Sensationel runesten fundet i Norge

Arkæologer har fundet en runesten, som stammer fra 400-tallet, i Øverby i det sydøstlige Norge.

Det er usædvanligt at finde runesten i det hele taget, og særligt så gamle runesten er opsigtsvækkende, lyder det fra Danmarks fremmeste ekspert i runer, ph.d. Lisbeth Imer.

Til sammenligning stammer den ældste, danske runesten for eksempel fra starten af 700-tallet.

»Det er lidt af en sensation. Vi er grønne af misundelse her i Danmark, det er et virkelig, virkelig fint fund,« siger Lisbeth Imer, som er seniorforsker ved Nationalmuseet, til Videnskab.dk.

Sidst, et tilsvarende fund blev gjort, var i 2009, da den såkaldte ’Hogganvik-sten’ blev fundet i Sydnorge.

»Så det er altså næsten 10 år siden sidst, og jeg kan slet ikke huske, hvornår sidste gang inden da var. Vi har virkelig ikke ret mange af de her fund. Det er helt klart blevet sjovere for mig at gå på arbejde,« siger Frode Iversen, som er professor i arkæologi ved Kulturhistorisk Museum i Oslo, til Videnskab.dk.

LÆS OGSÅ: Unikke runer fra vikingetiden fundet i Ribe

Stenen har været udsat for en del

På Øverby-stenen har forskerne indtil videre kunnet identificere omkring 35 runer. Det kræver højt specialiserede forskere at afkode, hvad runerne betyder, fortæller Frode Iversen.

»Det er skrevet på et meget gammelt sprog, urnordisk, som ikke bliver talt længere. Selv folk i middelalderen ville have svært ved at forstå det,« siger han.

Ikke engang specialister kan dog læse noget på stenen med det blotte øje. Den er nemlig meget dårligt bevaret, eftersom den – udover vind, vejr og tidens tand – har været udsat for lidt af hvert gennem tiden:

Stenen var oprindeligt sat som mindesten ved en grav ved bakken ’Sparreåsen’.

Her fik en landmand i år 1905 øje på den og besluttede, at den ville udgøre et perfekt indgangsparti til hans hus. Han fragtede den hjem til sig selv, lagde den foran sin dør, hvor han og hans familie brugte den som trædesten i årevis.

Da familien 85 år senere besluttede at rive huset ned, besluttede de i samme ombæring, at den store, flotte sten skulle flyttes om i haven og bruges som bænk.

Arkæologerne kom først på sporet af stenen i år 2016, da en nabo fik mistanke om, at der var runer på den og sendte et billede til den lokale avis. Det er det billede, du kan se øverst i artiklen her.

På billedet herunder kan du se, hvordan stenen stod, da arkæologerne så den første gang:

En dygtig runemester hugger runer

Ved hjælp af fotogrammetri – en særlig målemetode, hvor man på baggrund af billeder fra en masse forskellige vinkler udarbejder en 3D-model – har forskerne alligevel kunnet tyde noget af indskriften på stenens ene side.

Foreløbig kan de derfor sige, at indskriften på runestenens bedst bevarede side lyder ’Lu irilaR raskaR runoR’, som – muligvis – kan oversættes til noget i stil med ’hug runer, dygtig runemester!’. Man får altså tanken, at nogen har brugt stenen til lidt selvpromovering.

Der hersker dog ikke enighed om, at ordet ’irilaR’ – eller Erilar, som ordet også kan staves – skal oversættes til ’runemester’.

Ifølge Lisbeth Imer er der tale om en gammeldags oversættelse, og de senere år har forskerne i stigende grad fået en fornemmelse af, at det nok har en lidt anden betydning, mener hun.

»Det har nok nærmere været en titel. Ikke den øverste stormand eller fyrste i samfundet, men måske det, der senere bliver kaldt en jarl,« siger Lisbeth Imer, som tilføjer, at det godt stadig kan have været en person, der havde et særligt kendskab til runer.

Ifølge Frode Iversen behøver de to opfattelser af irilar eller Erilar dog ikke stå i modsætning til hinanden.

»Folk, der mestrede runer, har måske mindet om de senere ’skjalde’: Folk med ordet i deres magt, som ofte havde høje placeringer i kongens følge. Skjaldene havde gerne tillægstitler, og en Erilar kan derfor udmærket godt være en jarl, og en jarl kan udmærket godt være en Erilar,« siger han.

Ordet ’raskaR’ – dygtig – føler forskerne sig til gengæld mere sikre på. Og det er faktisk lidt af en verdenssensation, at dette ord dukker op så tidligt i historien.

»Vi kender ordet fra mere moderne tid, men vi anede ikke, hvilke sproghistoriske rødder det havde. Så da det dukkede op i denne sammenhæng, var det helt nyt og overraskende,« siger Frode Iversen.

Det er en stor hjælp at få ’nye’ ord til samlingen, når man forsøger at rekonstruere et gammelt sprog som eksempelvis urnordisk, lyder det også fra den norske filolog Karoline Kjesrud. Hun er en af de eksperter, der pt. arbejder på livet løs for at identificere runerne på Øverbystenen.

»Dette ord på runestenen bliver en værdifuld kilde til sproghistorien,« siger Karoline Kjesrud, som arbejder på Institut for lingvistiske og nordiske studiet ved Universitet i Oslo, til Videnskab.dk.

Runesten var en tredimensionel oplevelse

Forskerne afventer pt. skanningsresultater, som forhåbentlig kan gøre det muligt at identificere flere runer og muligvis også fortælle, hvad der står på den anden, dårligere bevarede side.

Det er faktisk ikke til at vide, om tolkningen af stenens første side holder stik, før vi har fået at vide, hvad der står på den anden side, fortæller Lisbeth Imer:

»Dengang delte de gerne sætningerne, endda ordene, midt i det hele, og de brugte altså ikke bindestreger. Hvis der ikke var mere plads på den ene side af stenen, fortsatte de bare på den anden,« siger Lisbeth Imer, som forklarer, at man betragtede runestenene som noget tredimensionelt.

»Det vil sige, at den første del af indskriften kan vise sig at have en helt anden betydning, når vi forhåbentlig får resten. Vi griner lidt af det i dag, men dengang stod stenene jo op, og man kunne gå rundt om dem, mens man læste. Det var en totaloplevelse,« tilføjer hun.

Skanninger kan gøre os klogere

Vi aner med andre ord ikke, om ’Lu irilaR raskaR runoR’ er en færdig sætning, eller om der er tale om en sætning, der er delt på midten.

Men det finder vi forhåbentlig ud af, når resultatet af skanningerne meget snart tikker ind.

Skanningerne er foretaget i en meget høj opløsning – 3.600 punkter for hver kvadratcentimeter – og ved hjælp af dem kan forskerne lave en endnu mere præcis 3D-model.

Og forhåbentlig identificere endnu flere runer, siger Frode Iversen og slutter:

»I det mindste vil det kunne fortælle os, hvad der er muligt at læse, og hvad der er tabt for eftertiden.«

Videnskab.dk følger op på historien, når resultaterne fra skanningen af stenen foreligger. Forskerne planlægger at udgive en videnskabelig artikel om tolkningen af runeindskriften i foråret 2019.

LÆS OGSÅ: Hvad står der på runestenen?