Donald Trump kan meget vel gå hen og blive husket som præsidenten, der råbte op om falske nyheder.
Det startede efter indsættelsesceremonien. Han kritiserede pressen for at rapportere fejlagtigt om størrelsen på menneskemængderne ved indsættelsesceremonien i Washington.
Siden da har Trump ikke holdt sig tilbage. Al kritik eller negativ dækning bliver med det samme kaldt ‘fake’. Lige før prisuddelingssæsonen lancerede han i bedste Trump-style sin egen ‘Fake News Awards‘.
Det lader for øvrigt til, at han er overbevist om, at han har opfundet begrebet. Men det har han ikke.
Retorisk strategi, der undergraver tillid
\ Historien kort
- Fake news går helt tilbage til slutningen af det 19. århundrede og blev brugt om fabrikerede interviews og historier.
- Termen blev brugt til at advare forbrugerne om produkter udbudt af kvaksalvere, bondefangere og krejlere.
- I dag hvor de sociale medier står for størstedelen af vores nyhedsdeling, er det mere end nogensinde afgørende, at vi ser vores nyheder efter i sømmene.
Termen dækker over en retorisk strategi, der har til formål at undergrave tilliden til medierne, og begrebet går helt tilbage til slutningen af det 19. århundrede.
Ligesom i dag blev udtrykket brugt om historier, der kommer fra, hvad vi nu om dage kalder ‘mainstream-medierne’.
Den eneste forskel er, at udtrykket dengang blev anvendt af retskafne enkeltpersoner samt undersøgende journalister og redaktører (såkaldte ‘muckrakers’, red.), der forsøgte at afsløre korruption og løgn.
Og med god grund: De forsøgte at udfordre det stigende antal magtfulde aviser, der opdigtede falske historier enten for at sælge flere aviser eller for at fremme deres økonomiske velgøreres interesser.
‘Fakers’ tjener hurtige penge
Jeg granskede termens historie og fandt, at journalister benyttede ‘fake’ allerede i det 19. århundrede i forsøget på at advare de amerikanske forbrugere om produkter udbudt af kvaksalvere, bondefangere og krejlere.
Jeg fandt også, at læserne blev advaret om ‘fake news’ lige før den Spansk-amerikanske Krig mellem Spanien og USA i 1898. På denne tid begyndte aviser ejet af mediemagnaten William Randolph Hearst at publicere fabrikerede interviews og historier om opdigtede slag. Disse sensationelle klip blev ofte samlet op – eller kopieret – af nyhedsagenturer og videresolgt til aviserne.
Historierne fandt hastigt vej gennem medierne, fordi det hurtigt gik op for udgiverne, at der var gode penge at tjene på at genoptrykke historierne.
I takt med at denne lukrative praksis tog om sig, råbte kritikerne vagt i gevær. Da Associated Press (AP) fremstillede og distribuerede en historie om en oprørsgruppes kapring af Cubas hovedstad, Havana, gik The New York Sun til angreb på AP med overskriften ‘FAKE NEWS FACTORY’.
I 1897 advarede en artikel i The Minneapolis Journal om ‘en fake news fabrik’ i nærheden af Duluth, der søgte historier fra USA’s midwest til national distribution. Artiklen hævdede, at det for hver gang en ‘fake news’-historie bliver publiceret, bliver det sværere at skelne sandt fra falsk.
Efter en vis tid kan »ingen skelne om dét, de lige har læst, har noget grundlag overhovedet«.
»Du er fake.« »Nej, du er fake!«
Misinformationerne vækkede også den radikale presses harme; et stigende antal tidsskrifter rasede over det økonomiske status quo. For dem var ‘fake news’ den skadelige og negative effekt af den amerikanske journalismes profitmotiv.
Den radikale presse begyndte at bruge ‘fake news’ som øgenavn for den mere etablerede presse. For eksempel fordømte Milwaukee Social Democratic Herald syndikerede fake news-historier som ’tilsigtede forsøg på at miskreditere’ Milwaukees demoktatisk valgte socialistiske borgmester, Emil Seidel.
I ‘The Commoner’, tidsskriftet som William Jennings Bryan både ejede og var redaktør for, skrev han, at: »Der lader til at strømme en epidemi af ‘fake news’ fra byen Lincoln, og de stammer alle fra Mr. Bryant’s ‘venner’ – ikke nævnt ved navn.«
Begge sider gjorde brug af ‘fake news’-strategi
Men lige som en påberåbelse af ‘fake news’ kunne så tvivl blandt offentligheden om mainstreammediernes sandfærdighed, kunne Establishment-politikere benytte denne færdiglavede forsvarsstrategi til at aflede den radikale presses forsøg på at afsløre korruption, løgne og pamperi.
Plutokratiske politikere har afvist dårlig presseomtale som ‘fake news’ længe før Donald Trump.
