For 28 år siden blev et over 500 år gammelt mumificeret menneskeoffer, en teenagepige fra inkafolket, opdaget nær toppen af den snedækkede vulkan Ampato i Peru.
I omkring 400 timer har en svensk arkæolog og billedhugger arbejdet på at rekonstruere inka-pigens ansigt, og nu har han genskabt, hvordan hun med god sandsynlighed så ud.
Inka-pigen, som har fået navnene Juanita og ‘Inka Ice Maiden’, er i dag Perus mest berømte mumie.
Antropologiske undersøgelser har vist, at hun var omkring 140 centimeter høj, vejede omtrent 35 kilo og kun blev mellem 13 og 15 år, da hun på et tidspunkt mellem år 1440 og 1450 blev dræbt og ofret.
For at genskabe inka-pigens mulige ansigt var det først og fremmest nødvendigt at få en kopi af hendes kranie. Derudover blev meget andet data brugt til at rekonstruere ansigtet såsom kropsskanninger, DNA-undersøgelser, etnologiske karakteristika og alder.
Den svenske arkæolog og billedhugger med speciale i 3D ansigts-rekonstruktion, Oscar Nilsson, står bag meget af det store arbejde med at rekonstruere inka-pigens ansigt, som nu er blevet fremstillet i silikone. Det portrætterer en ung kvinde med glød i huden, brune øjne og markerede kindben.
»Jeg troede aldrig, at jeg ville vide, hvordan hendes ansigt så ud, da hun var i live. Nu, 28 år senere, er det blevet en realitet takket være Oscar Nilssons rekonstruktion,« siger Johan Reinhard, antropolog og arkæolog ved National Geographic Society, i phys.org.
Han er kendt for sine opdagelser af inka-mumier, heriblandt 14 Inka-menneskeofre i Andesbjergene i Peru. I 1995 opdagede han inka-pigen i over 6.000 meters højde, hvor hun lå mumificeret. Ved siden af hende lå der både kost og genstande, som forskere efterfølgende har undersøgt.
»Disse resultater har hjulpet os til bedre at forstå hendes liv og inkakulturen,« siger Johan Reinhard i phys.org.
smb

































