Selv 'fake' latter har social værdi

Latter er hver dag en påmindelse om, at vi mennesker er dyr. Når hastigheden på optaget latter sættes ned, kan lytterne ikke skelne, om lyden er fra en person eller et dyr.

Vi kaster hovedet tilbage og blotter tænderne i et abelignende grin.

Nogle gange knækker vi sammen af grin og mister et kort øjeblik vores evne til at tale, for så igen at grine højlydt som aber.

Og ligesom hyl, brøl og tuden hjælper med at styrke tilknytningen i en gruppe primater eller en ulveflok, hjælper latteren os med at knytte os til andre.

Tilknytning og distancering

Fra et evolutionært perspektiv er latter forhistorisk - et 'legesignal' som ledsager pattedyrs spøgefulde interaktioner for at signalere harmløse hensigt og for at holde legen i gang.

Chimpanser griner. Rotter griner. Hunde griner. Måske griner delfiner endda.

Latter er også et essentielt træk ved mennesket sociale interaktioner. Vi griner, når vi morer os, men vi griner også af forlegenhed, høflighed, nervøsitet og som hån.

Jeg er psykologiforsker, der studerer, hvordan vi bruger latter til at knytte os til og nogle gange distancere os fra andre.

For mennesker har latterens oprindelige funktion som et legesignal udvidet sig til at udføre en række sociale funktioner.

Latter letter sociale interaktioner

Latter kan være en respons på noget, forskere kalder en 'godartet krænkelse' - en situation, der kan repræsentere en trussel, men som personen, der ler, har konkluderet er tryg og sikker - (psykologer elsker at ødelægge ting som komedie ved at overforklare dem.)

Latter er en måde at formidle, at en interaktion er legende, harmløs og useriøs. Men latter er ofte ikke et pålideligt tegn på, at en person har det godt, selvom vi nogle gange griner, når vi morer os.

En akavet meningsudveksling, en misforståelse, en hånende vittighed – vi kan udglatte alle disse potentielt ubehagelige øjeblikke med latter.

Nogle af os er 'grinebidere'

Mine kolleger og jeg var nysgerrige på, om vores tilbøjelighed til at grine er en egenskab, der er konsistent for hver person, uanset kontekst - eller om det afhænger af, hvem man interagerer med.

I et studie fik vi deltagerne til at tale med 10 fremmede i en række en-til-en samtaler. Så talte vi, hvor mange gange de grinede.

Til vores overraskelse fandt vi, at hvor ofte en person griner – i hvert fald når de taler med fremmede – er ret konsekvent. Nogle mennesker er 'grinebidere', og andre er ikke.

Hvem, de talte med, havde ikke stor effekt. I vores forsøg var der ikke én person, som fik alle, de talte med, til at grine.

Jo mere latter, desto mindre nydes samtalen

Vi fandt, at de personer, der havde tendens til at grine mere, nød samtalerne mindre.

Hvis vi i bund og grund nyder at tale med fremmede og føler os trygge ved det, føler vi måske ikke et behov for at grine meget og udglatte interaktionen – vi stoler på, at det går godt.

Men deltagerne følte, at de havde mere til fælles med de personer, der grinede mere.

Så i samtaler mellem fremmede er latter angiveligt ikke et tegn på velbehag og glæde, men det vil få samtalepartneren til at føle sig mere lig den person, der ler.

De vil være mere tilbøjelige til at føle, at lige I to har noget til fælles, hvilket er en nøgleingrediens i social tilknytning.

Jeg har en mistanke om, at vi låner og transformerer latterens legesignal for at påvirke situationer, som tilsyneladende ikke har noget med leg at gøre.

Latter er et budskab

Vi mennesker har bemærkelsesværdig kontrol over vores stemmer.

Vi kan ikke blot tale, vi kan også ændre betydningen af vores ord ved at ændre stemmens tonehøjde, vokalplaceringen, åndedrættet eller nasalitet.

Et kælent, hvisket: 'Hej' bliver en flirtende tilnærmelse, et hårdt: 'Hej' bliver en trussel, og et højt, skingert: 'Hej' bliver et frygtsomt spørgsmål.

Det fik mig til at tænke: Måske ændrer vi lyden af vores latter, afhængigt af hvad vi ønsker at kommunikere.

Selvom visse former for latter anses for at være ukontrollable - den slags latter, som svækker os fysisk, og hvor vi ikke kan få vejret – har vi størstedelen af vores latter under kontrol.

Mange akustiske former

Det viste sig i øvrigt, at en hel del studier allerede ser på forskellige former for latter.

Selvom deres perspektiver og metoder er forskellige, er forskere enige om, at latter har mange akustiske former og forekommer i mange forskellige situationer.

Den mest populære tilgang til kategorisering af de mange former for latter er at sortere dem efter personens sindstilstand.

Er det 'ægte' latter, der afspejler en sand positiv sindstilstand? Eller er latteren resultatet af forlegenhed, skadefryd eller munterhed?

Latter er kommunikativ adfærd

Jeg var ikke tilfreds med denne tilgang. Latter er kommunikativ adfærd.

For mig ser det ud til, at vi derfor bør kategorisere latter efter, hvordan den påvirker de mennesker, der hører latteren - ikke baseret på, hvordan personen havde det, mens han eller hun grinede.

Ordet ’kat’ formidler den samme information til lytteren, uanset om taleren elsker eller afskyr katte.

Og effekten på lytteren af en person, der sprutter af grin, er den samme, uanset hvordan personen, der griner, har det, forudsat at grinelyden er ens.

Glad, beroligende eller truende

Med latterens kommunikative karakter in mente foreslog mine kolleger og jeg, at latteren kan koges ned til tre grundlæggende sociale funktioner – som alle gemmer sig under et legende skalkeskjul.

• Først er der belønningslatter. Denne type latter er tydeligst forbundet med latterens udviklede rolle som et legesignal. Denne latter er behagelig at høre og producere, hvilket gør et legende samspil endnu mere behageligt.
• Så er der tilknytningslatter, som formidler det samme budskab om harmløshed uden at levere et udbrud af fornøjelse. Vi kan bruge denne latter til at berolige, formilde og dulme. Dette er den mest almindelige latter i hverdagssamtaler – vi bruger den, når vi taler, for at sikre, at vores hensigt ikke bliver misforstået.
• Endelig er der dominans-latter. Denne type latter vender det useriøse budskab på hovedet. Ved at grine af nogen, formidler vi, at de ikke er værd at tage alvorligt.

'Fake' latter findes ikke

Mine kolleger og jeg har identificeret akustiske egenskaber ved latter, der får den til at lyde mere givende, venlig eller dominerende. Jeg har også fundet, at vi ændrer, hvordan vores latter lyder i løbet af samtaler, der understreger disse tre sociale opgaver.

Ændringerne er subtile, fordi konteksten - situationen, vores indbyrdes forhold, samtaleemnet - gør meget for at tydeliggøre latterens betydning.

'Fake' latter findes ikke. Al latter tjener en ægte social funktion, der hjælper os med at navigere i komplekse sociale interaktioner.

Og fordi vi ser så sjove ud og lyder så fjollede, mens vi ler, sørger latteren for, at vi (og andre) ikke tager os alt for alvorligt.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.