Derfor forhindrer øget sikkerhed ikke skoleskyderier

23. januar 2018 mistede 2 elever livet, og 19 personer blev såret, da en 15-årig elev åbnede ild på en skole i Kentucky i USA.

Efterfølgende opfordrede adskillige lovgivere i delstaten til, at lærere og skolepersonale fremover bærer våben.

Lovgiverne i Kentuckys reaktion repræsenterer tydeligt en såkaldt tilgang om 'skalsikring' ('target-hardening', red.), altså at sikre bygningers ydre. Skalsikring er et forsøg på at styrke skolerne mod skyderier gennem øgede sikkerhedsforanstaltninger.

Foranstaltningerne omfatter blandt andet metaldetektorer, procedurer for nedlukning af skolen og lokaler (lockdown), 'run, hide, fight'-træning samt overvågningskameraer.

Selvom nogle af disse foranstaltninger forekommer fornuftige nok, er der overordnet kun ganske lidt empirisk evidens, der viser, at disse og lignende sikkerhedsforanstaltninger mindsker risikoen for skoleskyderier.

Overvågningskameraer formåede ikke at forhindre blodbadet i Columbine, Colorado, i 1999, og skolens nedluknings-politik reddede ikke de 20 børn, der blev dræbt i skoleskyderiet på Sandy Hook i Connecticut i 2012.

Et uddannelsesmæssigt modsvar er afgørende

Vi er forskere, der i samarbejde har skrevet om skoleskyderier.

Vi mener, at diskussionen mangler ideen om et uddannelsesmæssigt modsvar.

Den nuværende politiske respons tager ikke højde for det grundlæggende spørgsmål om, hvorfor så mange masseskyderier finder sted i skolerne.

Svaret på dette spørgsmål ligger i elevernes oplevelse af skolegangen og skolernes betydning for livet i USA.

En uddannelsesmæssig respons er afgørende, fordi vi gennem skalsikrings-tilgangen risikerer at forværre forholdene, fordi vi ændrer elevernes oplevelse af skolen på en måde, der leder tankerne hen på vold frem for at afværge volden.

Sikkerhedsforanstaltninger kan give bagslag

Hvis vi fylder skolerne med metaldetektorer, overvågningskameraer, politibetjente og pistolsbærende lærere, fortæller vi eleverne, at skolen er skræmmende, farlig og voldelig; et sted, hvor vi forventer, at vold finder sted.

Skalsikrings-tilgangen kan potentielt ændre den måde, lærere, elever og administratorer ser på hinanden.

Måden, lærerne forstår de børn og de unge mennesker, som de underviser, har afgørende undervisningsmæssige konsekvenser.

Er eleverne vordende samfundsborgere og fremtidige arbejdstagere?

Er de planter, som skal have næring, eller ler, der skal formes?

Én af de mest almindelige anbefalinger er for eksempel, at skolerne bør være involveret i trusselsvurderinger. Tjeklister bliver sommetider forslået, så skolepersonalet kan afgøre, om bestemte elever potentielt kan forvolde skade.

Selvom disse tiltag har deres berettigelse, skal vi som samfund være opmærksomme på, at det ændrer den måde, lærerne ser eleverne på:

Ikke som spirende blomster, men som potentielle gerningsmænd; ikke med potentialet til at vokse og blomstre, men med potentialet til at slå ihjel og såre.

Selvfølgelig kan samfundet se eleverne forskelligt på forskellige tidspunkter.

Men jo flere lærere, der ser eleverne som en trussel, som skal vurderes, desto mindre vil de blive betragtet som individer, der skal næres og uddannes.

I forbindelse med vores forskningsarbejde har vi læst de mange redegørelser fra skoleskyderier, og vi mener, at lærere, forældre og andre skal starte med at stille følgende tre spørgsmål:

Er det et produkt af en konkurrence om status?

I hvor stor udstrækning opmuntrer de amerikanske skoler gennem atletik, ballets dronning og konge samt diverse skolebals-arrangementer til, hvad adskillige politiske forskere har kaldt 'ungdommens konkurrence om status', som lurer bag mange skoleskyderier?

Når man læser om masseskyderierne, kan man ofte fornemme gerningsmandens sociale angst og følelse af svigt.

Amerikanerne har høje forventninger til skolen; her formes venskaber og romantiske forbindelser opstår. Alligevel møder eleverne ofte fremmedgørelse, nedgørelse, ydmygelse og isolation.

Frustrationerne over de forpurrede forventninger risikerer i hvert fald at vender sig imod skolen selv.

Avler magt og kontrol vold?

I hvor stor udstrækning bidrager den magtanvendelse og tvang, som mange skoler anvender, til en mentalitet om 'den stærkes ret' og den medfølgende vold?

Mobning spøger i beretningen om adskillige skoleskyderier. Elever, der bliver mobbet, eller som mobber andre, tænker helt automatisk, at vold er passende i skolen.

Der er sommertider også en vrede rettet imod den daglige pålæggelse af disciplin og straf i skolen.

Fordi skolen af visse elever opleves som et sted med magt, tvang og kontrol, ser de også skolen som et passende sted for vold.

Er problemet, at kulturen opfordrer til 'selvudfoldelse'?

I forskning omhandlende amerikanske 'high schools' (omtr. gymnasium, red.) støder man på en opfattelse af, at 'ekspressiv individualisme' er et nøglebegreb i amerikanske skoler.

'Ekspressiv individualisme' er teorien om, at mennesket skal finde ud af samt være tro mod, hvem de virkelig er inderst inde.

Kan det være en bidragende faktor?

'High schools' i forstæderne bliver især set af middelklassen, som et sted hvor man kan gennemføre 'ekspressive' projekter.

Sociologen Robert Bulman påpeger for eksempel, hvordan Hollywood-film, der finder sted i forstæderne, fokuserer på elevernes selvopdagelsesrejse, mens film, der finder sted i urbane miljøer, fokuserer på heroiske lærere og akademiske præstationer.

På samme måde ser mange gerningsmænd fra forstæderne deres handlinger som 'selvudfoldelse'. Når man læser redegørelser fra skoleskyderier, hævder adskillige gerningsmænd, at ét eller andet indeni - om det så er had eller frustration - simpelthen skulle komme til udfoldelse.

Et eksempel er det manifest, som Luke Woodham, der skød to elever i 1997, efterlod:

»Jeg er ikke forkælet eller doven, for mord er ikke svagt eller tungnemt, mord er modigt og dristigt,« skrev han.

Skolen blev det sted, hvor, Luke Woodham mente, han kunne give udtryk for den modige og dristige person, han fandt indeni sig selv.

Skoleskyderier er et uddannelsesproblem

Det er naturligvis vanskeligt at besvare alle spørgsmålene definitivt. Selv hvis vi var i stand til at finde svarene, står det ikke klart, hvad det rette uddannelsesmæssige modsvar ville være.

Eksempelvis er selvudfoldelse en værdifuld skoleopgave, selv hvis det på én eller anden måde er en bidragende faktor til skoleskyderier.

Derfor lyder vores forslag ganske enkelt, at samfundet i stedet for tvivlsomme sikkerhedsteknologier eller gennem løftet om offentlige tiltag og reglementer bør forsøge at stille mere dybdegående spørgsmål om ​​uddannelse og skolegang i det amerikanske samfund.

Det er på høje tide, at vi ikke alene ser skoleskyderierne som et sikkerhedsproblem, men også som et uddannelsesproblem.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.