Vi begynder med en bøsse og en jøde.
Den tyske forfatter Heinrich Heine ville i starten af 1800-tallet gerne gøre karriere på universitetet. Hans eneste problem var, at han var født jøde. Og jøder så man ned på i akademiske kredse.
Han forsøgte derfor at skjule sin baggrund ved – i al hemmelighed – at konvertere til kristendommen.
Men da den konkurrerende forfatter August Graf von Platen opdagede den sandhed, kunne han ikke dy sig. Han lavede en satirisk smædekampagne mod Heine, som blev beskyldt for at lide af 'synagogestolthed' og lugte af hvidløg.
Det skulle han aldrig have gjort. Kort tid efter svarede den da forhenværende jøde igen med ondskabsfuld satire, der beskyldte konkurrenten for at være homoseksuel.
Nok fik den bidske satire folk til at le i skægget. Men den skabte også debat i datiden. En debat, hvor der var to fronter, som på mange måder ligner dem, vi så i dagens Danmark i forbindelse med Muhammedkrisen.
»De fronter, vi ser i dag, begyndte at tage form i oplysningstiden for 300 år siden,« siger Dennis Meyhoff Brink, der forsker i religionssatire ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.
To forskellige opfattelser af satire
Han mener, at de to fronter har slående ligheder.
»Efter censuren blev svækket eller ophævet rundt omkring i Europa i løbet af Oplysningstiden, opstod der to grupper.«
»En gruppe, som insisterede på uindskrænket ytringsfrihed og ret til at spotte, ligesom Flemming Rose i dag. «
»Og en anden gruppe, der – som Thøger Seidenfaden – talte for en hensynstagende, opbyggelig satire, der skulle undgå at såre andre,« siger Dennis Meyhoff Brink.
Kaffehuse lagde tag til hån og spot
Debatten om ytringsfrihed overfor opbyggelig satire opstod første gang i slutningen af 1600-tallet.
På det tidspunkt skød der såkaldte kaffehuse op i London. Der mødtes byens intellektuelle og diskuterede politik og litteratur. Tit gik bølgerne højt.
»Det var et miljø og en debatkultur, hvori hån, spot og latterliggørelse efterhånden indgik som en selvfølge.«
»I kølvandet på det opstod der en langvarig diskussion om, hvorvidt man kan tillade sig at bedrive spottende satire, som kan såre eller krænke andre,« fortæller Dennis Meyhoff Brink.
Nådesløs satire eller godmodig humor
Satiren – og diskussionen om den – spredte sig hurtigt med kaffehusene fra England til Tyskland og Frankrig.
Der opstod overordnet set to forskellige syn på, hvordan man skulle lave religionssatire.
»Folk på den ene side i debatten mente, at god satire skulle være fuld af det, englænderne kaldte ’wit’.«
»Det er en sofistikeret satire, der nådesløst spidder sit offer, uanset om det er enkeltpersoner eller institutioner som f.eks. kirken.«
Folk på den anden side i debatten talte derimod for ’humor’ eller ’good humor’.
»Det var en velvillig og inkluderende form for satire. Den gik ikke efter enkeltpersoner, men efter generelle menneskelig laster såsom dobbeltmoral, og den undgik at krænke andre,« fortæller Dennis Meyhoff Brink.
Den pæne humor var politisk korrekt
I 1700-tallets London var der ingen tvivl om, at den pæne og nydelige ’humor’ var mest politisk korrekt. Det var den, de fleste bekendte sig til.
Men eksempler på den spiddende og bidske ’wit’ har overlevet historien.
Den stadig berømte irske forfatter Jonathan Swift (1667-1745) var en af de mænd, der bekendte sig til ’wit’.
England bankerot på grund af den katolske kirke
I bogen ’A tale of a tub’ gik Swift nådesløst efter både katolikker og protestanter. Selv var han protestant, og derfor gik det hårdest ud over katolikkerne.
På det tidspunkt var England er ved at gå bankerot på grund af den katolske kirke.
Konger og fyrster deponerede store summer hos venner og bekendte, så de kunne give pengene til kirken efter deres død.
Det skulle føre til, at de kom hurtigere gennem den modbydelige renselsesproces ’skærsilden’.
»Skærsilden står der imidlertid intet om i Biblen. Den blev først opfundet af den katolske kirke i det 12. Århundrede, og den blev hurtigt en pengemaskine for kirken.«
»Kirken påstod man kunne få sine kære hurtigere igennem kvalerne og ind i paradis, hvis man betale til den,« fortæller Dennis Meyhoff Brink.
Swift udstillede kirken satirisk
Frem til det 17. århundrede blev skærsilden opfattet som et bestemt sted – ofte placeret på den sydlige halvkugle.
»Derfor fortæller Swift i sin satire over den katolske kirke, at den købte et kontinent for en slik af nogle opdagere og derefter solgte det til andre kunder igen og igen og igen med samme succes,« siger Dennis Meyhoff Brink.
På denne måde udstillede Swifts satire, at den katolske kirkes lære om skærsilden ikke havde baggrund i Biblen. Derimod var læren magtmisbrug udført på grund af økonomiske interesser.
På den måde angreb Jonathan Swift den katolske kirkes religiøse syn meget direkte. Og det syntes mange i datiden var for skrap kost.
I humoren forførte præster kvinder
Anderledes forholdt det sig med den franske forfatter Honoré de Balzac (1799-1850).
Som satiriker tilhørte han den milde humor-tradition. Han angreb aldrig en religiøs institution som den katolske kirke lige så direkte som Jonathan Swift.
»Balzac udgav små såkaldte ’skæmtsomme historier’. Noveller, hvor han udstiller fiktive figurers dobbeltmoral. Figurerne kan være præster, der synder her og der, men klarer sig igennem livet alligevel,« fortæller Dennis Meyhoff Brink.
I historierne kan en præst snuppe sig en dram af altervinene efter gudstjenesten. Eller han kan finde på at forføre kvinder trods sit kyskhedsløfte.
»Det, der gør historierne til ’humor’ og ikke ’wit’, er, at de udstiller generelle laster, som mange mennesker har. «
»De er ikke specifikt ude efter en særlig person og ofte går de heller ikke efter en særlig religion. De er mere inkluderende men også mere harmløse,« forklarer Dennis Meyhoff Brink.
Europæerne har glemt satiredebatten
Han fortæller, at debatten mellem tilhængere af henholdsvis ’wit’ og ’humor’ stod på i flere hundrede år.
»Det har været en vedvarende debat. Men den døde ud i 1900-tallet.«
»På det tidspunkt glemte moderne, sekulære europæere i praksis religiøsiteten. Der opstod en form for generel ateisme i Europa eller i det mindste en desinteresse i religiøse spørgsmål.«
»Derfor kom det som et chok, da sagen om Salman Rushdies bog ’De sataniske vers’ dukkede op. Og det samme gentog sig i Danmark, da Muhammedkrisen tog fat,« fortæller Dennis Meyhoff Brink.
Først da den iransk-britiske forfatter Salman Rushdie fornærmede præstestyret i Iran og fik en dødsdom for det, blussede den gamle, europæiske debat om ytringsfrihed og satire op igen.
