og ville ydermere forsyne perserne med en fornyet tro på deres egne evner.
Alexander gennemtrumfede sin vilje, og orkestrerede dernæst et succesfuldt kavaleriangreb over floden, der hurtigt skabte et makedonsk brohoved (en del af fjendens territorium) på den østlige side.
Hurtigt derefter begyndte den persiske flugt.
Delte meninger
Andre kilder har beskrevet et andet forløb. En historiker, der arbejdede i Alexandria i kølvandet på Alexanders død i 323 f.v.t., og som ikke skyldte ham noget, skrev, at den makedonske konge slog lejr for natten på den vestlige side af Granikos.
Der var ingen dialog med Parmenion, men slaget forløb, som om Alexander fulgte rådet fra sin betroede general.
Ved daggry krydsede han floden, og opsatte sin hær i kampformation, alt sammen inden et reelt persisk modsvar.
Slaget udspillede sig nu i åbent terræn, og med en større og stærkere makedonsk falanks var persernes oprindelige terrænmæssige fordel nu udlignet.
Snart begyndte den persiske frontlinje at bryde sammen, og hurtigt derefter stod Alexander tilbage som sejrherre.
Mangelfulde kilder
At forstå hændelsesforløbet ved Granikos er vigtigt, fordi valget af kildetradition påvirker vores opfattelse af Alexanders militære bedrifter.
Desværre har der aldrig været klarhed over, hvor slaget foregik, og hvor stor en forhindring floden udgjorde for Alexander.
Problemet skal tilskrives kildernes overordentlig vage udsagn om terrænet, og at vi - selv med talrige moderne topografiske undersøgelser - principielt er afskåret fra at kunne afgøre om kildernes beskrivelser harmonerede med flodens fysiske beskaffenhed i 334 f.v.t.
Imidlertid har et forskningshold, ledet af Reyhan Körpe fra Çanakkale Onsekiz Mart University, nu lokaliseret den antikke slagmark.
Slagmarken fundet efter 20 års søgning
Efter over 20 års arbejde i regionen (de sidste tre med målrettet fokus på Granikos) har holdet via såkaldte geomorfologiske analyser af landskabets udformning og udvikling, afvist den traditionelle opfattelse, at det lavtliggende område nord for Çınarköprü var det antikke slagsted.
Med baggrund i de antikke tekster og nyt feltarbejde har holdet i stedet kortlagt Alexanders rute gennem regionen.
Det store gennembrud var at lokalisere den antikke landsby Hermaion, som var Alexanders sidste stop inden slaget.
Sammen med andre antikke bosættelser, som vi ved, Alexander også besøgte, har holdet formået at rekonstruere hele Alexanders rute frem til en mere plausibel slagmark, cirka 10 kilometer nord for byen Biga.
Persernes høj lokaliseret
En anden vigtig opdagelse, der også knytter stedet til antikken, er den forhøjning, som de antikke kilder angiver, at perserne placerede deres græske lejetropper på.
Det er lykkedes Körpes forskerhold at identificere en passende forhøjning i nærhed af slagmarken, hvor lokale bønder under deres pløjning har fundet menneskeknogler og våben.
Fundene kan dateres til Alexanders tid, og da de er gravet op uden gravmarkører, hvilket indikerer fraværet af en art formel ceremoni, så kunne de stamme fra slaget i 334 f.v.t.
Der mangler dog stadig flere undersøgelser af højen, før fundenes ophav mere præcist kan bestemmes.
\ Læs også
To forskningstraditioner
Men hvad kan vi sige om hændelsesforløbet ved Granikos?
Med eksistensen af to forskellige beretninger om den samme begivenhed er historikeren konfronteret med et klassisk dilemma: Hvilket forløb er det mest sandsynlige? Og hvorfor og hvordan er den falske version opstået?
Flertallet af forskere har foretrukket at rekonstruere Granikos med udgangspunkt i et hurtigt eftermiddagsslag.
Grunden hertil er ikke, at forløbet fremstår mere militært sandsynligt, men snarere at beretningen er overleveret hos den romerske forfatter og general Arrian (2. årh. e.v.t.), der bredt betragtes som den bedste kilde til Alexanders felttog og derfor har haft et næsten ubrydeligt patent på vores forståelse af Alexander.
Et mindre populært synspunkt i forskerstanden har været at rekonstruere slaget i åbent terræn.
Skildringen er overleveret gennem den sicilianske historiker Diodor (cirka 90-30 f.v.t.), der generelt betragtes som mindre troværdig, men som nu, med fundet af slagmarken nord for Biga, fremstår som en mere sandsynlig kilde til Granikos.
\ Arrians kanoniserede slagforløb
Arrian beretter, at Alexander, efter en længere stilstand, tog initiativet, og sendte to mindre kavalerier i floden.
