Bemærk, denne artiklen blev bragt 15. juni 2016, tre dage efter et masseskyderi på en natklub i Orlando, Florida.
Den amerikanske befolkning har endnu engang oplevet et masseskyderi. Denne gang endte det som det værste i USA's historie, da den 29-årige Omar Siddiqui Mateen natten til søndag åbnede ild på natklubben Pulse.
I min rolle som kriminolog har jeg revideret den nyeste forskning i håbet om at kunne aflive nogle af de mest almindelige misforståelser, som jeg har hørt snige sig ind under alle de diskussioner, som dukker op, når vi oplever et masseskyderi.
1. Flere skydevåben betyder, at vi er mere sårbare
Et studie om masseskyderier, som jeg har udarbejdet, indikerede, at fænomenet ikke er begrænset til USA.
Mellem 1983 og 2013 fandt masseskyderier sted i 25 andre velhavende lande, men antallet af masseskyderier i USA overskrider langt antallet i andre lande inkluderet i studiet over den samme tidsperiode.
I den samme 30-årsperiode fandt 78 masseskyderier sted i USA.
Det største antal masseskyderier uden for USA var i Tyskland, hvor syv masseskyderier fandt sted.
I de 24 øvrige industrilande fandt i alt 41 masseskyderier sted.
Sagt med andre ord: USA var udsat for næsten dobbelt så mange masseskyderier som alle de 24 lande tilsammen over en 30 år lang periode.
Endnu en signifikant konklusion er, at masseskyderier og ejerskabet af skydevåben er stærkt korreleret.
Jo flere personer, der ejer skydevåben, desto mere sårbart er landet over for masseskyderier.
Denne forbindelse er fortsat stærk, selv når antallet af amerikanske hændelser bliver trukket fra analysen.
United Nations Office on Drugs and Crime (UNODC, FN's agentur for narkotika og kriminalitet, red.) er kommet frem til lignende resultater; jo flere personer, der ejer skydevåben, desto flere skuddrab.
Mit studie viser også en stærk korrelation mellem antallet af ofre for masseskyderier og det samlede antal af skuddrabsofre.
Ved denne sidste analyse lader forbindelsen dog hovedsagligt til at være drevet af det meget høje antal skuddrab i USA.
Relationen forsvinder, når USA fjernes fra analysen.
2. Antallet af masseskyderier er stigende
For nylig udgav Harvard Injury Control Research Center et studie, der viser, at hyppigheden af masseskyderier er stigende.
Forskerne målte hyppigheden ved at beregne tidsintervallet mellem hændelserne.
Resultaterne viste, at dagene imellem skyderierne gik fra i gennemsnit 200 dage i perioden 1983 til 2011 til 64 dage siden 2011.
Det mest alarmerende er dog, at antallet af masseskyderier bevæger sig i den modsatte retning af det samlede antal af forsætlige manddrab i USA, som er faldet med næsten 50 procent siden 1993.
I Europa er antallet af forsætlige manddrab faldet med knap 40 procent mellem 2003 og 2013.
3. Restriktioner virker
USA har en liberal våbenlovgivning, og den anden 'amendment' (tillægsparagraf) i USA's forfatning garanterer individets ret til at eje skydevåben.
(USA's forfatning, The U.S. Constitution, The Constitution of the United States, blev skrevet i 1787 og trådte i kraft i 1789. De første ti amendments (tillægsparagraffer), Bill of Rights, som blandt andet fastslår egentlige borgerlige frihedsrettigheder såsom religionsfrihed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, kom til i 1791, red.)
Det står i skarp kontrast til de fleste udviklede land, som har en restriktiv lovgivning.
Ifølge et skelsættende værk af kriminologerne George Newton og Franklin Zimrig refererer en liberal våbenlovgivning til et system, hvor alle - med undtagelse af visse persongrupper - kan købe et skydevåben.
Her behøver man ikke at retfærdiggøre et våbenkøb; den licensudstedende myndighed skal derimod levere bevisbyrden, hvis de nægter en person erhvervelsen af et skydevåben.
