Bevidsthed, følelser, selvrefleksion, empati, kultur.
Listen over egenskaber, der førhen blev anskuet som unikt menneskelige, bliver mindre og mindre, efterhånden som vi lærer mere om de væsener, vi deler kloden med.
Heller ikke latter lader til at være unik for mennesker. I et amerikansk studie i tidsskriftet Bioacoustics har to forskere analyseret en lang række dyrevokaliseringer, og ifølge dem er svaret tydeligt:
Dyreriget er fyldt med latter, eller i hvert fald noget, som minder meget om det - særligt blandt pattedyr, såsom hunde, katte og primater, men også hos visse fuglearter.
Det skriver University of California, Los Angeles (UCLA), i en pressemeddelelse.
»Det er det første rigtig omfattende reviewstudie på dette emne, og personligt synes jeg, at det er rigtig godt lavet,« fortæller biologen Élodie Briefer til Videnskab.dk efter at have læst den videnskabelige artikel.
Élodie Briefer har ikke været involveret i studiet, men er hovedforsker i København Universitets ‘Behavioural Ecology Group’, hvor hun forsker i dyrs adfærd, og hvordan de kommunikerer følelser.
Latter er et signal om, at vi leger
Menneskets latter, mener nogle forskere, er en form for ‘legelyd’, et signal vi sender til andre om, at vi morer os.
»Når vi griner, deler vi ofte information med andre om, at vi morer os, og at de kan være med,« fortæller medforfatteren på studiet, primatolog og antropolog Sasha Winkler, ifølge UCLA.
»Nogle forskere har foreslået, at denne vokale adfærd deles blandt mange dyr, som leger, og at latter er vores menneskelige udgave af et evolutionært gammelt, vokalt legesignal.«
Leg er udbredt i dyreriget, men legen er ofte voldsom og kan ligne rigtig kamp til forveksling. Derfor har dyrene udviklet forskellige måder til at kommunikere, for eksempel gennem kropssprog, at det hele bare er for sjov, skriver UCLA.
\ Læs mere
For at se, hvor udbredte legelydene er i dyreriget, gik Sasha Winkler med sin kollega, hjerneforsker Greg Bryant, gennem store dele af den eksisterende videnskabelige litteratur for at finde tidligere studier, hvor såkaldte legelyde er blevet dokumenteret og beskrevet.
Her ledte de efter beskrivelser af dyrelyde, som var blevet dokumenteret under leg, og som passede med velkendte kriterier for legelyde, heriblandt tonehøjde, og om det var et enkelt kald, eller om der var et rytmisk mønster, skriver UCLA.
I deres jagt fandt forskerne eksempler på legelyde hos mindst 65 arter, blandt andre primater, desmerdyr, hunde, ræve, sæler, tamme køer og tre fuglearter, heriblandt papegøjearten parakit og australske skader.
Ikke blot var legelydene udbredte blandt pattedyr, men de delte også visse lydmæssige karakteristika på tværs af arter. Legelydene lød, groft sagt, som latter: korte, sekventielle udbrud af lyde.
»Et fænomen, som, man engang troede, var særligt menneskeligt, viser sig at være tæt forbundet med adfærd, som vi deler med arter, der har været adskilt fra mennesker i flere millioner år,« fortæller Greg Bryant, ifølge UCLA.
Biolog: Svært at vide, om der er tale om leg
Ifølge Élodie Briefer, biologen ved Københavns Univesitet, skal der kun tages et lille forbehold ved studiets resultater, nemlig at det udelukkende bygger på tidligere studier.
»De (forskerne bag det nye studie, red) ved ikke præcis, om konteksten rent faktisk var leg, fordi det kan være meget svært at beskrive leg hos dyr,« fortæller hun til Videnskab.dk.
»Der findes en tydelig definition, som er alment accepteret: Leg skal ikke have nogen åbenlys overlevelsesfunktion på kort sigt, den skal være berigende, ændret fra dens oprindelige funktion (som jagt eller kamp, red), gentages og udføres af sunde individer, men det kan være svært at bedømme, hvorvidt det er tilfældet.«
Fremtiden, fortæller Élodie Briefer, vil være at optage lyden af dyrene i mere kontrollerede forhold under leg.
\ Læs mere
Et stærkt studie
Élodie Briefer er dog positivt indstillet overfor studiet.
I et reviewstudie som dette, forklarer hun, ser man på den eksisterende litteratur og data, og derfor afhænger styrken af et reviewstudie til dels af, hvor mange studier det inddrager. Her er det nye studie godt med.
Og selvom et studie som dette ikke nødvendigvis bringer meget ny viden på banen, opsummerer og sammenfatter studiet, hvad vi allerede har observeret, i nogle tilfælde med nyt perspektiv.
»Vi ved allerede, at latter ikke er unikt blandt mennesker, men studiet viser, at latter, eller latter-lignende lyde, faktisk findes hos mange andre arter, og at de lyder ret ens,« fortæller Élodie Briefer.
»Det viser nogle ligheder mellem mennesker og andre arter, i hvordan vokale udtryk for følelser og leg har udviklet sig.«
Dog har vores menneskelatter stadig en særlig egenskab, som adskiller os fra det meste af dyreriget.
»Noget interessant, som de opdagede, er, at latter (i naturen, red.) normalt er lavmælt, modsat menneskelatter, som er højlydt. Sandsynligvis fordi disse arter har udviklet sig i den vilde natur og helst ikke vil opdages af rovdyr. Så menneskelatter er ret unik i, at det kan være rigtig højt.«