Selv fulgte Alexander efter med hele højre flanke, og bevægede sig i en diagonal linje over floden, så kolonnerne var intakte, og perserne ikke kunne udnytte en eventuel makedonsk ubalance.
Det første makedonske angreb tabte hurtigt fremdrift, og måtte falde tilbage. Men i samme øjeblik ankom Alexander bagfra med retning mod den koncentration af persere, der nu var i ubalance grundet deres fremdrift.
Makedonerne fik derefter hurtigt overtaget og sejrede, dels fordi de var stærkere og mere erfarne, og dels fordi de brugte længere lanser mod persernes kortere rytterspyd.
Det står ikke klart, med hvilken retning Alexander anlagde sin dobbeltkoordinerede krydsning, og uanset hvordan vi fortolker passagerne i Arrian, så synes manøvren at være militært usandsynlig; hvis fortroppen og den makedonske højreflanke krydsede hinanden i flodlejet, må der have opstået pladsmangel, og hvis de angreb samme sted, så har både en tilbagetrækning af fortroppen og et kontraangreb i et smalt flodleje haft trange kår.
En mere sandsynlig beskrivelse?
En vigtig indvending mod Arrians skildring er pladsmanglen (se boksen herover), og med den nyfundne slagmark har vi nemmere ved at placere slaget i åbent terræn. Derfor fremstår Diodors slagforløb i to faser mere militært plausibelt.
Diodor beretter, at Alexander marcherede langs floden i ly af natten, og fik sine tropper over, før perserne nåede at reagere.
Slaget udspillede sig dernæst i to faser: kavalerister mod kavalerister og infanterister mod infanterister.
Resultatet var en klar sejr til Alexander, og til forskel fra Arrian så betonede Diodor vigtigheden af den makedonske venstre flanke, der var ledet af den næstkommanderende Parmenion.
Men hvis Diodor forsyner os med det mest plausible forløb af slaget ved Granikos, hvorfor opstod da Arrians version?
Hofhistorikerens propaganda
Der er meget, der tyder på, at Arrians kilde til slaget ved Granikos var Alexanders officielle hofhistoriker, Kallisthenes (360-328 f.v.t.).
Vi ved, at Kallisthenes evnede at skrive komplette militære beretninger og at disse har klare sammenfald med Arrians militære beskrivelser.
Kallisthenes beskrev også den næstkommanderende Parmenion ved slaget ved Gaugamela i 331 f.v.t.
Ud fra de beretninger kan vi også antage, at hofhistorikeren - givetvis på Alexanders foranledning - var ophav til en modstilling mellem en ung, vovemodig feltherre, der altid havde ret (Alexander), og en overforsigtig general, der var i sit livs efterår (Parmenion):
Parmenion er ved Gaugamela karakteriseret som ineffektiv, inkompetent, aldersvækket og misundelig på Alexanders magt og arrogance.
Den modige feltherre versus den inkompetence general
Det er i den kontekst, vi skal placere debatten mellem Alexander og Parmenion før slaget ved Granikos.
Det er den første af mange dialoger før et slag, hvor Parmenion fremsætter en taktik, som afvises af Alexander.
I alle dialoger fremstilles Parmenion som den forsigtige og pragmatiske general, mens Alexander fremstår modig, ungdommelig og impulsiv, og derfor uenig med Parmeion om helt basale taktiske manøvrer. Hvorfor indtog de to hovedpersoner altid de samme roller?
Medtænker vi den enorme selviscenesættelse, der kendetegnede hele Alexanders regeringsperiode, så er det en sandsynlig antagelse, at motivet først og fremmest var at glorificere Alexander, snarere end at forøge vores viden om Parmenion.
\ Alexander møder modstand fra den makedonske officier-elite
Med den persiske storkonge Dareios’ død i 330 f.v.t. havde Alexander kronet sig som persisk konge, og måtte nødvendigvis både nærme sig den persiske adel og indlemme flere persere i hæren for at konsolidere sin magt.
De nye tider skabte en fraktion af utilfredse makedonere, idet Alexander gradvist tillagde sig flere og flere orientalske træk. Konsekvensen blev talrige styrkeprøver mellem Alexander og den makedonske elite.
I 330 f.v.t. blev Filotas, der var Parmenions ældste søn og general for elitekavaleriet, anklaget for at konspirere imod Alexander. Filotas var blevet informeret af en vis Kebalinos om en forestående trussel mod kongen.
Filotas’ forbrydelse var ikke meddelagtighed i sammensværgelsen, men snarere, at han ikke fortalte om de mordplaner, han selv betragtede som ubegrundede. Af denne årsag blev han dømt og efterfølgende henrettet.
