Regeringen er kommet i mindretal om sagen om børnechecken. Dette blev i dagspressen gjort interessant ved det, at Enhedslisten på trods af stemmen for beslutningsforslaget stillet af højrefløjen ikke benyttede sig af sagen til at stille regeringen et mistillidsvotum.
Man kan imidlertid med rette stille sig selv det spørgsmål, om dette er det interessante element i sagen. En sådan situation er ikke hverdag i dansk politik, men heller ikke ganske uden fortilfælde - f.eks. i form af fodnotepolitikken i 1980'erne.
Grunden er, at der i Danmark i reglen sidder mindretalsregeringer, og muligheden for et alternativt flertal uden om regeringen er altså altid til stede.
I Danmark finder man EU-systemet ret uhåndgribeligt
Langt mere interessant er det, at regeringen nægter at administrere efter den beslutning, Folketinget har vedtaget - at udbetalingen af børnechecken »sker i overensstemmelse med den af Folketinget vedtagne lovgivning.«
At Folketinget skal gøre regeringen opmærksom på det, burde gøre det klart, at det er en lidt mærkværdig sag. At regeringen alligevel ikke administrere efter denne lovgivning, gør sagen endnu mere mærkværdig.
At det er spørgsmålet om et muligt mistillidsvotum til den danske regering, der er det væsentlige i den danske dagspresse, viser dermed, hvor meget mere den danske befolkning føler sig knyttet til det politiske miljø, der eksisterer på Christiansborg, og hvor lidt håndgribeligt man i Danmark finder, at EU-systemet er.
Det, der nemlig sker, er, at danske partier i Folketinget vurderer, hvordan traktater og EU-lovgivning skal forstås i forbindelse med udbetalingen af børnechecken, og på den baggrund tager partierne så en beslutning, som Bruxelles ikke finder i overensstemmelse med EU-lovgivningen.
EU-systemet er et retssystem
Dette må nødvendigvis være en udfordring for EU-systemet som retssystem.
Det vil kræve en stor diskursiv undersøgelse at finde ud af, hvorvidt dette er en ny tendens, og jeg har ikke i sinde, som det ellers er kommet på mode, at bruge ord som 'nogensinde', når det, jeg i virkeligheden mener, er 'i hvert fald de sidste ti år'.
Ikke desto mindre findes der i hvert fald flere eksempler på dette inden for de sidste år, hvor et eksempel er efterlønsaftalen i 2011.
Her indgik den daværende VK-regering en aftale med Dansk Folkeparti om efterlønnen, mod at der blev etableret en form for grænsekontrol, hvilket medførte en del problemer med Bruxelles.
En måde at forholde sig til dette forhold på er at tage udgangspunkt i den antagelse, at EU-systemet netop er et retssystem og påpege ulovligheden af disse lovmæssige tiltag fra dansk side.
En sådan tilgang leverede f.eks. professor Marlene Wind i forhold til efterlønsaftalen med den sigende titel 'The Blind, the Deaf and the Dumb!' i tidsskriftet Foreign Policy Yearbook i 2012. Man kan dog i virkeligheden spørge, om dette gør os meget klogere. I Marlene Winds skildring fremhæves regeringens handlinger i sagen som uforståelige.
Danske politikere betragter ikke EU-systemet som en retsstat
For at gøre dette uforståelige forståeligt må man undersøge selve fænomenet, at man fra det danske parlaments side selv vurderer, hvad der er forfatningsret og hvad ikke, og vedtager lovgivning derudfra. Dette er ikke i sig selv mærkværdigt. Det gør Folketinget også i intern dansk lovgivning.
Højesteret virker ikke i reglen som forfatningsdomstol, og det hører så absolut til undtagelserne, når Højesteret undsiger det dansk parlaments lovgivning. Mere problematisk bliver det dog, når det også er et EU-anliggende.
Her er det ikke bare et spørgsmål om, hvad man kan finde sig i i en dansk sammenhæng, men også hvad der er acceptabelt i resten af EU og navnlig i Bruxelles.
Svaret synes at være, at danske politikere ikke betragter EU-systemet som en retsstat. Man kan endog finde levn af dette synspunkt i regeringens reaktioner på beslutningsforslaget. Da Birthe Rønn Hornbech af Christian Friis Bach efter afstemningen blev rost for at stemme imod sit eget parti, var det med en tak for, at hun stod »vagt om det europæiske samarbejde.«
At der her blev talt om samarbejdet - ikke EU-ret - vidner også om, at lovgivning fra EU egentlig ikke betragtes som sådan, men gentagne prøver på, hvilket forhold man står i til Bruxelles.
Nationalstaterne betragtes alene som magtens centrum
I de sidste årtier har den liberalistiske skole i international politik haft vind i sejlene. Det er den skole, der hævder, at det ikke længere alene er nationalstaterne, der spiller en rolle i international sammenhæng, men at også de internationale organisationer - som f.eks. EU - gør det i egen ret.
Dette synspunkt stiller Danmarks adfærd de sidste år afgørende spørgsmålstegn ved. En interessant vinkel på de sidste års kontroverser med EU-systemet er, at selv i et lille land som Danmark tager man skridt, som man selv vurderer rigtige. Man betragter nationalstaterne alene som magtens centrum.
En dom ved EU-domstolen må man så forholde sig til, hvis den kommer, men det markerer, at der stadig - på trods af traktater og aftaler - mangler en afklaring af, hvor magten ligger på EU-området, og som det ser ud nu, er den liberalistiske skole og EU-systemet i defensiven.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
