Hvorfor griner man, når noget er alvorligt?
En læser undrer sig over, at man nogle gange begynder at smile eller grine, hvis man bliver bange eller står midt i en alvorlig situation. Svaret ligger gemt i vores primale instinkter.
En læser undrer sig over, at man nogle gange begynder at smile eller grine, hvis man bliver bange eller står midt i en alvorlig situation. Svaret ligger gemt i vores primale instinkter.

Mange af os har nok prøvet at stå i en situation, hvor vi selv eller nogen, vi kender, pludselig bryder ud i latter på det mest upassende tidspunkt.
Og selvom det bare er et bredt smil til morfars begravelse, kan en sådan adfærd hurtigt bringe en i problemer.
Men hvorfor er det, at nogen bare ikke kan holde grinet tilbage i de situationer? Det har en af vores læsere, Lisbeth Krøyer Julius, også undret sig over.
»Hvorfor griner/smiler nogle mennesker, når de bliver bange, eller når noget er alvorligt?« spørger Lisbeth og forklarer, at hun selv oplevede det meget som barn, og at det samme nu gælder hendes søn.

Med vores brevkasse Spørg Videnskaben kan du stille spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sjove bynavne til kvantecomputere og livets oprindelse.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Send dit spørgsmål via mail til sv@videnskab.dk eller via kontaktformularen på Spørg Videnskaben-siden.
For at svare på Lisbeths spørgsmål har Videnskab.dk haft fat i cand. psych., adfærdsforsker og primatolog Jill Byrnit, adjunkt på Institut for psykologi ved SDU.
Med sit fokus, ikke kun på mennesker, men også andre primater, kan hun forklare, at smilet egentlig er en instinktiv reaktion med mange betydninger, blandt andet frygt og nervøsitet.
Svaret på, at vi kan finde på at smile og grine midt i alvorlige og måske endda uhyggelige situationer, er derfor, ifølge Jill Byrnit, ganske enkelt:
»Det er, fordi smilet fra naturens side faktisk er en frygt-grimasse, der signalerer underkastelse,« siger hun.
Kigger man på chimpansen, tydeliggøres den instinktive adfærd.
»Chimpanser vil ligesom de fleste andre flokdyr gerne undgå konflikt. De bruger smilet som lettere underkastelse, sommetider under en konflikt, men især når der er optakt til konflikt,« fortæller Jill Byrnit.
For chimpanserne er smilet altså et udtryk for frygt, men samtidig er det positivt i forhold til modtageren, da det signalerer både anerkendelse og underkastelse og, som nævnt, kan forhindre kamp.

Når vi så som mennesker smiler, kan det også være udtryk for instinktiv adfærd, som vi kender den fra andre flokdyr såsom chimpansen.
Det handler om, at vi instinktivt bruger smilet til at signalere underdanighed, især i situationer hvor vi bliver bange eller føler os truet.
I den forbindelse virker smilet afvæbnende over for 'modstanderen' - og derved også afvæbnende i forhold til en eventuel konflikt.
Samtidig har vi mennesker dog videreudviklet smilet, forklarer Jill Byrnit.
Derved er det at smile blevet mere kompliceret i sin betydning og kan ikke oversættes direkte til ’underkastelse’.
Den instinktive adfærd har oftest, men ikke udelukkende, relation til nervøsitet og frygt, og, ligesom ved chimpansen, skal det agere som en underkastelse, også selvom det ikke på samme måde giver mening hos det moderne menneske.
Men betyder det så, at alle, der smiler, er bange og nervøse?
Svaret er nej. Mennesker i overlegen position smiler også, men her er det snarere et udtryk for, netop hvor meget smilet som gestus har ændret sig gennem tiden og evolutionen.
»Mennesket er jo skrøbelig som art, og vi har brug for hinanden. Smilet styrker sammenhold og er i dag blevet forfinet inden for socialt samspil som noget, der får det til at køre og fungere,« fortæller Jill Byrnit.
Trods brugen af smilet som effektivt redskab til at pleje sociale relationer er der alligevel mange, der tumler med det ufrivillige smil, som kan sende dem i både forlegenhed og unåde.
Men det er ikke alle, der kæmper med den her uønskede adfærd. Så hvad er det egentlig, der gør, at nogle har større tendens til det end andre?
»Reaktionen kommer ofte af lavt selvværd,« fortæller Jill Byrnit og uddyber:
Artiklen fortsætter efter afstemningsboksen

