Sociologer har kastet deres berøringsangst med samfundets top af sig, og feltarbejdet foregår nu i lige så høj grad på direktionsgangene som i ghettoer. Det giver dog udfordringer for en forskningsretning, der traditionelt har forsøgt at give samfundets magtesløse en stemme, når de pludseligt skal nærstudere magteliten i samfundet.
Den erkendelse blev sociolog ved SFI Frederik Thuesen sig pinligt bevidst, da han forsøgte at interviewe topfolk på det danske arbejdsmarked med en venlig, imødekommende og åben interviewteknik der egentlig er beregnet til ressourcesvage folk.
»Jeg opdagede, at det er en helt anden interviewsituation at interviewe magtfulde medlemmer af eliten, end det er at interviewe narkomaner og enlige mødre. De metodeteknikker litteraturen beskriver, er ikke velegnede til den type interviews. Traditionelt er sociologen den veluddannede magtperson i situationen og skal forsøge at få respondenten til at åbne op. Men det forholder sig næsten modsat med folk i eliten,« siger Frederik Thuesen.
Medievante magtmennesker
Han opdagede, at medievante personer hurtigt glider af på spørgsmål, overtager interviewets dagsorden og i modsætning til ressourcesvage skal konfronteres med spørgsmål, der knytter sig til den magt, de udøver.
»Man risikerer at fremstå som lidt hjælpeløs, hvis man ikke formår at bevare kontrollen i interviewet,« siger Frederik Thuesen.
Helt konkret interviewede han på et tidspunkt arbejdsmarkedets parter om flygtninge og indvandreres status på arbejdsmarkedet. Her gled både chefen fra fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationen af så snart spørgsmålene blev mere kontroversielle.
»Jeg endte med at stille de samme spørgsmål igen og igen, men man skal være opmærksom på, at interviewet får sin egen form for følelsesladede logik på den måde. Nogle mener, man skal gå så langt som til at nedkæmpe respondenten på ord og næsten have en kritisk journalistisk tilgang til magtpersoner,« siger Frederik Thuesen.
Inspiration fra Aristoteles
Men han mener selv, at det kan ødelægge både interviewet og muligheden for at få andre ledere i tale. Derfor udvikler han i artiklen Navigating Between Dialogue and Confrontation: Phronesis and Emotions in Interviewing Elites on Ethnic Discrimination en model der kombinerer det indlevende og det konfrontatoriske interview.
Inspirationen har han fundet i Aristoteles tanker om phronesis, der handler om at fornemme, hvad der er det rigtige at gøre i den konkrete situation som etisk og moralsk menneske, i stedet for at lade sig styre af universelle og på forhånd fastlagte regler.
Det stiller store krav til baggrundsviden og tilstedeværelse i interviewet. Man bliver nødt til at lytte ordentligt efter for at kunne bruge sin viden, erfaringer og situationsfornemmelse intuitivt i sin måde at spørge på.
»I stedet for at gå i konfrontatorisk infight med kilden, skal man være insisterende uden at være konfrontatorisk. Man skal i det hele taget være parat til at skifte mellem flere forskellige interviewstrategier under interviewet,« siger Frederik Thuesen.
I de aktuelle interviews fik Frederik Thuesen sine svar, men han vidste det ikke helt under selve interviewet. Han mistede delvist orienteringen, da stemningen i rummet blev mere og mere trykket.
Helt konkret kan forskeren sætte afsender på kritiske spørgsmål, så det ikke lyder som om, det er forskeren der er kritisk. Han kan f.eks. indlede med, 'Men fagbevægelsen mener …' så det er tydeligt, at direktøren svarer på en kritik der kommer fra andre end forskeren.
Champagnesociologi
De nye udfordringer er opstået i takt med, at sociologien bevæger sig væk fra rendestenen og til de bonede gulve. Tidligere handlede det i meget høj grad om at beskrive de fattige og ressoucesvages tilværelser, mens sociologien i stigende omfang afsøger virkeligheden i magtens verden.
»Før i tiden har der nok været sådan en marxistisk tilgang om at udstille og fremvise det kapitalistiske samfunds skyggesider. Men i dag er man mere opmærksom på, at samfundet er sammensat af mange grupper, og at eliten er vigtig at forstå, fordi den sætter agendaen. Der er kommet mindre berøringsangst med det man tidligere kaldte ’champagnesociologi’,« siger Frederik Thuesen.