Efter The Evening Plain Dealer publicerede et uflatterende interview med Mark Hanna, Ohio-senator og kongemager for GOP (Grand Old Party, republikanerne, red.), hævdede han, at interviewet var ‘faked’.
The Evening Plain Dealer forsvarede »… den absolutte sandhed i hvert ord i interviewet, den største omhyggelighed i at klarlægge fakta, og at hverken fake interviews eller fake news ville blive tolereret.«
Bare fordi én eller anden hævdede, at det var ‘fake news’, betød det ikke, at det var sandt, bed redaktøren igen:
»Det er almindelig praksis blandt mænd i offentlighedens søgelys at hævde, at interviews, der har vist sig at have en boomerang-effekt, er ‘fake’. Det lader til, at de mener at det er en let og forsvarlig måde at komme ud af en pinlig situation – uden hensyn til den skade det kan volde velrenommerede journalister.«
‘We pilfer the news’
Hearst’s skamløse New York Journal forsøgte at forplumre situationen yderligere ved tilsyneladede at gå forrest i afsløringen af ‘fake news’-historier for at aflede opmærksomheden af deres egne opdigtede historier.
New York Journal forsøgte i 1898 at lokke rivalen Joseph Pulitzers New York World i en fælde ved at publicere en opdigtet rapport om en artilleriofficer, kaldet Reflipe W. Thenuz – et anagram for ‘We pilfer the news’ (‘Vi rapser nyheder’, red.).
Tricket lykkedes, og New York World gik lige i fælden.
I flere uger red New York Journal’s cirkulation højt på at fordømme snesevis af aviser – for det var ikke kun The World, som faldt for svindelnummeret og publicerede New York Journal’s fake news.
Uanset hvor ofte radikale tidsskrifter fordømte konkurrenternes fake news, var det vanskeligt at undertrykke falske informationer spredt af magtfulde nyhedsbureauer som Hearst’s International News Service, United Press Associations og Associated Press.
De store mediegiganter fodrede de lokale aviser med artikler, som publicerede dem uden at sætte spørgsmålstegn. Fordi læserne havde tillid til, hvad aviserne skrev, blev artikler slugt råt. Det minder om dét, vi i dag ser på de sociale medier; vi tror instinktivt på alt, hvad vores venner skriver og deler.
Manipulerede den offentlige mening
Ifølge den undersøgende forfatter og journalist Upton Sinclair regnede de syndikerede ‘nyheder’ med, at folk ville tro på dem, så de spredte bevidst falske nyheder på vegne af virksomheder og personer, der købte annoncer i deres tidsskrifter.
Det var ikke kun dét, de skrev om, der var vildledende og fake, men også dét, de undlod at skrive om. Profit-pressen nægtede at dække sociale emner – fra strejker til fordærvet kød – der stillede deres magtfulde stamkunder i et dårligt lys.
Fake news blev også brugt til at manipulere den offentlige mening.
»En vis offentlig tilstand er ofte nødvendig,« skrev journalisten Max Sherover i sin 1914-bog ‘Fakes in American Journalism‘ for at: »de økonomiske herskere i dette land kan snyde og bedrage folket.«
Max Sherover forklarede, at hvis Beef Trust ønskede at hæve priserne, så vill deres ‘reklamebureauer’ sætte falske historier i omløb. De brugte derefter deres indflydelse til:
»…at sprede historierne over hele landet. Læserne ‘vænner’ sig til ‘manglen’ på oksekød. Og når slagteren et par dage senere sætter prisen i vejret, tager de det som en selvfølge.«
Grupper, der stillede sig kritiske overfor de store virksomheder – især socialister – stod over mål for falske nyheder. Profit-pressen knyttede ofte socialisterne til sensationelle forbrydelser, der var blevet begået, ved at tilføje: ‘skudt ned af socialistiske….’ før man egentlig kendte noget som helst til, hvem der havde begået forbrydelsen.
Forgifter sandhedens brønd
Imod slutningen af USA’s Gilded Age hjalp undersøgende journalister, der afdækkede kummerlige arbejdsforhold, med at opildne til gentagne strejker (‘den forgyldte tidsalder’ i USA’s historie løber fra 1870’erne til omkring 1900. Udtrykket blev brugt i 1920’erne og 1930’erne og er afledt af forfatteren Mark Twains roman fra 1873 ‘The Gilded Age: A Tale of Today’, som satiriserede en æra med alvorlige sociale problemer maskeret af en tynd ‘guldbelægning’, red.).
Men enten valgte mainstreammedierne at undlade at rapportere om strejkerne, eller også valgte de en ganske anden udlægning af årsagen til strejken.
I 1912 strejkede kulminearbejderne i Colorado og West Virginia. De levede i teltkolonier med deres familier og blev beskudt og tæsket af strejkebrydere og ordenshåndhævere.
