Vælg dit profilbillede med omhu: Andre dømmer det på et splitsekund
Når du møder nye mennesker, eller når de ser dit profilfoto, forbinder de straks dit ansigt med bestemte personlighedstræk. Forskere har lavet en model over, hvordan et ansigt skal se ud for at give indtryk af en dominerende, attraktiv eller tillidsvækkende person.

Ved at tage udgangspunkt i testpersoners bedømmelse af 1.000 fotografier af virkelige ansigter, har forskerne kunnet lave en avanceret neural netværksmodel, som de bruger til at konstruere ansigter med træk, der får testpersoner til at forbinde dem med de tre personlighedstræk dominerende, pålidelige eller dominerende. Modellen kan altså bruges til at forudsige, hvordan førstehåndsindtrykket af et ansigt vil være. (Foto: PNAS)

Ved at tage udgangspunkt i testpersoners bedømmelse af 1.000 fotografier af virkelige ansigter, har forskerne kunnet lave en avanceret neural netværksmodel, som de bruger til at konstruere ansigter med træk, der får testpersoner til at forbinde dem med de tre personlighedstræk dominerende, pålidelige eller dominerende. Modellen kan altså bruges til at forudsige, hvordan førstehåndsindtrykket af et ansigt vil være. (Foto: PNAS)

Du ved det sikkert godt: Det er ikke ligegyldigt, hvilket billede du vælger til din Facebook-profil, din datingannonce eller din jobansøgning. Og du overvejer sikkert allerede, hvilket foto der får dig til at fremstå bedst.

Nu slipper du for at skulle fornemme dig frem til, hvilket førstehåndsindtryk dit profilfoto giver, for forskere har lavet en model over, hvordan et billede af et ansigt skal se ud for på et splitsekund at få den portrætterede til at fremstå tillidsvækkende, dominerende eller attraktiv.

»Det er en matematisk model, der kan hjælpe med at forudsige, hvordan folk reagerer på ansigter med bestemte træk,« siger Jesper Dammeyer, der er lektor på Københavns Universitets Institut for Psykologi, men som ikke selv har været med i undersøgelsen.

»Til alle tider og ikke mindst i dag, hvor billeder fylder meget for eksempel i fjernsynet og på sociale medier, har der været interesse for at vide, hvordan folk reagerer på ansigter. Den type forskning, som her er publiceret, er med til at vise, hvad udseende betyder for, hvordan andre opfatter én,« fortsætter lektoren.

Vi dømmer på 100 millisekunder

I studiet, som netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift PNAS, har amerikanske psykologi-forskere lavet en række tests, som viser, at man dømmer andre ud fra deres ansigtstræk i løbet af blot 100 millisekunder (et millisekund er en tusindedel sekund).

Bagefter har de brugt computere til at lave en model, som kan forudsige, hvordan ansigter, der i varierende grad har bestemte træk, vil blive bedømt af andre.   

Videoen her viser, hvordan en person kan komme til at fremstå mere og mere tillidsvækkende, når man ændrer på ansigtets former og træk. Læg for eksempel mærke til munden, der bliver bredere, mere fyldig og smilende i løbet af videoen.

Især tre karaktertræk bliver lynhurtigt knyttet til ansigtsformer og mimik, når man møder nye mennesker eller ser billeder, bekræfter forskernes undersøgelser:

  • Tillidsvækkende: Blandt andet munden er afgørende. Jo bredere og mere smilende en mund, man har, jo mere tillid vækker man hos andre.
     
  • Dominerende: Et smalt, markeret og maskulint ansigt giver indtryk af en dominerende personlighed.
     
  • Ungdommeligt attraktiv: Jo fyldigere en underlæbe, jo mere ungdommelig og attraktiv fremstår man.