»Bare fordi folk altid smiler, og især hvis de smiler overdrevent, betyder det ikke nødvendigvis, at de er enormt glade. Snarere at de er meget nervøse og usikre.«
Dertil løber adfærden i familier, forstået på den måde, at hvis forældrene selv er nervøst anlagt, er der en sandsynlighed for, at det videreføres til børnene.
Det er især samfundets yngste, der har svært ved at holde igen med grinet.
»Alle kan opleve det, men det forekommer hyppigere hos børn, da de har mindre filter og derfor reagerer mere instinktivt,« siger Jill Byrnit.
Med andre ord er børn generelt mere styrede af deres impulser, altså mere spontane. De kommer derfor lettere til at lade sig styre af deres følelser, hvilket også gør sig gældende med netop denne adfærd.
Chimpansen og Bonobo-aben anses for menneskets tætteste, nulevende slægtninge i naturen og deler omtrent 94-96 procent af deres gener med os.
Kilde: Den Store Danske
Ikke bare når vi bliver nervøse og bange, kan en upassende latter snige sig ind. Midt i den dybeste alvor kan vi også have hang til at kaste et usikkert grin af os.
Forklaringerne er mange, men når emnet pludselig skifter, og det hele bliver alvorligt, bliver vi ofte mere usikre på os selv. Alvoren kan, ubevidst, virke som en personlig trussel, der rammer os på vores selvværd.
Derfor er der en tendens til, at man bliver nervøs i sådanne situationer og altså kan komme til at smile, grine og fnise, selvom situationen overhovedet ikke er sjov, og adfærden slet ikke passer ind.
Nervøsitet kommer blandt andet, når du står overfor noget, du ikke føler, at du formår. Så sætter de dyriske instinkter ind, og man underkaster sig gennem smilet.
»Der kan man tale om, at man kommer meget i kontakt med dyret i sig selv,« smågriner Jill Byrnit.
Ingen bryder sig om, at være hverken usikre eller nervøse, men kan man overhovedet stille noget op i mod disse følelser?
Nej, når alt kommer til alt, kan man ikke gøre så meget ved denne instinktive adfærd, der ofte virker malplaceret, siger Jill Byrnit.
Dog har hun alligevel et forslag til, hvordan man kan neddæmpe adfærden og måske få mere kontrol over den.
Hun foreslår, at man forsøger at træne sig selv til bedre at kunne modstå grinet midt i alvoren.
»Man kan ikke rigtigt forebygge det, men man kan øve sig i at kunne tåle det. Altså, ved hele tiden at teste sig selv i, hvor lang tid man kan holde det ud.«
Vi håber, vi har givet svar nok på Lisbeth Krøyer Julius’ spørgsmål, og at det har hjulpet dig til at forstå, hvorfor vi nogle gange smiler og griner midt i alvorlige situationer.
Som tak for det interessante spørgsmål kvitterer Videnskab.dk med en flot t-shirt.
Hvis du brænder inde med et spørgsmål af den ene eller den anden slags, så tøv ikke med at tippe os hos Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk eller via formularen videnskab.dk/sv.
Kan du ikke få nok af spændende historier om hjernen? Så lyt til Brainstorm - Videnskab.dk's podcast om menneskets mest fascinerende organ, hvor værterne hver uge udforsker hjerneforskningens og psykologiens verden.
Lyt til episoderne i afspilleren herunder. Du kan også abonnere gratis på podcasten ved at klikke på 'subscribe' eller søge efter 'Brainstorm' i en podcastafspiller på din mobiltelefon.