Associated Press var i flere måneder tavs, men begyndte så at rapportere falske historier om minearbejdere, der overfaldt vagterne i et bagholdsangreb, hvilket berettigede at tropperne blev sendt ind for at holde minearbejdere tilbage.
Sinclair beviste senere, at disse historier var fabrikerede af Baldwin-Felt’s strejkebrydere eller Rockefeller-agenter, der blev betalt af Associated Press.
Men skaden var sket. Offentligheden havde allerede dannet sig en mening. Endnu engang fik plutokratiet de falske nyheder, som de havde betalt for.
Umuligt at skelne sandt fra falsk
Ifølge Max Eastman, redaktør for det socialistiske magasin ‘The Masses’, afslørede strejken, hvor farlig Associated Press var – ikke alene fordi de afgjorde, hvad der kom til at stå i størstedelen af aviserne, men også fordi nyhedsbureauet så inderligt lod, som om det var objektivt.
Denne tro på, at man blev fortalt sandheden, gjorde det umuligt selv for »frie og intelligente mennesker at være på retfærdighedens side.«
I ‘The Masses’ skildrer illustratoren Art Young, hvordan AP forgifter sandhedens brønd med et potent blanding af ‘løgne, undertrykte fakta og bagvaskelse’.
For at aflede beskyldningerne spillede Associated Press med monopol-musklerne. Nyhedsbureauet kunne afskære deres service til aviser, der stillede sig kritisk, så Eastman og hans tilhængere blev bragt til tavshed. Associated Press’ advokater anklagede og fik Eastman tiltalt for injurier. Ifølge Upton Sinclair var denne tilsvining til ære for Associated Press’ 30 millioner læsere.
Da omfanget af Associated Press’ falske nyheder i løbet af strejkerne i Colorado og West Virginia blev afdækket, råbte Associated Press op om fake news og oversvømmede nyhederne med et skinhelligt forsvar af deres journalistiske professionalisme.
»Hvis der er noget, der er rent i USA, er det Associated Press,« stod der i en historie distribueret til millionvis af amerikanere
1. verdenskrig ændrer situationen
Mens 1. verdenskrig hærgede det europæiske fastland, oversvømmede fake news det amerikanske medie-økosystem.
Aviser publicerede sensationslystne falske historier, som var rettet mod anti-krig kritikerne, og som opflammede en anti-tysk stemning. En del blev endda snappet op af de tyske medier og uden omtanke genoptrykt på grund af den sensationelle cirkulationsværdi.
\ Læs mere
Præcis på et tidspunkt, hvor der var allerstørst behov for en evidensbaseret debat om USA’s medvirken i krigen, forgiftede falske nyheder brønden.
Efter at USA trådte ind i krigen, blev aviser og tidsskrifter, der påberåbte fake news om pro-krigspropaganda, censureret af staten og hængt ud af de mediesyndikater, der profiterede af at dække krigen; den decimerede radikale presse tabte terræn.
Upton Sinclair så den radikale presse som et krigsoffer, der spåede om en krise for demokratiet.
»Den største fare i Amerika i dag,« skrev han sit eget tidsskrift i 1918, »er en uærlig og samvittighedsløs presse … der lader usandheder strømme ud, som giftgas, der blinder os, og gør det umuligt for os at se klart eller tænke klart.«
Systemet motiverer til fake news
Uden kritiske mudrackers, der afdækkede falske nyheder: »… er der ingen måde at få sandheden ud til folket.«
Kortlivede kooperative nyhedstjenester kæmpede for at konkurrere med profitpressen. De stod kun en ganske lille chance i et mediesystem, der motiverede til fake news.
Tidligere har vi haft varierende behov for at benytte udtrykket ‘fake news’ – til tider ofte, andre gange knap så tit.
Men produktionen er blevet forstærket i løbet af de seneste år, i takt med at de sociale medier blev den dominerende metode til nyhedsdeling.
Endnu engang jagter producenterne af fake news profitten, men hvor de falske nyheder engang blev fabrikeret i Duluth, finder vi dem nu i Makedonien.
Trumps taktik er velkendt
Donald Trump har ganske vist ikke opfundet udtrykket, men han implementerer en alt for velkendt taktik.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Ligesom tidligere tiders mudrackers påberåber han fake news for at undergrave tilliden til medierne. Ligesom den progressive periodes politikere påberåber han fake news, når han får dårlig presse.
(Den progressive periode er en betegnelse for en periode amerikansk historie fra 1890’erne til 1920’erne, der var præget af udbredt social aktivisme og forsøg på at skabe politiske reformer, red.)
Men disse grupper er alligevel ikke som Trump; de troede nemlig begge, at en dynamisk presse var afgørende for USA.
I al sin opportunistiske overflod er Trump mere som Hearst, der vidste, at både skabelsen og fordømmelsen af falske nyheder driver både nyhedscyklus og profit.
Til helvede med konsekvenserne!
Matthew Jordan hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og han har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
