Postmodernismen har gjort, at vi ikke mere kan skelne mellem sandt og falsk. Den har også bidraget til at underminere videnskaben.
Sådan lyder de fremførte kritikker af postmodernismen. Se bl.a. den amerikanske filosof Daniel Dennetts kritik af postmodernismen i den britiske avis, The Guardian.
\ Historien kort
- Kritikere giver postmodernismen skylden for Trump, fake news og den vestlige verdens generelle forfald.
- Hvis postmodernismen kan klandres for noget, er det hverken Trump eller fake news. Det er derimod at fratage tidligere tiders autoriteter deres sandhedsmonopol.
- Den viser os kort sagt, at verden er meget mere mudret, uordentlig og modsætningsfyldt, end forskellige ideologier og fortællinger vil bilde os ind.
I koret af kritikere finder vi også den tyske filosof Jürgen Habermas, der har kritiseret postmodernismen for moralsk relativisme og nihilisme.
Ligeledes har den amerikanske lingvist og filosof Noam Chomsky, kritiseret visse postmodernistiske analyser for at være deciderede indholdsløse og absurde.
\ Læs mere
Er postmodernismen skyld i Trump og fake news?
15. april 2017 kunne vi i Information læse artiklen ‘Har postmodernisterne banet vejen for Trump?’. Heri gør kritikere af postmodernismen den skyldig i, at vi i samtiden påvirkes af fake news og alternative fakta.
Den får endnu engang skyld for, at vi ikke mere kan skelne mellem sandt og falsk, ud fra en antagelse om, at et sådant skel reelt eksisterer.
Også internationalt giver kritikere postmodernismen mere eller mindre direkte skylden for Trump og Vestens generelle ødelæggelse.
Kritikere af postmodernismen anfører desuden, at den også har medvirket til at gøre den akademiske og intellektuelle klasse blind for almindelige menneskers reelle virkelighed.
Spørgsmålet er, om det nu også forholder sig sådan?
\ Læs mere
Kan verden altid være anderledes?
\ Hvad er postmodernisme?
Postmodernismen dækker kort sagt over et opgør med de ‘store fortællinger’ (kristendommen, nationalismen, marxismen, videnskaben med stort V m.fl.) og en alt for selvfølgelig tro på entydigheden og fornuften.
Den står i modsætning til modernitets- og oplysningsteoretikeres forestillinger om rationalitet, objektivitet samt deres brug af binære modstillinger som sandt/falsk, ondt/godt, ånd/materie osv.
Se lektor , Hans Hauges artikel: ’Hvad er postmodernisme?’
Går vi til den slovenske filosof og psykoanalytiker Slavoj Zizek eller til den italienske filosof Giorgio Agambens skrifter, har de hver især beskrevet og analyseret en lang række af de reelle konsekvenser af samtidens accelererende globale økonomi og neoliberale politik.
De har eksempelvis sat fokus på, hvordan den globale økonomi understøttes, og ikke mindst fremmes, af forskellige former for neoliberale politiske tiltag, der antages at være absolut 'nødvendige'.
Disse har fået afgørende betydning for vores samværs- og omgangsformer og for vores oplevelse af, at der er meget, der ligger uden for vores kontrol.
Eksempelvis hører vi jævnligt fra politisk hold, at:
- 'Globaliseringen kræver'
- 'Fremtidens arbejdsmarked fordrer fleksible og omstillingsparate medarbejdere'
- 'Danmarks konkurrenceevne står og falder med vores evne til at arbejde smartere, hurtigere og mere effektivt'
'Passive statister' i vores eget liv
Når vi hører den slags udsagn, fremmer det en oplevelse af, at vi er underlagt nogle uigennemskuelige, strukturelle og økonomiske kræfter, der styrer vores tilværelse på en sådan måde, at vi fra tid til anden kan opleve at være 'passive statister' i vores eget liv.