(USAs våbenlov forbyder salg til tidligere straffede, til illegale immigranter og til mennesker med psykisk sygdom. Våbensælgeren skal ikke spørge myndighederne om en kundes eventuelle terrorforbindelser, og FBI skal ikke undersøge det, red.)
En restriktiv lovgivning betyder derimod, at en person, der ønsker at købe et skydevåben, skal bevise, at de har en begrundet årsag til at erhverve sig et skydevåben, eksempelvis til brug på jagt eller medlemsskab af en skydeklub, og at de er af ‘god karakter’.
Det har stor effekt, hvilken type våbenlovgivning et land har. Lande med restriktiv lovgivning har færre skuddrab, og et lavere antal borgere ejer skydevåben.
4. Historiske sammenligninger holder ikke altid
Frem til 2008 havde FBI en snæver definition på masseskyderi. Det var defineret som en enkelt hændelse, hvor fire eller flere personer bliver skudt eller dræbt (ikke inkluderet gerningsmanden), og typisk finder skyderiet sted på en enkelt lokation.
I 2013 ændrede FBI definitionen og bevægede sig væk fra 'masseskyderier' til at identificere en 'aktiv gerningsmand' som 'en person aktivt engageret i at dræbe eller forsøge på at dræbe mennesker i et begrænset og befolket område'.
Denne ændring betyder, at det nu omfatter episoder, hvor færre end fire personer dør, men hvor flere kommer til skade, som denne skudepisode i New Orleans i 2014 .
Ændringen af definitionen havde en direkte effekt på antallet af hændelser inkluderet i studier og påvirkede sammenligneligheden af studier udført før og efter 2013.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Endnu mere bekymrende er, at visse forskere, der studerer masseskyderier, som eksempelvis kriminologen James Alan Fox fra Northeastern University, har inkorporeret flere typer af massemord, der ikke kan defineres som masseskydning; for eksempel familiedrab og bandemord.
I tilfælde af familiemord er ofrene udelukkende familiemedlemmer og ikke tilfældige tilskuere.
Bandemord er normalt kriminalitet udøvet for profit, en straf for rivaliserende bander eller et medlem af banden, der er stikker.
Og disse drabssager hører ikke til i analysen af masseskyderier.
5. Ikke alle masseskyderier er terrorisme
Medierne beskriver sommetider masseskyderierne som en form for 'indenrigs-terrorisme', og det kan godt være misvisende.
Der er ikke tvivl om, at masseskyderierne er skrækindjagende, og at de 'terroriserer' det samfund, hvor de fandt sted.
Men alligevel er det ikke alle aktive gerningsmænd involveret i masseskyderier, der har et politisk budskab eller formål.
Eksempelvis blev ni personer, der var samlet til bønnemøde i en kirke i Charleston, dræbt i juni 2015.
Det menes, at der lå racistiske motiver bag ugerningen, men det var ikke en terrorthandling.
Størstedelen af gerningsmændene er associeret med psykiske problemer, mobning og utilfredse medarbejdere.
Aktive gerningsmænd kan være motiverede af en række personlige eller politiske motiver, men sigter som regel ikke efter at svække regeringens legitimitet.
Hyppige motivationer er hævn eller en søgen efter magt.
6. Baggrundstjek fungerer
I forbindelse med de fleste restriktive baggrundstjek udført i de udviklede lande kræver man, at borgerne lærer håndtering af våben, at de skal søge om jagttegn eller fremlægge dokumentation for medlemskab til en skydebane.
Enkeltpersoner skal bevise, at de ikke tilhører en 'ikke-tilladt gruppe', såsom psykisk syge, kriminelle, børn, eller at de har en høj risiko for at begå voldskriminalitet; for eksempel individer med en straffeattest for trussel på livet.
Og her er sagens kerne.
Hvis det samme gjaldt i USA, ville de fleste amerikanske aktive gerningsmænd være blevet nægtet køb af et skydevåben.
Frederic Lemieux hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