»Andre studier har også vist, at det er de tre træk, man især forbinder med et ansigt, når man ser det første gang. Det nye i dette studie er, at forskerne har lavet nogle avancerede neurale netværksmodeller. Modellerne bruger de til at konstruere ansigter på computeren, som de med stor præcision kan forudsige, hvordan testpersoner reagerer på,« forklarer Jesper Dammeyer og fortsætter:

»Håndværksmæssigt er det et flot studie, det er meget grundigt lavet, men de finder ikke så meget nyt. De opstiller en effektiv måde at modellere ansigter på, så de udtrykker de tre karaktertræk. Det har ikke noget at gøre med, hvilken personlighed personen i virkeligheden har, men udelukkende hvordan andre reagerer på ansigtet.«

Modellen kan konstruere et forudsigeligt ansigt 

Forskerne har altså lavet en metode, som kan bruges til at forudsige i hvor høj grad et ansigt bliver forbundet med en dominerende, tillidsvækkende eller attraktiv personlighed, når man ser det første gang. For at kunne lave sådan en model, har de i grove træk:

  • Fået testpersoner til at vurdere, hvilke personlighedstræk de forbinder med 1000 fotografier af rigtige menneskeansigter.
     
  • Testpersonerne nævnte især de tre ovenstående karaktertræk tillidsvækkende, dominerende og ungdommeligt attraktiv, da de blev bedt om at sætte ord på deres førstehåndsindtryk af ansigterne.
     
  • Forskerne delte fotografierne op i tre grupper efter, hvordan de var blevet vurderet af testpersonerne. Derefter ledte de efter linjer og træk, som var fælles for de ansigter, der var blevet kategoriseret som enten tillidsvækkende, dominerende eller attraktive.  
     
  • Resultaterne brugte de til at opstille en model og konstruere ansigter på computere. De konstruede ansigter blev delt ind i grader efter, hvor dominerende, tillidsvækkende eller ungdommeligt attraktive, forskerne forudsagde, at de ville blive vurderet til at være. 
     
  • Forskernes forudsigelser viste sig at holde stik: Med 58 procents præcision vurderede testpersonerne ansigterne sådan, som forskerne havde forudsagt.  

Model kan bruges af reklamefolk

Det er første gang, at forskere har lavet en avanceret matematisk model, som kan forudsige, hvordan detaljer i en persons ansigt vil få vedkommende til at fremstå i andres øjne.

»Man kan forestille sig, at sådan en model vil kunne bruges kommercielt. For eksempel kan det være nyttigt for reklamefolk at vide, hvilke ansigter der virker bedst til at sælge bestemte produkter,« foreslår Jesper Dammeyer. 

De amerikanske forskere har konstrueret ansigter på computeren, som de kunne forudsige, hvordan testpersoner ville reagere på. På billedet kan du se, hvordan bestemte træk får en person bag et ansigt til at se mere eller mindre dominerende, attraktiv eller pålidelig ud. (Foto: PNAS)

Vi fortsætter tankerækken: Måske kan politikere bruge modellen til at lave den perfekte valgplakat, som giver vælgerne et indtryk af, at de er pålidelige. Eller den kan blive et hit blandt singler på datingmarkedet, som eventuelt kan overveje at skyde underlæben lidt frem på deres profilbillede eller at vælge en kameravinkel, som dem til at fremstå mere attraktive.

Og så fremdeles.

Computerteknologi åbner nye muligheder

Modellen over sammenhængen mellem ansigtstræk og førstehåndsindtryk kommer efter, at forskere i en årrække har lavet forsøg, som på forskellig vis viser, at udseende er afgørende for, hvordan man bliver bedømt af andre mennesker.

Politikeres udseende spiller for eksempel en rolle for, hvem man stemmer på, og mennesker med brede ansigter bliver opfattet som aggressive.

»I de sidste cirka 15 år har der været en del af den type forskning, blandt andet fordi man har fået computerteknologi til at måle på ansigtsformer, mimik og øjenretning. Så kan man finde grundlæggende mønstre i folks måde at vurdere hinandens udseende på,« siger Jesper Dammeyer.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.