Pointen er, at selvom postmodernistiske analyser har vist, hvordan den sociale orden altid kunne have været anderledes, har den samtidig også vist os, at den ikke (altid) blot kan gøres anderledes, selvom vi beslutter os for det.
Det skyldes, at vi mennesker altid er influeret af såvel en række ydre forhold (diskurser, strukturer og rammer) som en række indre forhold (intentioner, viljer og begær), der indvirker på hinanden og mere eller mindre (u)bevidst påvirker vores måde at indgå i og være i verden på.
Det postmoderne verdensbillede
Postmodernistisk-inspirerede analyser har vist os, at verden er decideret uordentlig, mudret og uden mening.
Det er således blevet klart for mange af os (men ikke for alle skal jeg huske at understrege), at verden ikke falder i enten-eller-kategorier, omend vi har svært ved at undslippe sådanne kategoriseringsformer.
De fleste af os er også blevet klar over, at verden ikke lader sig beskrive og forstå ud fra neutrale, interesse- og magtfri positioner, ligesom vi er blevet klar over, at mening er noget, vi tilskriver verden og ikke noget, verden uden videre tilskriver os.
Når kritikere af postmodernismen hævder, at den har fordrejet, endsige radikalt relativiseret, vores opfattelse af verden, er spørgsmålet, om det nu også forholder sig sådan?
\ Læs mere
Mane til besindelse i forhold til sandheden
For har den ikke snarere tilbudt os en mulighed for opnå et mere reelt og retvisende billede af verden, og hvordan vi som mennesker på godt og ondt indgår i den og er med til at forme, samt er formet af, den?
Det mangefold i vores forståelser af verden, som postmodernistiske analyser tilbyder os, gør, at vi må mane til besindelse i forhold til sandheden med stort S, ligesom vi har måtte forlige os med, at vi ikke nødvendigvis kommer sandheden nærmere ved at henvise til fakta.
Som den danske professor Lars-Henrik Schmidt ved flere lejligheder har understreget, er fakta altid gjort. Det vil sige gjort kendte som følge af én eller fleres gerninger (heraf kendsgerninger).
Sandheden er ikke derude eller 'falder ned fra himlen', men er derimod én, som vi gentagent producerer, vedligeholder og fra tid til anden anfægter og erstatter med en ny eller en gammelkendt af slagsen.
\ Læs mere
Sandt og falsk på samme tid
Erkendelsen af, at sandheden er produceret, har imidlertid skærpet kravene til, at man så eksplicit, som det er muligt, er i stand til at redegøre for, hvordan og inden for hvilke vidensregimer den er produceret, og ud fra hvilke begrundelser, herunder erkendelsesinteresser.
Alle sandhedsproduktioner er nemlig ikke lige gyldige, altså har lige gyldighed. De må hele tiden tages op til vurdering.
Dog skal vi ifølge den amerikanske videnskabsteoretiker Thomas Kuhn være opmærksomme på, at forskellige vidensregimer eller paradigmer er 'inkommensurable'. Det betyder, at hvad der opfattes som 'sandt' inden for et vidensregime, sagtens kan opfattes som 'usandt' inden for et andet vidensregime.
Noget kan altså være såvel sandt som usandt på én og samme tid. Et sådant paradoks kan vi ikke undslippe ved at ty til en endelig og entydig afgørelsesinstans, der kan fortælle os, hvad der skal betragtes som det ene eller det andet.
Med andre ord er der ikke en mester, vi kan spørge, eller en bestemt type viden, vi kan ty til, der kan afgøre sagen for os en gang for alle.
Tal taler ikke
Der forekommer at være noget ubærligt over en sådan erkendelse. De gamle ‘mestre’ (for eksempel visse professorer), der tidligere, som følge af deres forskningspositioner, ansås som en art selvfølgelige sandhedsgaranter, har i lyset af postmodernismen fået frataget denne selvfølgelighed.