Henrettelsen af Filotas beredte vejen for udslettelsen af faderen det samme år, den næstkommanderende Parmenion, idet Alexander kunne frygte, at Parmenion, med nyheden om sin arvings død, ville orkestrere et oprør i hæren.
Han sendte derfor tre officerer til Ekbatana, hvor Parmenion opholdt sig i lykkelig uvidenhed om sin søns død, med ordrer om at myrde den makedonske general.
I 328 f.v.t. blev Kleitos, der havde tilhørt hoffet Filip II’s gamle hof, og formentlig talte på vegne af en generel utilfredshed, myrdet til en offentlig festivitas, fordi han luftede aversion mod Alexanders adfærd.
Året efter, i 327 f.v.t., planlagde de kongelige pager, om end forgæves, anført af Hermolaos et snigmord på Alexander.
Denne episode ledte til hofhistorikeren Kallisthenes’ død, dels fordi han var tutor for de kongelige pager og derfor blev mistænkt for at have opfordret til mordplanerne, og dels fordi han året forinden havde udvist modvilje mod Alexanders forsøg på at indføre en ny rituel underkastelse (proskynesis) ved det makedonske hof.
Filotas, Parmenion, Kleitos og Kallisthenes døde i en periode, hvor det stod klart for Alexander, at felttoget ville tage dem ind i de dybeste dele af Centralasien, og hvor Alexanders forsøg på at iscenesætte sig selv som persisk storkonge blev anset som forræderi.
Drabene vidner derfor om den begyndende modstilling mellem den gamle makedonske garde fra Filip II’s tid og en ny, ung generation, der blev skabt i kølvandet på Alexanders begyndende transformation af det makedonske monarki.
Myten om den homeriske helt
Alexander overlevede flere sammensværgelser og mordplaner i årene mellem 330 og 327 f.v.t. (se boksen ovenfor), som udsprang fra en opstået modstilling mellem Alexanders nytænkning og den gamle makedonske garde.
Det store uheld for Kallisthenes’ propaganda om den dristige feltherre Alexander og den inkompetente næstkommanderende Parmenion var, at der opstod en ’uofficiel’ beretning om felttoget, overleveret gennem Diodor, som blev sat i omløb efter Alexanders død.
Baserer vi vores forståelse af Alexander på denne, har vi ingen bevæggrunde for at antage, at den uprøvede Alexander stod i særlig opposition til officereliten allerede i 334 f.v.t.
Snarere var han i langt højere grad i pagt med den konservative makedonske elite og den pragmatiske Parmenion.
Ny fund giver os et blik ind bag propagandaen
Slaget ved Granikos er særligt vigtigt, fordi det promoverer en bestemt fremstilling af Alexander som hærfører og general.
Og hvis Arrians skildring af slaget ved Granikos bygger på Kallisthenes’ propaganda, så bør vi anlægge en mere kritisk over for Arrians samlede fremstilling af Alexanders erobring af Perserriget.
Vi har allerede set, at Arrian synes at følge en klar litterær model: Samtalen mellem Alexander og Parmenion bruges til at præsentere forhindringerne (floden), planen udvikles og forløber uden tilbagefald (dobbeltangrebet), og sejren er total med meget få makedonske faldne.
I Arrians senere militære skildringer genfinder vi de samme to tendenser i Alexanders slag og belejringer ved Halikarnassos (334 f.v.t.), Issos (333 f.v.t.), Tyre (332 f.v.t.), Gaza (332 f.v.t.) og Gaugamela (331 f.v.t.):
- En udeladelse af Alexanders tilbageslag ved hjælp af en nøje afstemt narrativ formel i fire faser (forhindringerne præsenteres, strategien udvikles, slaget forløber uden tilbagefald og sejren er total),
- En konsekvent overdrivelse af de fysiske forhindringer.
I alle disse slagbeskrivelser kan Diodor tjene som et vigtigt korrektiv.
Granikos bør således betragtes som det første slag på asiatisk jord, der skulle kanoniseres som en essentiel del af Alexander-myten.
Målet var at fremstille Alexander som en fejlfri og dristig homerisk helt og at forberede den græske verden på modtagelsen af en ny gud.
Hvorvidt en sådan forståelse af slaget ved Granikos i 334 f.v.t. skal bibeholdes, ændres eller helt forkastes, vil forhåbentlig blive afklaret i de kommende år, i takt med at flere og flere arkæologiske resultater fra de årlige udgravninger vil give os en bedre forståelse af Alexanders erobring af Perserriget.
\ Kilder
'Callisthenes and the Creation of a Homeric Hero,' Classica et Mediaevalia 66 (2015)
Alexander of Macedon 356-323 B.C.: A Historical Biography, University of California Press (1974)
Conquest and Empire: The Reign of Alexander the Great, Cambridge (1988)