De skal nu være i stand til at gøre sig værd at lytte til ved hjælp kvalificerede og overbevisende argumenter. Nogle synes at mestre det. Andre har sværere ved det. Andre igen synes ikke at være i stand til det.
Der ses således en forskningsmæssig tendens til, at de, der har svært ved eller ikke er i stand til at tale og argumentere overbevisende for deres sag og perspektiver, søger hjælp i tallene.
De tilskriver ligefrem tallene subjektivitet og udstyrer dem med en stemme, når de siger: 'Tallene fortæller os..'
Men tallene taler ikke. Derimod er det dem, der taler ved hjælp af tallene.
Når verdens uorden kommer for tæt på
Et andet opdukket fænomen, som kan siges at være influeret af vores erfaring af, at verden er et mudret, uordentlig og flertydigt sted, handler om, at vi søger tilflugt i billederne.
Ifølge den tyske filosof Byung-Chul Han kan det være for udholdeligt at forholde sig til den reelle verden med al dens uorden og alle dens paradokser, hvorfor vi via billeder forsøger at få denne til at tage sig anderledes ordentlig og ikke paradoksal ud.
Han giver i sin bog 'I sværmen', fra 2017 et morsomt eksempel ved hjælp af det såkaldte Paris-syndrom.
Paris-syndromet dækker over en akut, psykisk forstyrrelse, der især synes at 'ramme' japanske turister. De, der rammes, kan ligefrem opleve psykosomatiske symptomer såsom hjertebanken, svedeture og svimmelhed.
Symptomerne opstår ifølge Han, fordi turisterne oplever forskellen mellem deres idealbillede af Paris, som er ordentligt og smukt, og så det reelle Paris, som er lige så uordentligt og grimt som alle andre steder.
Den ubevidste beskyttelsesreaktion, mange af de ramte tyer til, er en hysterisk hang og trang til at fotografere. Det vil sige til at producere billeder, der skærmer dem for den reelle virkelighed. De konstruerer i stedet en'pseudo-verden', der tager sig pænere og mere ordentlig ud.
\ Læs mere
Den reelle verden er meningsløs og uordentlig
Min pointe er, at hvis postmodernistiske analyser kan siges at være skyldig i noget, er det ikke at fordreje og opdigte en 'pseudoverden', hvori det ene kan være lige så godt som det andet.
Derimod er de skyldige i, at de har vist, hvordan den reelle verden er infiltreret af paradokser og af en flerhed af sandheder og usandheder, der kan sameksistere side om side og ændres fra tid til anden.
Min videre pointe er, at en sådan erkendelse ikke altid er lige kærkommen, hvorfor at mange af os da også dagligt finder en vis nydelse i forlade os på entydige i-tal-sættelser, ligesom flere af os handler som de japanske turister og derved endeløst producerer billeder, hvorigennem verden ikke forekommer os at være så uordenligt, mudret og meningsløs, som postmodernistske analyser gør den til.
Et rammende eksempel herpå er de uanede mængder af tid, mange af os bruger på at producere perfekte og ordentlige billeder af os selv, vores hjem og vores gode gerninger, meninger og holdninger, som vi så kan poste på Facebook og/eller Twitter, hvilket kan få det uordentlige til at se ganske ordentligt ud.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
At handle imod bedre vidende
Vender vi tilbage til anklagen om, at postmodernismen skulle have banet vejen til Det Hvide Hus for Donald Trump, og for opkomsten er fake news, er det en problematisk slutning at drage.
En mere træfsikker slutning er, at mange higer så meget efter orden i en uordentlig verden, at man er villig til at prøve mangt og meget – også at handle imod bedre vidende og derfor sætte sin lid til en mand som Trump.
Ligeså er mange villige til ikke at afvise fake news, selvom om man ved de er 'fake', fordi de jo kan få verden til at fremstå bedre, ordentlig og mere meningsfyldt, end den reelt er.
